Punktering af selvoptimeringens banaliteter

ANMELDELSE: Anders Matthesens parodiske livsstilscoachingbog er sjov uden at være rigtig sjov og alvorlig uden at være tydelig. Den er et humoristisk skud selvironi mod vores skyr med chiafrø og blåbær, men flirter alligevel med at ville være mere end det.

For at være helt ærlig, ved jeg ikke helt, hvad jeg skal stille op med Anders Matthesens bog ’Livsstil er en livsstil’. På den ene side kan man læse den som en slags komedie, f.eks. en af Anders Matthesens egne, få sig et godt grin, trække på smilebåndet, få aktiveret lattermusklen. På den anden side får man fornemmelsen af, at forfatteren alligevel vil mere med sin bog end det. Som om han mellem linjerne i den selvironiske og sarkastiske fremstilling af selvudviklingen og tidens livsoptimerende tendenser faktisk gerne vil sige os noget.  

Anders Matthesens livsfilosofi, som vi kender fra film som Ternet Ninja og Terkel i knibe, er: Vær dig selv, du er god nok. Er det samme mantra, han vil lære os med bogen? I så fald lugter det lidt af den selvudviklingskultur, han med denne bog tager tykt pis på. Men måske er der ikke nogen mening med den her bog. Måske skal man tage den for, hvad den er, et herligt sjovt humoristisk selskab, som fik mig til at grine flere gange. Ikke af fuld hals som i Ternet Ninja og de andre, men nok til, at det skabte glæde – og det er måske netop humor og grin, der ’mangler’, når vi mere eller mindre desperate søger efter det lykkelige liv. Måske findes netop noget af den lykke i selve grinet?  

Undertitlen på bogen er: ’en selvhjælps bog der kan hjælpe dig selv med at hjælpe dig selv – med selvhjælp!’, Det er i sig selv en sjov titel, hvor han gør grin med hele den selvhjælpskultur, som flyder over med velmente forsøg på hjælp til selvhjælp.   

I bogens intro får man præsenteret, hvad A. Matthesen vil (som er Anders Matthesens livstilscoach-guru-alias): Han vil vise, hvordan han gennem egen livspraksis faktisk har fundet ud af, hvordan man bliver lykkelig, lever ordentligt og bliver et bedre menneske. Det hele med en god portion selvironi og humoristisk afstandstagen. En hurtig gennembladring af bogen viser helt afsindig mange herlige og dybt overdrevne billeder af A. Matthesen selv, som tydeligvis bare er mega lækker, uanset hvad han gør i sit liv. Vinden flagrer i tøjet, ansigtsgrimassen passer til situationen – alt er perfekt helt i tråd med, hvordan mennesker ofte fremstiler sig selv på SoMe.   

I bogen tager han alle de emner op, som man har brug for at ’få styr på’ for at få et lykkeligt liv: søvn, kost, stilhed, meditation, træning, vinterbadning, krystaller og alt hvad der skal til. Det hele selvfølgelig centreret omkring hans egen ophøjede person som inspirator og med fokus på, at kun DU selv kan sørge for, at dit liv bliver lykkeligt. Alle emner er behandlet med præcis iagttagelse af tidens tendenser og tilsat en ordentlig mængde humor. Om kost skriver han: ’Jeg tilbereder et sund og nærende måltid, og når jeg har taget billede af måltidet og lagt det på Insta, åbner jeg køleskabet for at se, om der skulle være noget spiseligt’. Om motion: ’Daglig træning og motion er supervigtigt, hvis man vil leve et aktiv liv og få det fulde udbytte af sine vågne timer. Det giver større glæde i hverdagen og forbedrer ens muligheder for at nå sine mål. Sådan lyder det i hvert fald ofte fra mennesker der selv træner – og det skal de jo også sige for ikke at føle, at de bare spilder tiden.’ Og om søvn: ’Det kan være en god ide at tage en såkaldt powernap i løbet af dagen … Power betyder kraft, styrke eller energi, og nap betyder en kort søvn, blund eller lur. Sat sammen betyder det noget i retning af styrkende lur, genopfriskende blund eller energiskabende slummer. Uanset hvordan man vender og drejer det, så er der tale om at sove til middag – bare med langt bedre samvittighed.’ 

