Lyden er umiddelbart velkendt, da jeg træder ind i foyeren i udstillingshallerne Copenhagen Contemporary. Fra en tv-skærm i et hjørne afspilles der en skrattende fodboldkamp, hvor lyden af spark, taklinger og opstemte tilskuere konstant afbrydes af en aggressiv spansk kommentator. Det er en uskøn lydcollage, jeg kender så godt, og jeg spidser ører, for den lover et drama og endnu et lille kapitel i fodboldens uendelige fortælling.
Jeg genkender straks holdene på deres gule og grønne uniformer, det er en landskamp mellem Brasilien og Mexico. Mit indre bibliotek rodes igennem, i takt med at jeg genkender de brasilianske spillere på banen. Dér er Zé Roberto, og dér er den oldgamle brasilianske landstræner Mario Zagallo. Ronaldinho løber rundt med sit krøllede sorte hår holdt tilbage med en hårbøjle. Jeg prøver febrilsk at afkode, hvad det er for en kamp, jeg ser, men kan umiddelbart ikke placere den. Er den fra et VM eller måske en Copa America-kamp fra begyndelsen af årtusindet? Så scorer Mexico, og mens spillerne jubler i ekstase, viser måltavlen, at Mexico er foran med 6-0. I få sekunder føler jeg, at jeg er ved at miste fodfæstet, og skammer mig over, at jeg ikke kan erindre noget om en så kontroversiel kamp.
Dernæst slår det mig, at kampen naturligvis aldrig har fundet sted. Der er tale om Miguel Calderóns værk México vs Brasil fra 2004. Kampen er en løgn, der er sammenklippet og redigeret ud af en masse forskellige mexicanske landskampe. Værket virker meget lig den måde, vores fantasi fungerer på, når vi forestiller os, hvordan udfaldet af en vigtig kamp kunne have været. I Calderóns fiktive kamp ender Mexico med at besejre de mægtige brasilianere med 17-0. Løgnen fortæller tusinder af sande historier. Den fortæller om mexicansk selvforståelse og brasiliansk dominans, og den fortæller os, at alt, hvad vi ser og forstår, potentielt kan være falsk.
Man kan sagtens se en tenniskamp uden at foretage sig andet end at iagttage spillernes bevægelser over gruset og følge med i, hvordan pointene bliver vundet og tabt. Men man kan også lade sig vikle ind i de uendelige tråde, som blafrer ud fra konkurrencens kerne. Tråde af populærkultur, historie, politik, æstetik og fortælling. Konkurrencen i sig selv kan være god underholdning, men den kan give os så meget mere, hvis vi reflekterer dybere over dens nærmest bundløse karakter.
Det ureflekterede liv er ikke værd at leve. Sådan skal den græske filosof Sokrates angiveligt have sagt. Det er heldigvis ikke helt rigtigt, men der er en sandhed i, at alle fænomener, menneskelivet inklusivt, ikke bare besidder én umiddelbar og konkret helhed, men også altid indeholder flere lag og tråde, som forgrener sig ud i nye fortællinger, nye fortolkningsmuligheder, nye virkeligheder.
Sportens verden er ikke anderledes, hvad det angår. Man kan sagtens se en tenniskamp uden at foretage sig andet end at iagttage spillernes bevægelser over gruset og følge med i, hvordan pointene bliver vundet og tabt. Men man kan også lade sig vikle ind i de uendelige tråde, som blafrer ud fra konkurrencens kerne. Tråde af populærkultur, historie, politik, æstetik og fortælling. Konkurrencen i sig selv kan være god underholdning, men den kan give os så meget mere, hvis vi reflekterer dybere over dens nærmest bundløse karakter.
På tærsklen til en stor sportssommer har Copenhagen Contemporary med deres udstilling Art of Sport ladet hallerne fylde med kunstens fortolkning af sportens væsen. Igennem en række meget forskellige værker udforskes sportens kulturelle normer, heltedyrkelse, køns- og etnicitetskoder og den uundgåelige relation til politik, magt og penge.
