Når fortiden falder, rejser fremtiden sig af asken

ANMELDELSE: Søren Ulrik Thomsens fine og skrøbelige erindringsessay forfalder aldrig til det sentimentale, men bliver i stedet til en vejledning i at blive gammel.

Litteraturen og erindringen har alle dage været en form for fjerne slægtninge. Uendeligt meget litteratur har den personlige erindring som sin akse og drejer fortællinger frem om den, som var erindringen vådt ler, der i den skrivendes hænder forvandles til helt nye former. Meget god litteratur er blevet fremkaldt i erindringens mørkekammer. Og det er også tilfældet med Søren Ulrik Thomsens ‘Store Kongensgade 23’.

Erindringens æterlignende og svævende væsen har igennem litteraturhistorien fået flere fænomener bundet på sig, som hver især repræsenterer en slags nøgle til at åbne porten til den tid, der engang var. Marcel Proust og hans madeleinekage er naturligvis det mest kendte eksempel. Man behøver hverken at have læst ‘På sporet af den tabte tid’ eller at kende til smagen af en madeleinekage dyppet i lindete for at kende referencen og til følelsen af fortiden, som pludselig skyller ind over én i et nyt og klart lys, som kun den tidslige afstand kan skabe.

Herhjemme har Knud Romer beskrevet, hvordan lyden af en lystbådehavn og duften af bolværkets tjære med et trylleslag gjorde ham til en femårig dreng igen og lagde ham ned på maven på en bådebro i fuld gang med at fiske efter krabber. Havnen blev Romers madeleinekage, skønt det ikke var en smag, men lyde og dufte, der åbnede erindringens port.

For Søren Ulrik Thomsen er det hverken smage, lyde eller dufte, der er nøglen til alt det, der engang var. Det er i stedet en adresse, en lejlighed, et hjem, som han kun nåede at bebo i et år, før han flyttede hjemmefra. Året i lejligheden på Store Kongensgade 23 bliver et formativt fikspunkt for Søren Ulrik Thomsen. Det bliver året, hvor han træder ud af provinsen og ind i byen, året, hvor han bliver forelsket, og året, hvor personen Søren Ulrik Thomsen dannes i skyggen af morens psykiske sygdom. Lejligheden bliver som spidsen på en passer, skriver han. Spidsen presser sig ned i papiret, hvor den ikke efterlader meget mere end et lille prik. Men den lille prik i papiret bliver et centrum for alverdens ringe og cirkler, der spreder sig og nærmest stråler ud fra den lille ubetydelige prik.

Forventer man fortidsfortællinger fra indre København og detaljerige beskrivelser af livet i lejligheden, så bliver man skuffet. Søren Ulrik Thomsen gør sig ikke i knausgårdske scener, hvor samtaler gengives ordret og ned til hver eneste betoning. Som læser får man ingen mulighed for at danne sig et indre billede af det betydningsfulde hjem, for der er så godt som ingen beskrivelser af indretning, lyset eller stemningen i lejligheden. Den fremstår i stedet som en uklar blyantsskitse, der ikke er andet end sit navn, adressen Store Kongensgade 23.

Og netop fordi lejligheden til en vis grad forbliver i sin skitseform, forfalder erindringsessayet aldrig til det sentimentale og overnostalgiske. For lejligheden på Store Kongensgade 23 er ikke bare en nøgle til fortiden, den er lige så høj grad en kilde til fremtiden. Erindringen bliver ikke et stillestående fænomen, som langsomt slår romantiske knuder om sig selv. Hos Søren Ulrik Thomsen er den fortsat i bevægelse, og fortiden peger hele tiden fremad. Erindringen om det, der var, lover, at der er mere på vej. Som når Søren Ulrik Thomsen med Det Nye Testamente som sin mejsel hamrer håbet frem af forgængelighedens forsteninger: ”Se, jeg gør alting nyt, siger Kristus ifølge Johannes’ Åbenbaring, og når jeg mister modet, og intet giver mening for mig, tænker jeg på historien om brylluppet i Kana, hvor Kristus har gemt den gode vin til sidst.” 

