”Mit syn på Helle Thorning skal rekonstrueres”

ANMELDELSE: Helle Thorning-Schmidts bog 'Blondinens betragtninger' er en velskrevet opsang til os alle sammen – og vi har brug for den! 

Der er noget højtråbende over ”Blondinens betragtninger.” Der er noget der prikker til mig, til min irritation, men jeg kan ikke helt sætte fingeren på hvad det er. En slags selvretfærdighed – min egen eller Helle Thorning-Schmidts – en helt umiddelbar lyst til at afvise hendes oplevelser, ryste på hovedet og være ligeglad. Der sker noget i mig, jeg ikke bryder mig om, noget jeg gerne havde været foruden.

Der er ingen vej udenom, jeg må erkende at jeg er fordomsfuld og negativt forudindtaget overfor Danmarks tidligere statsminister. Og jeg ved faktisk ikke rigtig hvorfor. Det har Helle Thorning-Schmidt til gengæld et bud på, og dét bud køber jeg faktisk.

”Ung, blank og uden kompetencer” er en remse, hun flere gange i løbet af bogen vender tilbage til. En remse, der blev overskriften, da hun som ung kvinde stormede ind fra højre og blev valgt til formand for et af landets største partier og siden blev statsminister. Den første kvinde på posten. Remsen hang ved som et narrativ om den politiker, det menneske og den kvinde Helle Thorning-Schmidt var og er.

Jeg har uden egentlig at ville det og uden nogensinde at tage aktivt stilling købt ind på det narrativ. Det må jeg se i øjnene nu. Og den erkendelse er faktisk en perfekt konklusion på læsningen af ”Blondinens betragtninger,” for et af hovedbudskaberne i bogen er, at vi skal ransage os selv, gå i dialog med vores fordomme, gå nysgerrigt til værks og på den måde blive klogere. Det gælder i alle livets forhold, men specifikt hvad angår køn, feminisme og #metoo.

Allerede efter indledningen er jeg fanget. Det er et lækkert sprog, det flyder let. Overvejelserne er spændende, og Helle Thorning-Schmidt præsenterer fin selvindsigt, når hun fortæller levende og nøgternt om egne oplevelser.

Helle Thorning-Schmidt har sat sig som mål, at hun vil blive ved med at lære af de yngre generationer, blive ved med at være nysgerrig og have egne holdninger og fastgroede vaner til konstant revision. Eller rekontruktion, som er det begreb hun indfører allerede i første kapitel, der dækker over at gøre en aktiv indsats for at gøre op med fordomme og fastlåste meninger. Og bogen her er en opfordring til os alle – både mænd og kvinder – om at følge trop.

Så jeg fortsætter fortrøstningsfuldt min læsning med ordet rekreation i baghovedet, for det er vist det, jeg har brug for: Mit syn på Danmarks tidligere statsminister skal rekonstrueres.

Helle Thorning-Schmidt kritiserer patriarkatets grundfigur: at de to køns indbyrdes forhold er et forhold mellem et subjekt og et objekt – en ejer og en ejet, en bøddel og et offer, en merværdig og en mindreværdig. Denne grundfigur betyder, at vi har et indlejret kønsperspektiv i os, skriver hun, ofte uden at vi er bevidste om det. Det er en tænkning, der stammer fra vores opvækst og opdragelse: det patriarkalske system gennemsyrer vores samfund og dermed vores bevidsthed.

Bogen igennem giver Helle Thorning-Schmidt eksempler fra eget liv, sine børns liv og fra medierne på dette indlejrede kønsperspektiv, som hun også kan genkende i sine egne fordomme og handlemåder. Hun mener, at det er skyld i den ulighed, vi oplever i samfundet, når det gælder køn, bestyrelsesposter og det skjulte arbejde i hjemmet. Og det er også den, der i sidste ende ligger grunden for krænkelser og grænseoverskridende adfærd.

Det belyses allerbedst i det kapitel, der hedder ”Om ja og nej.” Det er et opgør med den gammeldags kurtiseringsmodel, hvor manden skal jagte kvinden, der spiller kostbar. Alene udtrykket: at spille kostbar. Det er jo helt håbløst. Vi har da forhåbentlig et ideal om en verden, hvor ethvert menneske er kostbart.

I stedet skal kvinderne på banen og sige ja, når de mener ja, ligesom mænd (og kvinder ligeså) skal respektere et nej, skriver Helle Thorning-Schmidt. For også den tid, hvor kvinders seksualitet og lyst var noget ikke eksisterende eller i hvert fald noget skjult, skal der tages et opgør med. De stereotype forestillinger om køn og sex skal annulleres, og kvinder skal tage ansvar for egen lyst og stå ved den.

På den måde kan vi forhåbentlig også komme ud over slutshaming, som lever i bedste velgående både blandt mænd og kvinder. Jeg har selv talt nedladende om kønsfæller, der boltrede sig i opmærksomhed og sex, og jeg skammer mig helt ned i tæerne ved tanken. Hvor er det egentlig nederen gjort at nedgøre kvinder for deres naturlige lyster.

Hele bogen kan forstås som en opsang til os alle, og hele vejen igennem sidder den lille grimme stemme i mit hoved og spørger om Helle Thorning-Schmidt er den rette til at give den opsang. Særligt da hun i kapitlet ”Om at være direktøren for det hele” påbegynder en længere svada om at kvinder i Danmark skal aflære sig Supermor-idealet og i stedet omfavne det uperfekte. Den lille grimme stemme råber højt nu, for set udefra er Helle Thorning-Schmidt temmelig perfekt. Hun har en imponerende karriere, et tilsyneladende dejligt familieliv og hun er både smuk og velklædt. Det er en ret så skøn samlet pakke, som vi vist er mange, der gerne abonnerede på. Men hov, den lille stemme fodres (selvfølgelig) af mine indgroede fordomme. Pokkers! Hvorfor skulle Helle Thorning-Schmidt egentlig ikke være den rette til den opsang? Fordi hun har glimmernegle og Botox i læberne? Tænk, hvis vi kunne komme ud over den kultur, hvor folks udseende spiller en rolle for, hvad vi skal synes om det, de siger!

Det er en særlig erindringsbog det her. Det er ikke den klassiske statsminister-biografi. Den er i sandhed sin egen. Ligesom kvinden, der har skrevet den. Det er en sympatisk bog, og den er bestemt ikke kedelig læsning.

Det er en bog du kan læse og hygge dig med. Det er også en bog du kan læse og blive provokeret af. Du kan kaste den fra dig i irritation over at blive sat i bås, sammen med resten af verdens befolkning, som mennesker, der har så utroligt meget nyt at lære. Eller du kan vove at se i øjnene, at det nok er tilfældet. Uagtet om du så deler Helle Thorning-Schmidts holdninger eller ej.

Der er ikke noget ungt, blankt og inkompetent over denne bog. Og den er ikke skrevet af hverken et tøjstativ, en statsminister eller en bordellomor. Den er skrevet af Helle. Det kan jeg godt lide.