Coronaretorik: Vi skal ikke udskamme hinanden

KOMMENTAR: Statsministerens splittende retorik er en farlig vej, hvis vi ønsker at få de sidste skeptikere til at lade sig vaccinere. Mød nogle af dem her.

Der er en lille gruppe, som ikke spiller efter de spilleregler, der er, når der er en pandemi. Man bærer et ansvar for hele det danske samfund lige nu,” sagde Mette Frederiksen til pressemødet i mandags. ”Jeg kan ikke understrege nok urimeligheden i, at en lille gruppe ødelægger det for den store.”

Hjemme bag tv-skærmene fik det frustrationen, vreden og ligefrem foragten frem over for de 10 procent af befolkningen, der har valgt ikke at lade sig vaccinere. Det fik dem til tasterne på Facebook, hvor de skrev ting som: ”Det er de uvaccinerede, der fører kniven mod os andre” og ”Det er ikke de forsigtige men de egoistiske, der ikke vil vaccineres.” 

Det er en farlig retorik, for den splitter os. De vaccinerede bliver selvtilfredst vrede, og de uvaccinerede bliver måske presset endnu længere ud af fællesskabet, væk fra vaccinen, end de var i forvejen.

Ganske vist blev mere end tre gange så mange vaccineret i dagene efter pressemødet end før – men det var næppe fordi de blev udskammet af statsministeren. Hvornår har du selv sidst ændret holdning til noget, fordi du fik skældud? Det var snarere udsigten til genindførelsen af coronapasset, der fik folk op i vaccinationscenteret.

Og måske er der slet intet, der kan få de sidste måske 5 procent af sted. Så hvad skal vi så stille op?

Ja, vi skal i hvert fald holde op med at se på dem som sølvpapirshatte. De er medmennesker!

Fordomme, fremmedgørelse og fjendebilleder er nedbrydende for ethvert samfund. Derfor må vi række ud efter hinanden på tværs af forskelle, hvis vi vil opretholde samfundet. Det gælder i særdeleshed også lige nu. Og vi skal ikke vente på de andre.

Hvis vi selv er vaccinerede, skal vi ikke vente på, at de ikke-vaccinerede rækker ud imod os, for det sker ikke. De ikke-vaccinerede er et markant mindretal, som altså af landets øverste politiske myndighed nu er blevet italesat som hovedansvarlige for smittespredning i samfundet. Og de vil meget let føle sig uønskede og være tilbageholdende. Derfor er det os, som har valgt en tillidsfuld tilgang til coronavaccinen, der har ansvar for at finde og række ud til vaccineskeptikerne.

For hvem er de? Der er jo ikke mange af dem, så måske har du slet ikke mødt nogen af dem. Så lad mig præsentere dig for et par stykker af dem. Modsat hvad du måske tror, er der ikke mange af dem, der er selvoptagede og uansvarlige. Langt de fleste er hensynsfulde medmennesker, der har en historie og en erfaringsbaggrund, som i en eller anden grad er med til at forklare deres skepsis overfor coronavaccinen.

• Hun er 50 år og arbejder i social- og sundhedssektoren; gift og mor til to voksne børn og bedstemor til fire små. Da de andre medarbejdere på bostedet i januar måned blev vaccineret med Astra Seneca, takkede hun som den eneste blandt kollegerne nej - på grund af forsigtighed. En uge senere blev Astra Seneca trukket tilbage på grund af dokumenteret risiko for bivirkninger. Det var noget af en forskrækkelse. Efterfølgende er hun ikke blevet vaccineret. Hun er ”for vacciner, som er gennemtestede,” siger hun. Og tilføjer, at hun er meget bekymret for bivirkninger ved vacciner, som ikke er ordentligt testede. Derfor ønsker hun ikke at blive vaccineret. 
   
• Han er gammel hippie – og var for 50 år siden med i den første vilde tid på Christiania. Nu bor han på en landejendom i Nordjylland. Tilknytningen til det mere alternative miljø har han fastholdt. Og hele livet har han også haft en ret stor skepsis i forhold til magtfulde politikere og myndigheder. Han er veganer. Og det betyder meget for ham så vidt muligt ikke at få noget unaturligt ind i kroppen. Coronavaccine er udelukket, ”indtil der udvikles en sikker naturlig vaccine”. Nu er han pensionist. Og sammen med andre lokale er han aktiv omkring en genbrugsbutik og -cafe i nabolandsbyen. Da han sidste søndag hørte statsministerens udskamning af ikke-vaccinerede, blev hans stædighed ikke mindre. ”Hvem tror hun lige, hun er!? Det skal være løgn!”, tænkte han.
   
• Hun er 17 år, under uddannelse og bor hjemme hos sine forældre. Hun er selv født og opvokset i Danmark, men forældrene har flygtningebaggrund. Blandt familie og veninder er der en generel usikkerhed overfor vaccinen. Nogle er blevet vaccineret alligevel, men snakker ikke så meget om det. Og når der tales om corona og vaccine i familien og netværk i øvrigt, er der en gennemgående skepsis. Her i efteråret har tre personer i omgangskredsen haft corona. To af dem var uvaccinerede, og den ene af dem fik et ret slemt forløb. Det fik forældrene til at lade sig vaccinere. Men selv tænker hun, at hun jo er så ung og frisk. Og hun har også hørt, at vaccinerede og ikke-vaccinerede vist nok smitter lige meget. Derfor er hun ikke vaccineret endnu.   

Vi behøver naturligvis ikke blive enige med dem. Jeg tænker heller ikke nødvendigvis, at vi skal læse alle de artikler eller se samtlige YouTube-videoer, som understøtter deres vaccineskepsis. Men vi kan spørge: Hvad er vigtigst? - og så læse eller se dét. Vi skal ikke nødvendigvis kommentere eller diskutere. Det vigtige er at mødes – og opleve og bekræfte, at vi midt i forskelligheden og uenigheden vil hinanden og har rigtig meget til fælles. Og lige netop dér kan vi også på et tidspunkt dele, hvorfor vi selv har valgt coronavaccinen til. 

Vi skal ikke udskamme og marginalisere hinanden. Vi skal række ud til hinanden i tillid. Der er ikke noget brugbart alternativ til fællesskab og samfund, og fællesskabet er jo også netop det argument vi bruger for at skeptikerne skal lade sig vaccinere. I stedet må vi bruge alle de ressourcer, vi har til rådighed – også åndeligt og kulturelt – til at styrke forståelse og vilje til fællesskab. Det er vigtigt at vi vælger den vej nu, og i den tid, der kommer.

Publiceret den 11.11. 2021