Afghanistan: Døden giver aldrig mening

KOMMENTAR: Nogle mener, at de danske soldaters død ikke giver mening nu, hvor Taliban har genvundet magten i Afghanistan. Nej, men det gør døden aldrig; det havde heller ikke legitimeret soldaternes død, hvis Taliban havde tabt. 

Døden skal slet ikke give mening, det er livet, der gør det. Og soldaternes opgave gav masser af mening. De udsendte soldater til Afghanistan kæmpede tappert og tænkte ud over sig selv. Den opgave er aldrig meningsløs.

Det er forfærdelig trist at se, hvordan hele Afghanistan på få dage falder sammen og besættes af Taliban. Det afghanske folk har befundet sig i krig i mere end 50 år, og det er ubærlige billeder, vi ser på afstand. Den danske hær har gennem sit NATO-engagement forsøgt at hjælpe den afghanske befolkning med sikkerhed og statsopbygning gennem militært engagement og siden træning af den afghanske hær og politi. Og så ser vi det hele falde sammen som en papirtiger på kort tid.

Hvad nyttede det? Den krig, som har kostet ufatteligt mange resurser, adskillige gange Marshall-hjælpen efter 2. verdenskrig. Den krig, som har kostet 43 danske soldater livet mellem 2002-2013, og som endte med at blive længere end Vietnam-krigen.

Jeg tror, mange af os, der var med soldaterne i Afghanistan, tænker på de afghanere, vi mødte, som arbejdede i de baser, hvor vi befandt os bag tykke T-walls og med høj sikkerhed. Eller på de samarbejdspartnere, som danske rådgivere besøgte rundt i Kabul.  Jeg tænker i hvert fald på flere. På de unge kvinder, der udstyret med skudsikre veste fungerede som tolke for Nato. Jeg så dem komme ilende forbi, når jeg sad i lufthavnen og ventede på helikopteren for at komme rundt og besøge de danske soldater. Smukke, elegante unge kvinder. Er de kommet i sikkerhed?

Jeg tænker på en kvinde, der betjente vaskeriet i den store lejr HOKIA ved lufthavnen, hvor en stor del af de danske styrker boede. Hun brugte hver en pause til at studere engelsk, og så fortalte hun små brudstykker fra sit liv. Hvordan hun havde sparet sammen til en cykel til sin datter, men hvor naboerne greb ind som moralsk politi og hindrede hendes datter i at cykle. De fleste af os levede isolerede i militærlejre, men her mødte vi lokalansatte, der kunne fortælle om deres liv. Mange fik syet jakkesæt med store flipper i 80’er stil i den basar, der var tilknyttet basen, men for de flestes vedkommende, så vi Afghanistan gennem basen eller gennem tremmer i en transporttank, der transporterede os rundt i byen, hvis ikke vi fløj i helikopter.

Jeg deltog i en mindre farlig mission med geografisk centrering i Kabul, bl.a. omkring den base i lufthavnen, der lige nu befinder sig i kaos. Det betød naturligvis ikke, at den var ufarlig. Vores base oplevede i den tid, jeg var der, flere missilangreb, og en dansk konvoj blev angrebet af en selvmordsbombe, som alle gudskelov overlevede. Faren var tæt på, og det var farligt at træne afghanske soldater, da Taliban infiltrerede hæren. 

Danske soldater kæmpede virkelig en brav kamp på skydebaner og med rådgivning af afghanske officerer og kadetter for at gøre deres bedste, men det var en meget svær opgave op ad bakke. Alle vidste, at kampmoralen hos afghanerne var lav, men jeg har virkelig respekt for de danske soldater. De unge transport-soldater, der i min tid kom fra Bornholm, gjorde sig stor umage med at møde afghanerne med venlighed og tillid. En kvindelig rådgiver fortalte, at hendes mål alene var at gøre de kontakter, hun havde, bedst mulige. Hun insisterede på at tro på, at det nyttede i det nære perspektiv, i mødet med det enkelte menneske.