A Matthesen pointerer konstant det banale i det, som coaches og selvudviklingsterapeuter, guruer og andre livshjælpere vil sige, og som mange af os jo trods alt har haft stor glæde af. For det er jo sådan med det banale, at det ofte har en sandhed i sig. Så meget af det, der står i bogen, giver sådan set god mening og kan ramme en som fine velmenende råd. Samtidig vender han det hele på hovedet. F.eks. skriver han om gode gerninger: ’For mig (forfatteren) er det afgørende, at man bruger sit liv på noget, man elsker … at man føler sig værdsat som mennesker og bidrager til at gøre andre glade’. Det er svært at være uenig i. Men så giver han banaliteten og selvfedmen et sarkastisk og lettere ekstremt slag over fingrene, for han fortsætter sådan her: ’Det var faktisk en af grundene til at jeg overvejede prostitution som erhverv. ’ 

Carpe diem-klicheen får også en tur, da A. Matthesen gør opmærksom på, at der simpelthen er tale om en trykfejl, for at gribe dagen er jo noget vrøvl – hvem har kastet den? Der skulle i stedet have stået Carpe durum, altså: Grib rullen! Det er herligt og punkterer det selvophøjede, tenderende til det frelste, og giver det et twist, så man trækker på smilebåndet.  

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg selv er sådan en, der falder for al slags selvudvikling. Jeg er også begyndt at vinterbade, jeg forsøger også at holde mig sund med ingefær og jagter den optimale lykketilstand med meditation, nærvær i naturen og Instavenlige måltider. 

Det er godt for sådan en som mig at få et spark. At få punkteret den konstante optimering, selvfedme og higen efter et liv levet i zen i hvide blafrende stoffer. Det er godt at se sort på hvidt på et væld af billeder, hvor galt det kan gå, når man kører den helt derud og der sådan set ikke hverken på billederne eller i teksten er andet at holde sig til end sig selv.

Det virker skræmmende at skulle være sin egen herre på den måde, være den, der har den fulde kontrol over sit liv og for sin lykke for den sags skyld. Det er godt at se det fjollede i små fifs, som når A. Matthesen pointerer, at det kan betale sig at gemme avokadostenen, der kan være brugbar til mange ting f.eks. kastanjedyr uden for sæson. Jeg nød at grine, få mig selv ned på jorden og få punkteret min trang til perfektion.  

Når det er sagt, så ved jeg ikke, hvad bogen skal. Jeg savner at få en klar fornemmelse af hvad A. Matthesen vil sige til mig med den. For hvis han kun vil få mig til at grine, så skulle der være skruet endnu mere op for humoren, jeg skulle have været flad af grin og efterladt med mavekramper. Jeg bliver forvirret, når hans egen stemme alligevel titter frem og han som en af de coaches, han gør grin med, alligevel selv kommer med bud på, hvad han mener er det ægte vigtige (og hvis man er i tvivl om, hvad det er, kan man læse denne artikel med ham i Alt for damerne). Det sker særlig tydeligt i det afsluttende afsnit i bogen, hvor han siger: ”Det bedste råd, jeg overhovedet kan give dig, hvis du vil opnå et lykkeligt og meningsfuldt liv er: Stå på egne ben” og han fortsætter: ”Tro på dig selv. Gå efter dine drømme og lad dig ikke stoppe af hverken indre eller ydre begrænsninger. Det er langt fra sikkert, at du når nogen vegne, men så har du da givet det et skud.” 

Så måske er det det, han vil: huske os på, at vi skal være os selv, tro på at vi er gode nok? Og mens vi forsøger at bliver overbevist om det, er det godt at grine imens. Efter min mening skulle han have holdt sig snorlige til det, han er bedst til: smøre tykt på, gå til grænsen og få os til at grine. For latter er måske nok den største mangelvare i selvudvikling og arbejdet med at tro på sig selv. Den humor og selvironiske indsprøjtning vil jeg tage med mig, næste gang jeg står og drysser chiafrø og blåbær på min skyr!