Når dødsspil bliver et perverst tilbud om frelse

ANMELDELSE: Der er god grund til, at den sydkoreanske serie ’Squid Game’ er blevet et kæmpehit. Det er en barsk og mørk serie om tabere og undermålere, men der er også både opløftende og rørende momenter i den underholdende serie.

- Kan du ikke høre skrigene fra dem, der blev sømmet til korset i dag? Vi overlevede endnu en dag takket være deres blod og offer. På vegne af alle os syndere har jeg takket Herren for deres offer og bedt en bøn.

- Sludder! Du slog dem selv ihjel.

Efter at have overlevet endnu en grusom børneleg i 'Squid Game' takker spiller 244 sin gud, og beder for dem, der mødte deres endeligt. En anden spiller affejer hans fromhed – det er mennesker, ikke Gud, der bestemmer begivenhedernes gang i dette gladiatorspil, hvor spillerne med livet som indsats skal dyste i seks traditionelle, koreanske børnelege – herunder det blækspruttespil, der har lagt navn til serien. Man kan kun vinde, hvis de andre dør.

Hwang Dong-hyuks 'Squid Game' følger på mange måder i hælene på den sidste sydkoreanske filmsucces, prisvindende 'Parasite' af Bong Joon-ho. Foruden kritikken af social ulighed og konkurrencesamfundet deler de også en sælsom blanding af socialrealisme og storladen, karikeret satire. I begge værker følger man en gruppe udskud, som hustler sig gennem livet, indtil de pludselig befinder sig i meget usædvanlige og skæbnesvangre omstændigheder.

Som så mange andre vidste jeg ikke, hvad jeg skulle forvente, men blev både bidt af serien og forbløffet. Dramaet er medrivende, det brogede persongalleri er interessant, og scenografien skaber en pastelfarvet og ubehagelig game show-agtig stemning, som står i stærk kontrast til spillenes rædsler. Samfundskritikken er ikke just original, men ikke desto mindre bevægende - man føler med de elendige, som er meget genkendelige skikkelser, og især er kritikken af konkurrencesamfundet og meritokratiet vellykket.

Hwang Dong-hyuk beskriver selv serien som ”en serie om tabere”: undermålerne, som bliver overhalet af de stærke og succesfulde. Og der er vel ingen større taber i serien end hovedpersonen Gi-hun: en forgældet ludoman, der ikke kan forsørge sin egen datter og bor hos sin mor, som han i smug stjæler penge fra. Efter at have afgivet sine fysiske rettigheder til de lånehajer, han står i gæld til, bliver Gi-hun tilbudt en plads i en konkurrence, hvor han skal dyste til døden mod 455 andre spillere. Her vil de få mulighed for, modsat i klassesamfundet udenfor, at kæmpe på lige vilkår, og de kan til enhver tid stemme om at afbryde spillene. Hver spillers liv er prissat til omtrent en halv million kroner, og allerede efter det første spil er nok spillere blevet elimineret til, at en uimodståelig pulje står på spil.

De andre spillere har naturligvis lige så tragiske skæbner som Gi-hun og repræsenterer forskellige udsatte og desperate typer. Han møder blandt andet sin barndomsven, den nu konkursramte forretningsmand Sang-woo, den nordkoreanske flygtning Sae-byeok, den pakistanske fremmedarbejder Ali, den hårdkogte gangster Deok-su og den aldrende og syge Il-nam. Hver har deres egne årsager til at deltage, og da de efter første spil stemmer for at afbryde konkurrencen, vælger stort set alle at vende tilbage igen på grund af deres usle liv i den virkelige verden, som vi bliver præsenteret for i seriens andet afsnit med den passende titel Helvede.

Det er påfaldende, at netop afsnittet om tilværelsen uden for konkurrencen bærer denne titel. Man skulle vel tro, at hvis der var et helvede i 'Squid Game', var det spillenes voldsorgie – men hvis helvede er den virkelige verden for disse desperate mennesker, så må spillene forstås anderledes: som et perverst tilbud om frelse. En skærsild, hvor de gennem store anstrengelser kan gøre sig fortjent til at undslippe deres nød. Pengepræmien kan sætte dem fri fra det, der gør deres liv til et helvede – i Gi-huns tilfælde helt konkret tilbagebetale sin gæld, en klassisk frelsesmetafor. Men i 'Squid Game' der det ikke barmhjertighed og gode gerninger, man bliver belønnet for; det er kynisme, kløgt og rå styrke, mens svaghed straffes med døden. Det er en styrkens dommedag.

