Manden er det normale, kvinden er en afvigelse

ANMELDELSE: Sanne Søndergaards bog ’F-ordet’ er ikke en mandehaderbog, men en fremragende analyse af patriarkatet, som vi alle sammen kan blive klogere af at læse. Og så er den også et tiltrængt kampskrift. Kristian Tvilling tager imod Sanne Søndergaards udfordring om at tænke med og leverer her sine ’femifantastiske noter’ om kirkens del af ansvaret for den patriarkalske misere.

For to år siden stod Sanne Søndergaard og jeg i folkekirkens telt på Folkemødet på Bornholm, hvor vi som to selverklærede kontrolfreaks skulle føre en samtale om kontrol. Den endte med at blive ét stort kontroltab, da et gigantisk tordenvejr nærmest var ved at skylle teltet væk og afbrød strømmen, så vi måtte råbe os igennem samtalen uden mikrofoner – yderligere udfordret af en skraldevogn, der larmede løs lige uden for teltåbningen. Alligevel blev det en god samtale, ikke mindst fordi Sanne Søndergaard besidder evnen til at tænke klart, dybt og nuanceret om komplicerede emner. Det samme kan man ikke helt sige om hendes kritikere på de sociale medier, hvis argumenter stort set begrænser sig til at kalde hende en kælling eller en luder, hvorved de til overmål beviser, at hun har ret i sine feministiske pointer.

Også i sin seneste bog, 'F-ordet', tænker hun klart, dybt og nuanceret – og også her har hun ret i sine feministiske pointer. Bogen repræsenterer en grundig gennemgang af de feministiske grundtanker og -begreber, hvoraf adskillige var nye for mig og sikkert også vil være det for andre, og som sådan fungerer den fremragende som en indføring i feministisk tænkning. Men den er mere end det. Den er også et kampskrift, hvilket givetvis vil irritere mange, men det er efter min mening helt på sin plads – for der er virkelig noget at kæmpe imod her! Bogen er simpelthen fremragende: klar i tanken, velskrevet, inspirerende.

Det forbudte ord, f-ordet, er i denne sammenhæng ikke f*ck, men ’feminisme’, et ord der tit bliver brugt som et skældsord. Så lad mig fra begyndelsen slå fast, at hverken Sanne Søndergaard eller andre feminister er mandehadere. Det er ikke mænd, feminismen kæmper imod, men derimod patriarkatet, hvilket er noget ganske andet. Når man alligevel ofte kan støde på påstanden, skyldes det netop patriarkatets krampagtige forsøg på at bevare magten – for hvis man nu bare kan stemple alle feminister som primitive mandehadere, behøver vi jo ikke at lytte til dem. Men jo, det behøver vi faktisk! Patriarkatet er nemlig virkeligt, og det udgør et kæmpe demokratisk og menneskeligt problem for hele vores samfund, og det skal vi have gjort op med – ikke om to-tre generationer, men nu.

Men hvad er patriarkatet så for en størrelse, hvis det ikke bare er hvide mænd? Sanne Søndergaard viser, at det er en grundlæggende struktur, der har indvævet sig i vores kultur og tankegang på en måde, så det kræver et stort sanse- og tænkearbejde at gøre sig fri af det – eller bare at få øje på det. Patriarkatet er derfor os alle sammen, indtil vi afmonterer vores skyklapper og erkender, at der er noget galt, og at vi kan gøre noget ved det. Det er en vanskelig proces, fordi det altid kræver et stort arbejde at sætte sig ud over de grundlæggende tankemønstre, der er indpodet i vores hjerner, og som gennemsyrer alt i vores kultur, selv sproget. Heldigvis har Sanne Søndergaard påtaget sig at gøre en stor del af arbejdet for os, og læser man med bare et minimum af åbenhed, kommer man ikke igennem F-ordet uden at nå til en betydelig klarere erkendelse af, hvad det er, patriarkatet er og gør, og hvorfor det er så stort et problem.

Feminisme gøres i debatter alt for ofte til en kamp mellem kvinder og mænd, og det er ærgerligt, eftersom vi alle sammen har alt at vinde ved at nedbryde patriarkatet. Patriarkatet er nemlig ikke bare helt banalt en modstand imod kvinder, det er en systematisk nedvurdering af alt, hvad der traditionelt opfattes som feminint, og eftersom alle, både kvinder og mænd, rummer ”feminine” sider – ja, så rammer det os alle sammen, selvom det i sagens natur er kvinderne, der bliver ramt hårdest.

