93 mennesker kom til bisættelsen, men ingen var rigtig tæt på Frederik

KOMMENTAR: I de senere år er det blevet udbredt med mange deltagere ved de bisættelser, der ellers kaldes ’uden pårørende’: de kommunalt arrangerede bisættelser. En tendens, der måske siger mere om vores måde at leve sammen på end vores måde at dø på.

I julen sidder mange alene, og det er en af de anledninger, hvor ensomheden rammer tungt. Det samme gælder nytårsaften. Man siger, at julen spejler vores familiesituation og nytåret vores venskabsrelationer.

Og begge dele spejles ved begravelsen. Jævnligt ser vi begravelser helt uden pårørende. Det bliver nødvendigvis til nogle lidt anonyme højtideligheder, hvor præsten af gode grunde ikke kan sige noget videre personligt om afdøde. Når man dør under omstændigheder, hvor der ikke er pårørende, der kan eller vil tage sig af at arrangere og betale begravelsesomkostningerne, træder kommunen til.

I kirken skruer vi ikke ned for blusset, når vi har en bisættelse uden pårørende. Vi sætter sedler op i opgangen hos afdøde og prøver at efterlyse andre pårørende end de beslægtede, og ofte dukker bekendte og naboer op og kan fortælle om afdødes liv, så præsten kan holde en personlig tale, hvis nogen har noget at fortælle om afdødes liv. Det sker selvfølgelig, at der virkelig ikke dukker nogen op. Så kan vi jo ikke stå og digte, men læser i stedet tekster om Guds nærvær for det menneske, der måske ikke nød godt af menneskers nærvær. Og vi lader musikken og salmerne få mere plads. Vi gør i det hele taget, hvad vi kan, for at det bliver en varm og værdig afsked. Det gør vi både for den afdødes værdighed, men også for vores egen værdighed og for det lige-værdige i ethvert menneske.

Men i de senere år har jeg oplevet flere og flere af en anden slags kommunale begravelser. Nemlig dem hvor kommunen betaler begravelsesudgifterne, men den afdøde bestemt ikke er uden pårørende. Det er på alle måder glædeligt, at afdøde så alligevel ikke var helt alene. Men det virker alligevel underligt, at der kan være 100 mennesker til en bisættelse, hvor det hedder sig, at der ikke er nogen pårørende til at stå for begravelsesudgifterne. Ofte er der både biologisk familie og venner gennem lang tid. Som præst er jeg fuldstændigt ligeglad med, hvem der betaler. Men jeg bliver påvirket af de mange udsagn om, at venner og pårørende ikke ”følte sig tæt nok på” til at påtage sig at stå for bisættelsen af deres slægtning eller ven.

Det er ikke min oplevelse, at det handler så meget om penge. Men tit hører jeg disse formuleringer om ikke at være tæt nok på afdøde ved de bisættelsessamtaler, og de kommer fra både børn, børnebørn og venner af afdøde. Sommetider kan jeg have fire forskellige samtaler med børn, tidligere og nuværende partnere og venner af afdøde. Det i sig selv giver et billede af de fragmenterede liv, mange af os lever. Liv med mange brud og mange livsafsnit, og hvor båndene til de blodsbeslægtede bliver utydelige eller endda brydes helt, for altid eller i perioder. I sådan en afsked kan der være meget smerte, skam og skuffelse, og det bliver en stor og vigtig opgave, at begravelseshandlingen får den forløsende og varme virkning, der skal til for at de levende kan leve godt videre.

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har siddet til en bisættelsessamtale med pårørende, der stilfærdigt siger, at ”vores familie er ikke sådan helt almindelig”. Det er ofte en måde at forklare om brud og om søskende eller børn og forældre, der ikke har talt sammen i flere år. Jeg plejer at sige noget i stil med, at den der helt almindelige familie har jeg stadig til gode at møde, da livets landevej jo meget sjældent er en lige hovedvej uden sideveje. Det letter stemningen lidt, for selvfølgelig er det sådan. Alligevel oplever jeg, at det for mange er forbundet med sorg og skam og med skuffelse og vrede. Det er følelser, der er tunge at bære alene, men som måske kan blive forløst, hvis vi bliver bedre til at tale om måden, vi lever sammen – og adskilt på.

Publiceret den