Jeg havde mine betænkeligheder ved udstillingen, da jeg ankom til Refshaleøen. For skønt der er meget lidt, jeg holder mere af end sportsbegivenheder, der er blevet intellektualiseret og dekonstrueret til en grad af ukendelighed, så var jeg også nervøs for, at jeg skulle opleve sporten blive misbrugt. Ville den blive presset ud i nogle former, som ikke kunne bære sig selv? Ville kunsten og navnligt kunstneren sætter sig over sporten? Ville det i højere grad blive Sport of Art frem for Art of Sport?
Så snart fodfæstet og virkelighedsforståelsen er genvundet efter mødet med Calderóns fantasikamp, kan man bevæge sig videre ind i en meget fint sammensat og afstemt udstilling. Skønt værkerne konstant varierer i medier og intentioner, fremstår udstillingen som en helhed, der ærligt viser sportens mange facetter. Inden for få meter kan man opleve Sam Taylor-Johnsons videoværk af en sovende David Beckham, Erik A. Frandsens fantastiske kridttegninger af cykelsportens øjeblikke og Kota Ezawas værk ”National Anthem” – en animation af akvarelmalerier, der til tonerne af den amerikanske nationalhymne ved første øjekast drager én ind i den kæmpe folkefest, som en amerikansk fodboldkamp er. Men akvarellerne viser mere end folkefesten, for pludselig dukker Colin Kaepernick op i motivet, quarterbacken, der i 2016 som den første knælede under nationalsangen, for at rette opmærksomheden mod undertrykkelsen af sorte i USA. Dengang blev Kaepernick frosset ude af sporten – i dag knæler hele sportsverden.
Fra popstjernen Beckham, idolet, som voksede sig så stort, at hele verden ville betale penge for at se ham sove, til en dansk nyklassiker, der med farvet kridt indkapsler cykelsportens sjæl bedre end levende billeder, til Kaepernicks kulturkamp, som er så meget mere og så meget vigtigere end sport. Alt er til stede, side om side. Forskelligt og dog forbundet.
Variationen er en stor styrke ved udstillingen. Ved Andreas Gurskys store fotografi af et pitstop under et Formel 1-løb kan man trække vejret og dvæle ved den helt afsindige æstetik, der opstår, idet han fastfryser et splitsekund, hvor et hold mekanikere er i fuld gang med et komplet hjulskifte på en racerbil. Følger man med i Formel 1, ved man, at et pitstop er som en ballet på lidt under tre sekunder. Typisk afgøres hele løbet mellem mekanikernes hænder i de sekunder. Men når de står stille i Gurskys fotografier, smelter de sammen til de smukkeste farver. Det er konkurrencen og storkapitalismen, der har ført penslen, men i det splitsekund kunne det lige så godt have været Per Kirkeby. Man kan se på det i timevis.
Opløftet af æstetikkens reneste nektar kan man arbejde sig rundt om Olaf Nicolais ”Big Sneaker”. Et værk, der sætter forbrugeren i os alle op foran et lidet flatterende spejl, og får os til at gå rundt om en gigantisk kondisko, som var det en guldkalv.
Ved Elmgreen og Dragsets store værk ”Short Story” kulminerer udstillingen. Sejr, nederlag og erindring er komponenterne i et imponerende og dystert tableau. Og værket binder en tung knude på turen igennem hallerne og efterlader én en anelse vemodig, men også med påmindelsen om, hvad sport er og kan. Sport er historier. Små historier. En lille iscenesat leg, der alligevel får et fragment af virkeligheden til at stå skarpere frem. Sporten er en uvirkelig virkelighed. Leg og blodig alvor på samme tid. Det er sportens kerne og dens evige værdi. Og Copenhagen Contemporary formår at trykke denne påmindelse godt ind i brystet på én, inden sommerens sportsbegivenheder rulles ud foran os, med alle dens tabere og vindere. Alle dens tråde, al dens politik og æstetik.
Udstillingen Art of Sport vises på Copenhagen Contemporary fra 21.4. - 24.10.2021