Skal der nejes for nymånen?

ANMELDELSE: I filmen ’Pagten’ lader Bille August Karen Blixens magiske mig-min-mit-tilgang til tilværelsen udfordre af en dagligmystisk hengivelse til det, der er større end os. Det er et budskab, vi har brug for at høre.

Den nye måne er lige nu ikke mange dage gammel, jeg så den gå op, men jeg nejede ikke for den, da jeg fik øje på den under åben himmel. Det gjorde Karen Blixen, for så ville den ikke bringe ulykke over en, mente hun. I Bille Augusts film 'Pagten' bukker den unge Thorkild Bjørnvig sig kejtet sammen med hende. Han vil så gerne bemægtige sig kontrol over tilværelsen – sin kunst og sin succes. Og stiller sig dermed i første omgang på hendes side i valget mellem magi og mystik.

Bille Augusts film om pagten mellem de to, Karen Blixen og Thorkild Bjørnvig, er en fremragende film. Den har fået roser fra næste alle sider: Billederne er underskønne, Birthe Neumann gestalter Karen Blixen til perfektion, og de øvrige roller er besat af skuespillere, der ikke allerede er overeksponerede i dansk filmsammenhæng, hvilket forlener dem med både friskhed og autenticitet.

Og så tager den fat om noget meget centralt for Karen Blixens liv og livssyn, som jeg ikke har set beskrevet så præcist tidligere.

I sine gotiske fortællinger hylder hun ellers mysteriet, der griber forstyrrende ind i det kultiverede menneskeliv. Men reelt er det ikke mysteriet men magien, hun dyrker. Og de to ting er væsensforskellige; det lader Bille August Karen Blixen selv forklare Thorkild Bjørnvig i en af filmens allerførste scener. Når Gud ikke vil hjælpe – underforstået gøre som, man ønsker eller har bedt om – så må man gå andre veje for at bemægtige sig tilværelsen, siger hun, og citerer J.L. Heibergs digt: ”Nu, hvis du mistet har din tro på Gud, så tro på mig, og jeg vil dig beskytte.”

Den gamle fortællerske og den unge digter indgår en pagt. De to og djævelen. For ham har Blixen allerede indgået en pagt med, der gør, at alt hvad hun rører ved, bliver til fortællinger, siger hun. Og det er lykkedes. Prisen, hun har betalt, afsløres i én af filmens sidste scener. Prisen er, at Karen Blixen aldrig kan være ét menneske, én person, men er henvist til at være dén, som fortællingen kræver af hende. Leve et uegentligt liv, som Søren Kierkegaard ville sige. Det er en høj pris at betale. 

Men prisen for Blixens magiske tilgang til tilværelsen er også høj for dem, hun omgås. Herunder Bjørnvig og hans familie. For han har en bestemt rolle at spille i den fortælling, hun orkestrerer med ham som den unge digter, der skal søge mod månen og stjernerne, og i den fortælling indgår der ikke kedsommelige familieforhold. ”Man kan ikke oplede den hellige gral med en barnevogn,” som hun formulerer det. Pagten kræver, at Bjørnvig lægger sine familieforpligtelser til side, lægger sit liv i fortællerskens hænder og lader hende føre ham blindt.

Ordet mystik har sin rod i det græske verbum ”myein”, der betyder at lukke øjnene og se indad, eller at se med lukkede øjne. I menneskets åndshistorie tegner der sig to forskellige attituder i forhold til det usynlige. Den magiske vej og den mystiske vej. Selvom grænserne mellem magi og mystik kan forekomme flydende, så er der imellem de to en helt afgørende forskel. Nemlig den at magi vil bemægtige sig for at eje, mens mystik vil hengive sig for at give.

Mystik bliver ofte slået i hartkorn med oversanselig aktivitet og fornemmelser hos et enkelt individ, men er i virkeligheden i sin rene form alt andet end individualistisk. Den er en bevægelse væk fra individualitetens begrænsede ”mig, min, mit ” i retning af hen – og overgivelse til den ultimative virkelighed.

Pagten fremstiller Karen Blixen som den inkarnerede magiker, der gør alt for at bemægtige sig andre menneskers liv, hun er blottet for evne til at hengive sig til noget eller nogen. Hun inviterer til middag, placerer mennesker ved siden af hinanden, sender Bjørnvig til Bonn og Benedicte i hælene på ham, velvidende at det er en farlig cocktail, der vil lave rav i den i mange menneskers liv. Alle er marionetter i Blixens magiske teater.

Blixens modstykke finder vi hos Bille August i Grethe Bjørnvig. Hun bliver så fortvivlet over at miste sin mand til heksen på Rungstedlund, at hun forsøger at begå selvmord. Hun overlever og læser under indlæggelsen Blixens værker for at forstå det menneske, hendes mand er kommet under så kraftig indflydelse af. Læsningen giver Grethe Bjørnvig indtryk af Blixens storhed, nederlag og smerte, og da træffer Grethe en beslutning, der ligger tæt op ad mystikerens. Nemlig at leve med smerten på en anden måde end Karen Blixen, hvilket vil sige at leve med lidelse og smerte på en måde, der ikke kræver flere ofre.

Grethe får Bjørnvig til at indse, at det ikke er ham, der har brug for Blixen, men hende, der har brug for ham for at kunne fortælle sin historie, og med den erkendelse bliver det op til ham, om han vil lade sig bruge og fortære i Blixens magiske biks.

Selvom filmen slutter med en idyllisk scene i Grethe og Thorkild Bjørnvigs have, ved vi, at ægteskabet med Grethe alligevel ikke holdt. Ikke desto mindre er det Grethe og hendes dagligdagsmystiske tilgang, der vinder over den manipulerende og destruktivt magiske Blixen.

Det er et budskab, vi måske mere end nogen sinde har brug for at høre i en tid, hvor vi fortvivlede kæmper for at få kontrol over vores tilværelse, relationer og karriere.

Grethe nejer ikke for nymånen. Hun bøjer sig for de mennesker, hun ved, hun påvirker med sine handlinger, og bliver selv større ved det.