Sådan er det at være til

ANMELDELSE: Lotte Kirkeby har skrevet en roman om det helt almindelige, ja, nærmest kedelige. Og viser på den måde, hvad det er, der skaber vores liv. ’Hvis man ikke vidste bedre’ bliver hos sin læser i lang tid efter læsningen.

Kunsten at kunne se det helt enestående, rige og særlige i det tilsyneladende almindelige kan Lotte Kirkeby. I ’Hvis man ikke vidste bedre’ går hun ind i en kvindeskikkelses tanker, og langsomt følger jeg med ind og bliver der, længe efter at jeg har læst bogen færdig. Uden helt at vide af det, mens jeg læste, blev jeg fanget ind i det univers af tanker, små observationer, minder, der lever i ethvert almindeligt menneske.

Det minder til forveksling om det, man som præst oplever igen og igen ved en bisættelsessamtale. Man sætter sig uden særlige forventninger eller forestillinger med de nærmeste pårørende, og inden længe begynder der at tegne sig et billede. Et liv bliver hængt op på begivenheder, omstændigheder og store og små øjeblikke. Det daglige og hverdagen har det med at få vægt. Et par streger bliver til linjer. Linjer bliver til lag. Der kommer farver på, og så får det liv. Liv igen.

Den erfaring kunne jeg godt unde nogle flere. Den sætter sig i én. På samme måde, som det sker i ’Hvis man ikke vidste bedre’. Og med de ord også de varmeste anbefalinger til den læser, der elsker ikke bare en velskreven bog, hvor sætningerne flyder, som var det en selvfølge, men også en bog, der tør dvæle ved en karakter, blive ved den og se, hvad den rummer. 

En kvinde sidder i sin lejlighed. Stolen er af kernelæder. De købte den engang til det hjem, som skulle være familiens. Hjemmet og familien findes ikke længere, men det gør stolen. Nu sidder hun og kigger ud ad vinduet. Persiennerne er trukket ned, men drejet, så lyset kommer ind. Hvis nogen udenfor kigger ind, ville de nok ikke kunne se noget. Men hun kan kigge ud. Mellem de nederste lameller kan hun se overboens datter. Hun har bananfødder. Hun har byttet om på skoene. Hendes far trækker i hende.

Kigger kvinden højere op mellem de næste lag af lameller, kan hun se kirken overfor og kirkegården. Hun kan se følget til en begravelse på vej ud. Hun har hørt kirkeklokkerne. Hun ved, hvem der skal begraves; det står i avisen. Hvad der er værd at vide i sådan en by, kan man læse i lokalavisen. Her kender man hinanden. Hun ser Ingrid. Ingrid, der engang var hendes veninde. Ingrid, der var alt det, som enhver ordentlig kvinde og hustru skulle være engang. Hun var alt det, kvinden bag persiennerne spejlede sig i engang. Alt det, som ikke faldt hende naturligt.

Inde i lejligheden er der tændt stearinlys. Mellem dem går katten. Den får jævnligt pelsen brændt. Men det giver ikke kvinden anledning til at flytte lysene. Eller bare at lade være med at tænde dem. Og kattens pels er stadig tyk.

Barnet på gaden, veninden på kirkegården og katten på kommoden har ikke noget med hinanden at gøre. Altså udover at de vandrer ind og ud af tankerne hos en kvinde. En kvinde som gennem bogen forbliver navnløs. Ingen spørger. Ingen kalder hende ved navn. Selv siger hun det ikke, for hun ved det jo godt. Hun observerer. Hun registrerer, og så flyder associationerne ellers frit.

Engang var hun læge, børnelæge, sin mands hustru, sin datters mor og Ingrids veninde. Det var dengang. Hvad hun er nu, ved vi knap nok.

Og der er meget, der ikke længere er. Huset, som de i sin tid tegnede, indrettede og byggede på den grund, de havde fundet nede ved fjorden og med udsigt til vandet, er blevet revet ned. Hun tager ned og ser på det. Bogen er fuld af alt det, som ikke længere er, men som har sit eget liv i hende. I løsrevne fragmenter lægger indtrykkene sig i hendes bevidsthed og i læserens. Og ethvert fragment åbner for en ny historie, som vi ikke nødvendigvis får med. Langsomt indser man, at jo mere vi får at høre, jo mere vil der også være, som vi nok aldrig vil få at vide.

Kvindens liv, hendes historie er ikke så meget anderledes end så mange andres. Der er intet usædvanligt ved hendes skæbne. Det, vi kender til den. Er hun elskelig? Kommer man til at holde af hende? Er hun sympatisk? Er der noget drama? Næh. Ikke nødvendigvis. Så man hende på gaden i virkeligheden, ville nok kun de færreste overhovedet lægge mærke til hende.

Hun har det også bedst i sin lejlighed. Her kan hun se ud, men ingen kan se ind. Undtagen os. Og er der nogen på trappen, når hun skal ud, så venter hun helst, til de er væk.

Sådan skriver Lotte Kirkeby. Side efter side lægger hun lag på lag af flygtige billeder, indtryk og observationer, ovenpå hinanden. Hun graver sig ikke ned, men lægger nye lag på. Hun går ikke i dybden, hun fortaber sig ikke i jagten på at afdække en kerne, en knude, en inderste sandhed om dette menneske. Hun holder sig tæt ved overfladen, og dykker ikke længere ned, end at hun hurtigt kan komme op og få luft igen.

Hvis man ikke vidste bedre, kunne man tro, at den her bog kunne blive lidt kedelig, i al fald så længe man ikke kommer ned under det synlige. Og det er ikke til at komme udenom, at Lotte Kirkeby i det yderste lag, det synlige, koketterer med det uanseelige, tilsyneladende helt almindelige. Det står også næsten alt for lysende klart, at hun er mere optaget af at give et loyalt og realistisk billede end af at underholde sine læsere.

Men under overfladen, under det synlige, folder alt muligt andet sig ud. Der er noget genkendeligt ved den måde, som den ene tanke helt ubesværet afføder den næste. Den måde, tankerne hopper og springer frit frem og tilbage i tid og sted. Det kunne også være mig, tænker jeg. Sådan er det at være til. Sådan er det at have en tankevirksomhed. Det er helt almindeligt. Noget helt almindeligt ved ethvert menneske, som også er helt enestående. Og vi kan aldrig blive færdige med hinanden.

Publiceret den 20.2. 2022

De synspunkter, der kommer til udtryk i anmeldelsen, står for skribentens egen regning og er ikke udtryk for folkekirkens holdning.