Det er en herlig dobbelthed hos essayet, at de to bevægelser – den bagudskuende bevægelse og den håbefulde fremadskuende bevægelse – hele tiden afløser hinanden, når de ikke ligefrem er til stede på samme tid.

Men samtidigt løber der også en anden og mere alvorlig åre igennem essayet. For det er sjældent, at man læser noget af Søren Ulrik Thomsen, hvor man ikke kan spore et særligt standpunkt eller en kritik. Han mener noget med det, han skriver, og ‘Store Kongensgade 23’ er ingen undtagelse. For nok står lejligheden tilbage som den ramme, hvori den unge digter formes, men lige så væsentligt er moderens sindssygdom, som ikke bare begrænser sig til året, han bor i lejligheden, men er et vilkår, som strækker sig hen over hele puberteten. Og derfor bliver 'Store Kongensgade 23' ikke bare et erindringsessay, men også en lille kamp mod psykiatriens behandling af moderen. En kamp, han har ventet på at tage, men som af hensyn til moderen først kunne blive udkæmpet efter hendes død.

Essayet indledes med citat af Peter Handke fra bogen 'Ulykkelig og uden ønsker': "Pludselig fik jeg i min afmægtige vrede trang til at skrive noget om min mor." Og den afmægtige vrede bliver også drivkraften og grunden til, at Søren Ulrik Thomsen vender tilbage til lejligheden i Store Kongensgade. For moderens kamp med sit eget sind, som blev hårdere og længere af fejlmedicinering og fejlbehandlinger, må have haft en kolossal betydning for det menneske, som Søren Ulrik Thomsen er blevet, også selvom det ikke ligefrem udpensles i essayet. Han fortæller om nogle angsttilfælde; nævner følelsen af at være på vej hjem fra en fest i provinsen og pludselig blive ramt af moderens fravær derhjemme, for hun er indlagt igen. Men Søren Ulrik Thomsen maler aldrig op i store tableauer, han skriver aldrig med versaler. Moderens sygdom er som lejligheden på Store Kongensgade – en passernåls prik i papiret, og det væsentlige er ikke prikken i sig selv, men de uendelige cirkler, der stråler ud fra det lille punkt.

Søren Ulrik Thomsen retter flere steder en hård kritik imod psykiatrien, som med sin endeløse medicinering og elektrochokbehandlinger ikke førte til andet end at holde moderen fast i sygdommen. Først da en psykiater begynder rent faktisk at tale med moderen og ikke interesserer sig for hendes halvmeter høje journal, slipper hun ud af sygdommen. Det tog syv år – og det var tæt på syv år for længe, forstår man. Psykiateren, der lyttede og talte fremfor at bladre igennem katalogerne over den nyeste psykofarmaka, bliver essayets stille helt.

Som man bladrer sig igennem de sidste sider af ‘Store Kongensgade 23’, fremstår den som en art vejledning til at blive gammel. Det er sikkert ikke tænkt sådan, men det skal forstås som den største ros. ”Fortiden falder. Foran mig”, er en frase, der vender tilbage igennem afsnittene, men det er, som om hver gang fortiden falder, så rejser fremtiden sig af asken.

I et af essayets sidste afsnit besøger Søren Ulrik Thomsen sin mors grav sammen med sin far. Han beundrer faderen for at holde sig i gang, han er fortsat nysgerrig og opmærksom. ”Kunne man bare blive gammel på den måde”, tænker han, og som læser sidder man tilbage med et vidnesbyrd på små 100 sider, som beretter, at sådan er Søren Ulrik Thomsen faktisk ved at blive gammel. På sin egen måde, nysgerrig og opmærksom. Uden at sidde fast i sentimental nostalgi. Passeren drejer stadig og tegner nye cirkler på papiret. Efter tid kommer tid, alting bliver gjort nyt igen. Fremtiden rejser sig fortsat. Foran ham.