Coronakrisen har gjort mig gammel

KOMMENTAR: Verdenshistoriens store begivenheder har altid været forbundet med forældres og bedsteforældres liv. Men pludselig kan man selv blive indhentet.

Jeg har egentlig ikke noget imod at blive ældre. Så længe helbredet følger nogenlunde med. Den danske filosof Søren Kierkegaard skrev engang ”syv gange ti år”, når han skulle skrive 70 år. Så lyder livet pludselig så kort, og man bliver næsten bange for, at man ikke når noget. Selvom syv gange ti år jo faktisk er en del. Trods alt. Selvom mange i dag lever længere end det. Jeg ved ikke, hvor mange store begivenheder, man skal have oplevet, om så blot på afstand, før man oplever livsfylde og følelsen af at have levet længe.

Men jeg spekulerer en del over det, både når jeg tænker på mine for længst afdøde bedsteforældre og mennesker, jeg som præst begraver eller bisætter. Og det gælder ældre mennesker, herunder mine egne forældre, som simpelthen i kraft af deres alder har været vidne til en stor del af nyere danmarks- og verdenshistorie.

Er man født i begyndelsen af 1910’erne, som mine bedsteforældre var, så er man født tæt på Første Verdenskrig og den efterfølgende depression i verdensøkonomien. De var vidne til den vordende nationalsocialisme, til Adolf Hitlers faktiske magtovertagelse, der som bekendt foregik demokratisk. De var selvsagt vidner til Anden Verdenskrig og den begivenhed, der stadig trækker tråde op til vor tid, jødeforfølgelserne, om end måske på afstand, og holocaust.

Disse verdenshistoriske begivenheder satte deres præg på dem, som de må have gjort på enhver, der har været ung tæt på Første eller Anden Verdenskrig.

På dansk grund må det også have været meget specielt at være en del af 60’ernes kolossale økonomiske opsving. Det årti, hvor den danske velfærdsstat så småt blev opbygget. Og bare årtiet efter skulle man opleve oliekrise og bilfri søndage. Selv er jeg født i 1972, og for min egen generation var Den Kolde Krig en stålfast realitet. Lige til den ikke var det mere, til den novemberaften i 1989, hvor Berlinmuren faldt, en aften så skelsættende, at jeg stadig ikke rigtigt fatter den, når jeg forsøger at finde tilbage til følelserne i min krop den aften for så længe siden. Noget, som mange i min generation slet ikke havde set komme i vores levetid, skete pludselig. Tilsyneladende skete det ved tilfældigheder, men ikke desto mindre var det helt virkeligt. Det var nogle euforiske dage, der fulgte, og det blev en tid, hvor Scorpions ”Wind of change” blev soundtracket til mange klip og udsendelser om denne dag i november 1989.

I mange år har jeg talt alle disse historiske begivenheder og spekuleret over, hvad det gør ved det menneskelige sind at blive vidne til så meget. Man bliver ”erfaren” uden man måske rigtigt ved det? Og bedst som man som ungt menneske forsøgte at være fremtidsoptimist i kølvandet på Murens Fald, opdagede man, at verden fortsatte sin skæve gang og udviklede sig i en helt anden retning, end man dybest set forventede.

For efter Murens fald og Sovjetunionens sammenbrud skete folkemordet i Rwanda og de værste blodsudgydelser i Europa siden Anden Verdenskrig: borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien, som næsten varede et årti. Min familie var på ferie i det tidligere Jugoslavien, året før det begyndte at krakelere.

Og så kom 9/11, som begivenheden siden er blevet døbt. Den 11. september 2001. Da det skete, var de fleste af os bare stumme og chokerede. Og nu meldte den tanke sig for alvor, at verden ikke nødvendigvis automatisk bevægede sig mod noget bedre. Pludselig begyndte jeg at frygte en Tredje Verdenskrig og tænkte: Hvis ikke engang USA kunne forebygge et sådant angreb, hvem kunne så? Vores sårbarhed i den vestlige verden var åbenlys.

Og selvom jeg personligt insisterede på, at begivenheden den 11. september 2001 isoleret set ikke var nogen stor tragedie set i et verdenshistorisk perspektiv, verden har set meget værre, så kunne jeg mærke, at min krop havde det anderledes. Jeg var rystet i min grundvold. Det var følelsesmæssigt Murens Fald med omvendt fortegn. Begivenheden kom tilmed på et tidspunkt, hvor jeg var træt af mit studium, og har sikkert været medvirkende til at jeg året efter holdt et års orlov. Det indebar også en tur til Østafrika, hvor jeg (siden) fik mine børn.

Så kom finanskrisen, og siden begyndte hele debatten om klimakrisen at nå et alvorsniveau midt i 10’erne. For slet ikke at nævne Brexit, Trump, #MeToo, Black Lives Matter og Gretha Thunberg.

Og så ramte coronakrisen. Om pandemien bliver den mest omvæltende af alle begivenhederne eller ender som en stor parentes i verdenshistorien, må tiden vise. Lige nu synes der ikke rigtig at være nogen ende på den. Ugen før nedlukningen den 11. marts 2020 havde jeg på et mediekursus for præster været med til i en øvelse at lave en overskrift over den nye virus. ”Slap dog af, livet er usikkert” var min overskrift, en overskrift som virkeligheden unægtelig overhalede.

Hvordan mon vi ser tilbage på coronakrisen om et år, fem år, ti år? Tyve år? For ikke længe siden ramte vi tyveårsdagen for 9/11, og Kristeligt Dagblads forsideoverskrift den 11. september 2021 ”Verden lever i ruinerne fra den 11. september”, kan jeg meget godt tilslutte mig. Det siger noget om, at store begivenheder skaber dominoeffekter over mange år og dermed sætter sine spor på hele vores livsverden og verdensopfattelse i en grad, vi slet ikke fatter.

Og coronakrisen er en periode, der har sat sig så meget i mange af os, at det også bliver en del af vores livs- og verdenshistorie, uanset hvor længe den kommer til at vare. Da livet blev sat på pause på en måde, få af os havde forestillet os tilbage i begyndelsen af marts 2020.

Så nu sidder jeg ikke længere bare og ser på de ældre og de gamle og filosoferer over, hvordan de historiske begivenheder sætter sig i vores kroppe. Nu topper begivenhederne i mig selv. Jeg er selv blevet gammel med coronakrisen. Nu kan jeg selv liste rigtig mange begivenheder op. Herunder klimakrisen, der også stadig udspiller sig på fuld skrue, og som jeg personligt på lang sigt anser som meget værre end coronakrisen, og som sandsynligvis bliver generationsdefinerende for dem, der er helt unge i dag.

Mine børn er ældre end det, men har ikke oplevet Murens Fald og kan knap huske 9/11 eller finanskrisen personligt. De har mange år tilbage. Mange år med verdenshistoriske begivenheder, som vil hobe sig op i deres sind, og med tiden gøre dem gamle. Gerne ældre end syv gange ti år. Men i hvert fald og forhåbentlig fyldt op af liv og begivenheder. 

Men det var med coronakrisen, at jeg blev gammel, og det gør nok ikke noget, for det er trods alt livets og verdens gang, der giver os livsfylde. På godt og ondt.

Publiceret den 8.12. 2021