Coronaen har gjort os til praktiserende ortodokse 

KOMMENTAR: Normalt skelner vi i Nordeuropa mellem lovens bogstav og ånd. Men coronaen har forvandlet os til bogstavfokuserede rettroende. Heldigvis går det nok snart over.

Efter mere end et år under coronaens fortegn har det slået mig, i hvor høj grad vi er begyndt at opføre os, som om vi lever under en streng lovreligion. For mange år siden boede jeg i længere tid i Jerusalem i forbindelse med mine studier. Der er en meget stor ortodoks jødisk befolkning i den hellige by, og de skiller sig mildt sagt ud i gadebilledet. Det var mit første møde med livsformen lovreligion, hvor menneskelivet er reguleret helt ned i detaljen af gamle nedskrevne love og forordninger. Det vigtigste er, at loven bliver overholdt for enhver pris, og det medfører af og til nogle temmelig bizarre situationer. Det var et stort kulturchok for en protestant som mig fra det rationelle og sekulariserede Nordeuropa.

Lad mig give et par eksempler. Det er forbudt for en jøde at foretage længere rejser på sabbatten, og det kan være et problem, hvis man eksempelvis skal hente en slægtning i lufthavnen, som ligger over 30 km fra Jerusalem. Imidlertid er det tilladt at foretage længere rejser på sabbatten, hvis man rejser over vand. Løsningen er så, at man fylder en solid dunk med vand og placerer den på bilens førersæde. Så sætter man sig op på vanddunken og starter bilen og kører til lufthavnen. Det er helt i orden og lovligt, for nu rejser man jo over vand.

Et andet dilemma er, at det ifølge loven er forbudt at bære noget på sabbatten, og man vil selvfølgelig gerne låse sin lejlighed i storbyen Jerusalem, når man går ned til Grædemuren eller i synagogen, og hvor gør man så af nøglen? Tøj må man dog gerne bære på sabbatten, og en opfindsom person har konstrueret et bælte, hvor hoveddørsnøglen indgår som en integreret del af bæltet. Så nu er nøglen konverteret til et klædningstykke, og loven er overholdt. Det er en helt anden måde at tænke på, end vi er vant til i Nordeuropa. Vi er nemlig opdraget med at skelne imellem lovens bogstav og lovens ånd. Vi stiller med andre ord hele tiden kritiske spørgsmål ved både religiøse skrifter og almindelige love. Er de fornuftige, og giver de mening; skal de skrottes eller laves om?

I lovreligionens verden ser det anderledes ud. Her er opfattelsen, at mennesket hele tiden er udsat for skadelige impulser og onde ånder. Det farlige er i luften, vi indånder – præcis ligesom det er tilfældet med corona. Det gælder om at holde sig til det rene og gode og undgå det urene og farlige. Loven er et værn imod det onde og urene. Så mennesker, der lever under lovreligion, gør ofte lidt mere end det påbudte for en sikkerheds skyld. Man kalder det at lave et gærde omkring loven, så man sikrer sig imod så meget som at strejfe dens grænser. Det er en farlig verden, vi lever i, og temmelig mange mennesker lever i stor frygt under coronaen. De frygter det værste i en farlig verden. Hvis loven påbyder mundbind, så bærer de to mundbind, har latexhandsker på, holder ekstra afstand til mennesker og isolerer sig resten af tiden. De sidste nye retningslinjer for coronahåndtering får nærmest status af helligskrift og himmelsk åbenbaring. Der er også mange, der kløjes i alle de her nye hellige bud, der skal overholdes. Mundbindene sidder under næsen eller vender på hovedet, og mange har svært ved at holde den lovbefalede afstand.

Og så er der alle de mange mennesker, som prøver at finde kreative og fiffige måder at omgås lovene. Nøjagtig som manden, der sad på vanddunken i sin bil på sabbatten gjorde. Vi danskere er efterhånden blevet ret så kreative udi den kunst at overholde lovens bogstav, og så ellers være ligeglade med lovens ånd. Det er selvfølgelig, fordi loven altid er så upræcis, at der er mulighed for fortolkninger. Hvis man kalder en festival for en demonstration, har man måske opfyldt lovens bogstav, men næppe lovens ånd og hensigt. I lovreligionens strammerlande har man et trospoliti, der tjekker, om kvinders tildækning og mænds skæglængde nu også opfylder lovens krav og bogstav. I Danmark gælder det om ikke at blive opdaget af det almindelige politi, når man holder ulovlige fester eller andet. Det er nok et udtryk for, at store dele af befolkningen ikke finder loven og restriktionerne meningsfulde længere. Så er det, vi får oprørsgrupper som Men In Black, der opfatter alle coronarestriktioner som et overgreb mod den personlige frihed.

Det kender vi fra lovreligionens verden, hvor der også med mellemrum er oprør mod love, der opfattes som uretfærdige og meningsløse. Allerede profeterne i Det Gamle Testamente kritiserede lovreligionens praksis ud fra, hvad der var skrevet på lovens to stentavler. ”Stop nu med de brændofre,” sagde de; Gud brød sig slet ikke om den slags. Nej, det gjaldt tværtimod om at vende tilbage til lovens ånd, for Gud ønskede kun loven boede i menneskers hjerte. Det kolde stenhjerte skulle igen blive til et bankende hjerte af kød og blod.

Og opgøret med lovreligionen tog yderligere fart med Det Nye Testamente. Paulus gør op med loven om omskærelse for drengebørn, så de kristne, der ikke er jøder, ikke behøver blive omskåret. Og Jesus sammenfatter hele loven i kærlighedsbuddet og siger, at hvis du kan elske din Gud, din næste og dig selv, så har du opfyldt hele loven. Det er ånden i det, der er afgørende, ikke blind overholdelse af forskrifterne.

Måske er der ikke så meget nyt under solen? Pendulet svinger frem og tilbage mellem lovlydighed og oprør mod loven. Det kan også være temmelig udmattende hele tiden at skulle opfinde den dybe tallerken og have en klar mening om både stort og småt. Mange mennesker kan godt lide, at der er orden i sagerne og faste rammer om tilværelsen. Lovreligion har den store fordel, at den tilbyder lige netop det. Det kan absolut være en sovepude for bevidstheden, men puder er gode, når man har brug for at hvile sig og komme til kræfter. I morgen er der atter en dag. Og til den tid kan vi forholde os lidt mere til lovens ånd, hensigten med alle bestemmelserne.

Coronapandemiens love og restriktioner har måske i virkeligheden bare mindet os om, at vi mennesker i grunden slet ikke har så meget kontrol over tilværelsen, som vi ellers kan bilde os selv ind på en god dag. Det har også altid været det realistiske udgangspunkt i alverdens religioner. Vi kommer nøgne og hjælpeløse ind i verden, og på samme måde ender vi med at forlade den igen.

Foto: diy13 / Shutterstock.com