Det er dine naboer - de forsvinder ikke
KOMMENTAR: Israel og Hamas har indgået våbenhvile i nat, men der er ingen grund til at tro, at den holder. Desværre.
Et land, der ikke eksisterer, og en terrororganisation. Sådan ser de to parter på hinanden, der lidt over midnat fredag morgen den 21. maj indgik våbenhvile efter halvanden uges bombardementer. Og derfor kommer våbenhvilen næppe til at holde. Det lærte jeg for mange en del år siden på en studietur.
Jeg skulle sammen med nogle andre arrangere turen til området. Vi havde ikke været der før selv, så vi blev af rejsebureauet tilbudt en fortur, så vi ud fra den kunne tilrettelægge en rejse med størst muligt udbytte for deltagerne.
På den første tur oplevede vi den berygtede mur. Vi så bosættelserne på bakketoppene. Vi så et israelsk flag hænge ud ad et vindue i det muslimske kvarter i Jerusalem. Vi så jøder danse sabbatten ind ved Vestmuren. Vi så beduinlejre under presenninger for foden af bakkerne og i egnen omkring Jeriko.
Vores guide var dansk. Hun var palæstinensisk gift, og hun førte os kyndigt og dygtigt rundt i landet. På vores opfordring fortalte hun også om konflikten i landet. Vi fik historien om, hvordan hendes mands familie havde oplevet oprettelse af staten Israel i 1948. Hun viste os, hvordan palæstinensernes vilkår var. Man byggede med, hvad man kunne få fat i, og derfor så de palæstinensiske områder elendigere ud, end de havde behøvet at være. Man klarede sig og håbede på bedre tider. En Likud-regering var ikke til nogen hjælp, i hvert fald.
Vi fik præsenteret Israel af to danskere, der var gift ind i familier på hver sin side af konflikten. Det var sådan set let at anlægge begge perspektiver. Et folk, der bliver behandlet som andenrangsborgere. Ja. Et folk, der konstant er under trussel om udryddelse og må værge for sig. Ja.
Da vi kom til selve rejsen, fik vi en anden dansk guide. Hun var jødisk gift. Hun kunne fortælle om muren som et spørgsmål om sikkerhed. Hun kunne fortælle om bomber i busser. Hun kunne fortælle om de mellemøstlige jøders bekymring for freden, dengang en stor gruppe af jøder fra Østeuropa og Rusland kom til Israel i 1990’erne. Bydelen Mea Shearim kom til at huse mange af dem og var nu blevet et sted, hvor man ikke skulle gå rundt og være sommerligt klædt. Slet ikke som kvinde.
”Jøder er ikke en homogen befolkningsgruppe,” sagde hun. Vi mødte jøder, der begræd bosættelsespolitikken, og som levede i godt naboskab med palæstinensere. Familier, der havde kendt hinanden og levet sammen, så længe nogen kunne huske. Forholdet mellem de gamle og de nye jøder var anspændt. For mange af de nye ankom, fortalte vores danske guide, med den tanke, at landet var givet dem af Gud, og man havde ret til at verfe muslimerne ud. Det var Guds vilje, var der kræfter blandt immigranterne, der mente.
Hun kunne også fortælle om jødernes iøjnefaldende foretagsomhed, der havde forvandlet et olieløst gennemgangsland til en moderne stat på få år. Noget, palæstinenserne ikke havde formået. Israel var jødernes værk. Det var tydeligt. På sin vis sandt nok.
Men på spørgsmålet, om ikke David havde forvandlet sig til Goliat undervejs, fik vi svaret, at jøderne altid var kampklare. Når som helst kunne landet blive ødelagt af de magtfulde, arabiske naboer. Yom Kippur-krigen i 1973 havde bevist det.
Vi fik præsenteret Israel af to danskere, der var gift ind i familier på hver sin side af konflikten. Det var sådan set let at anlægge begge perspektiver. Et folk, der bliver behandlet som andenrangsborgere. Ja. Et folk, der konstant er under trussel om udryddelse og må værge for sig. Ja.
Men hvad så, spurgte vi guiden. ”Hvad skal der til for at konflikten bliver løst?” Her hjælper hverken næste- eller fjendekærlighedsbud, svarede hun. For problemet er ikke et nedarvet had. Problemet bunder heller ikke i retten til landet. ”Problemets rod,” oplyste vores guide os om, mens vi stod og kiggede ud over Jerusalem fra en bakketop, ”ligger et helt andet sted," sagde hun og fortsatte:
”Hverken jøder eller palæstinensere vil gøre noget alvorligt og endegyldigt ved de fredsforhandlinger, der af og til finder sted. Ingen af dem anerkender de andre, og begge sider regner med, at de andre forsvinder. Palæstinenserne har set assyrere, egyptere, persere, grækere, romere, osmanner og briter komme og gå. Staten Israel vil også forsvinde. Ingen grund til at skabe en varig fred med et folk, der snart vil gå til alligevel. Og jøderne har verdenssamfundets mandat efter Holocaust – de ved, at verden ikke tør svigte dem igen. Og med immigrationen fra Østeuropa og Rusland er der kommet flere til, som mener, at det israelske flag med Davidsstjernen mellem to blå linjer symboliserer et Israel, der skal strække sig fra Nilen til Eufrat. De har tid til at vente, for det er Guds vilje, og ingen politiske forhandlinger kan rokke ved Guds beslutning.”
”Men hvad så? Hvad skal der til for at få fred her i landet?”
”Kun én ting – at både jøder og palæstinensere indser, at de andre ikke forsvinder, men bliver her. Først da er de andre værd at respektere og holde af - og sammen med! - som naboer.”
Det er det absolutte udgangspunkt for overhovedet at indlade sig alvorligt med andre, lærte jeg. Før det sker, vil en fredsslutning i Israel/Palæstina kun vare ved, indtil næste gang nogen føler sig berettiget til at forsøge at slippe af med de andre.