Da jeg var udsendt i 2017/18, var der mildest talt ikke nogen stor optimisme af spore. Hverken blandt de danske soldater eller blandt de NATO-soldater, jeg talte med, og selve missionen syntes mere og mere håbløs. Mission Impossible, blev det ofte sagt. Nogle blev skuffede, men de fleste jeg mødte, kæmpede bravt for at gøre det, de kunne. 

En ting er den politiske selvransagelse, der nu finder sted i lyset af det kaos, vi har efterladt Afghanistan i. Det kræver i den grad selvransagelse men også ansvar og handling over for de mange mennesker, der nu frygter for deres liv, og som vi danskere, ikke kun amerikanerne, har ladt i stikken. Det er en politisk proces, jeg ikke her skal sige mere om.

Men ja, hvad nytter det? Hvad betyder det, at så mange danske soldater skulle dø, når det hele efter mere end 20 års engagement falder sammen som en papirtiger?

Hvad med de danske soldater, der har betalt den højeste pris. Var deres død så forgæves?

Som teolog forstår jeg Kristus som det ultimative offer, ham der giver sit liv for alle. Kristus dør for os, for at vi igennem hans død og opstandelse kan få del i det evige liv, hvor døden ikke er grænsen.

Men vores egen død er af anden karakter. Mennesker kan ofre sig for andre og sætte deres liv til rådighed for andre. Men vi er hverken hel- eller halvguder, men netop menneskelige og skrøbelige. Troen på Kristus handler om alt det, vi ikke har magt over og må modtage med tomme hænder.

Vi har fået givet livet som gave og opgave, og vi har ansvar for at forvalte det bedst muligt til glæde for andre. Men døden har i sig selv ikke noget mål, den er så at sige prisen for at være menneske, og den er den store pris, danske soldater betalte ved at prøve at tage ansvar for verden. Med mod og oftest med de bedste intentioner drog de i krig i Afghanistan, i tillid til deres land og dens politikere og i stor trofasthed over for deres deling og kammerater. I troen på, at der var brug for dem.

Vi skylder dem alle ære og respekt over for deres opgave. Nogle betalte den højeste pris, andre kom hjem med ar på legeme og sjælen, andre igen lærte sig selv at kende i mødet mod en ondskab af dimensioner. Missionerne ændrer de udsendte, når man står med døden i baghaven og må lære at håndtere frygt.

Men døden kan ikke bruges til at legitimere noget med. Den er netop et tab, det frygteligste tab, men døden er som Grundtvig har sagt livets fjende, som der ikke kan sluttes forlig med uden at forråde livet. Døden er et stort tab, som ingen ideologi kan eller skal legitimere. De 43 soldaters død ville heller ikke være legitimeret, selvom Taliban havde tabt. Døden er et vilkår, et tab af liv, som ikke kan eller skal bruges til andet end at sørge over og ære de døde, der betalte den største pris.

Da jeg var i Afghanistan, blev det ofte sagt, at vi ikke kunne forlade landet, fordi vi dermed ville lade hånt om de 43 danske soldater, der var døde på missionen.

Men intet kan legitimere døden eller give den mening, og ethvert liv er et unikt liv, der aldrig kommer tilbage, og der kan ikke handles med den, som om et tab skulle have en ideologisk mening. Livet går ikke op, livet er til tider grusomt og uretfærdigt, unge mennesker dør, ja, børn dør, uden at vi kan vide, hvad meningen er med det hele. Men vi må tro på, at Gud er i det hele, også i afmagten og i det, vi ikke kan forklare os ud af. 

Og jeg vil slutte med et citat fra Søren Ulrik Thomsen, som han skrev i 1987 i forbindelse med forfatteren Michael Strunges selvmord:

I nekrologerne skrev de, at sådan måtte det jo gå, men jeg vil ikke være med til at give din død en mening, som alene er livets. 

(Fra digtet ”Tandlæge. Gravsted. Vielsesring”)