Serien forholder sig helt åbenlyst til kristendommens mindre flatterende sider. Blandt spillets deltagere er blandt andet den skinhellige kristen samt et offer for en gejstligs seksuelle misbrug. Da Gi-hun første gang møder manden, der rekrutterer ham til spillene, tror han desuden først, at han enten er kristen missionær eller sælger (der er åbenbart ikke langt mellem de to!), og den første person, han møder uden for spillene, er en dommedagsprædikant, der prædiker omvendelse til Jesus eller helvedes flammer. Men særligt mødet med spillenes skaber i seriens sidste afsnit gør læsning af 'Squid Game' som kristendomskritik særlig nærliggende – og her må jeg advare om spoilers!

Julenat, i en suite på syvende sal af Sky Building, en slet skjult reference til himlen, møder vi spillenes skaber, som i al hemmelighed selv har deltaget i dem. Han forklarer Gi-hun, at han har tjent en formue på ågerhandel, ligesom de lånehajer, som Gi-hun stod i gæld til, og at livet efterfølgende blev tomt for ham. Nostalgisk efter barndommens glæde skabte han spillene i et forsøg på at komme til at føle noget igen. Han udfordrer nu Gi-hun til et væddemål, et sidste spil: På gaden under dem sidder en fordrukken hjemløs i kulden – endnu en taber, som seriens øvrige karakterer. Skaberen vædder på, at ingen vil komme ham til undsætning inden midnat, mens Gi-hun vædder på, at han vil blive hjulpet. På slaget midnat afgøres væddemålet.

Det er et væddemål om menneskets godhed. Er mennesket i stand til, som den barmhjertige samaritaner, at forbarme sig over et ildelugtende stykke menneskeligt affald, eller er det så bundkorrupt og selvisk, at det kan ignorere medmenneskets lidelser? Skaberen af spillene har mistet troen på menneskets godhed, og som en misantropisk skabergud har det ledt ham til at skabe en lidelsesfuld parallelverden, hvor egeninteressen og styrken er de eneste succeskriterier. For sin egen skyld lader han sig inkarnere ved at spille med – efter eget udsagn fordi det ikke er ”lige så sjovt at se på som at spille med”.

I denne afgørende scene forsvarer Gi-hun naivt menneskets godhed, som han stadig tror på efter alt, han har oplevet i spillene. Faktisk er det et mirakel, at det er Gi-hun, som langt fra er den stærkeste eller kløgtigste spiller, der vinder til sidst. I et af de sidste spil, skal spillerne vælge et tal, og på grund af ubeslutsomhed ender Gi-hun med det sidste, hvilket skal vise sig at blive hans redning. Denne scene leder tankerne i retning af ordene om, at ”de sidste skal blive de første, og de første de sidste.” Den største taber bliver den største vinder.

Gi-huns usandsynlige sejr og det storslåede forsvar for menneskets godhed er rørende, bekræftende og opløftende. Jeg sidder imidlertid tilbage med en lidt underlig smag i munden i kølvandet på dette pludseligt optimistiske menneskesyn og fornemmer, at det maskerer et mørkere faktum. For mens Gi-hun ganske vist udviser nok så smukke dyder i form af nåde og omsorg, så vinder han dog spillet på dets egne præmisser og står således tilbage som den eneste levende på skuldrene af alle de døde tabere, som han har medvirket til at slå ihjel. Det er ikke helt let at tro på menneskets godhed, når serien nu på det udførligste fremstiller omfanget af menneskelig nederdrægtighed. Og uanset om den hjemløse mand på gaden bliver hjulpet denne julenat, hvor mange gange har vi så ikke selv passeret ham uden at hjælpe?

Ganske vist illustrerer slutningen, at barmhjertighed altid er en mulighed, og at mennesker af og til oprigtigt forbarmer sig over hinanden, og altså trods alt har det gode i sig. Imidlertid står hele 'Squid Game' som påmindelse og vidnesbyrd om menneskets grundlæggende synd, vores tendens til at søge vores eget på bekostning af den anden. Vi gør kun sjældent det, vi altid burde.