Hovedhjørnesten i patriarkatets tankemønster er, at manden (og alt maskulint) gøres til mennesket, og kvinden (og alt feminint) til det afvigende. ”Sådan noget sludder,” vil nogle sikkert sige, men ikke desto mindre viser det sig klart i vores sprog. Man kan bare tænke på, at der findes et ord som ”kvindemenneske”, en særlig variant af menneskearten (som i øvrigt aldrig er ment positivt), eller at man hos gifte heteropar altid kalder manden for mand, mens kvinden enten bliver kaldt kone eller hustru. Kvinden defineres med andre ord altid i forhold til manden, mens manden defineres ud fra sig selv. 

Sanne Søndergaards eget eksempel er, at hun som komiker altid bliver præsenteret som kvindelig komiker, mens de mandlige bare bliver kaldt komikere. Samme tendens gør sig i øvrigt gældende i kirken. Selvom kvinderne nu er kommet i overtal blandt præster, hører jeg stadig mange tale om kvindelige præster, mens vi mænd bare bliver omtalt som præster. Det kvindelige bliver gjort til det afvigende, mens det mandlige er ”det normale”.

Der er tale om strukturer, der stikker så dybt, at de kan være svære at få øje på, og det er det lumske ved patriarkatet. Det kan få os til at tro, at dets tankemønstre er ”naturlige” og derfor urokkelige, og derfor er det en uhyre vigtig pointe, at det er de ikke. Det er alt sammen bare noget, vi har valgt, og derfor kan vi også bare vælge noget andet og bedre. Fordi noget har eksisteret i mange år, er det jo ikke nødvendigvis det samme som, at det er rigtigt, og det er vel de færreste, der vil hævde, at slaveri eller folkedrab fx er værd at holde fast i, selvom det har eksisteret i årtusinder.

Sanne Søndergaards bog slutter med en række sider med blanke linjer under overskriften ”Dine femifantastiske noter”. Jeg vælger at tage hende på ordet – så her er nogle af mine:

Jeg kan ikke løsrive mig fra den tanke, at vores kulturs store grundfortællinger, herunder Bibelen, spiller en uheldig rolle i denne sammenhæng, fordi patriarkatet også her har lagt sin klamme hånd på teksterne. Sagen er nemlig, at grundfortællingerne har den funktion, at de danner skabelon for alle senere fortællinger, om det så er i bøger eller på film – og de grundlæggende mønstre i fortællingerne bliver derfor reproduceret i ét væk.

I Det Gamle Testamente er den patriarkalske linje tydelig. De fleste af heltene (dog ikke dem alle) er mænd, der primært virker ved typisk maskuline ”dyder”, nemlig ved vold. Dertil kommer de to skabelsesmyter. Det går meget godt i den første af dem, hvor Gud skaber mennesket i sit billede – som mand og kvinde. Her ser kønnene altså ud til at være lige. Men i nummer to skabelsesmyte tager patriarkatet over og bruger det meste af teksten på at definere Adam som mennesket og Eva som noget afvigende, der kun er skabt for at gøre Adam glad. 

Nu er der jo ingen grund til at læse hverken heltefortællingerne eller skabelsesmyterne bogstaveligt, og man kan sagtens modellere bøger og film efter Bibelen uden at gentage kønsstereotyperne en til en.

Men det halter desværre også i kirken og i andre dele af kristendommen, og det er egentlig besynderligt, eftersom kristendommen formentlig er historiens første feministiske bevægelse – eller det vil sige, det burde den have været. Den var det i sit udgangspunkt, men så tog patriarkatet over …

Kristendommens grundfortælling er, at Gud valgte at åbenbare sig i mennesket Jesus. Og ja, han er ganske rigtigt en mand, men han repræsenterer til gengæld primært de traditionelt feminine værdier – medfølelse, kærlighed, eftergivenhed, tilgivelse osv., og han forkynder, at vi skal gøre det samme, fordi det er sådan, Gud er. Han taler altid med kvinder og mænd som ligeværdige, og den eneste gang han ”overgiver sig” i en diskussion, er det med en kvinde. Han har med sikkerhed haft både mænd og kvinder blandt sine disciple, og den vigtigste af dem alle har meget tænkeligt været Maria Magdalene, som er den første, han åbenbarer sig for efter opstandelsen.

Og Paulus tænker videre. Han peger på, at kristendommen er ét stort opgør med alle eksisterende menneskelige hierarkier. De bliver alle vendt på hovedet, så vi alle er stillet lige for Gud og hinanden, også hvad angår køn. Og når enhver tanke om magt på den måde er taget ud af ligningen, er der kun én gældende norm tilbage, nemlig kærlighed. Derfor kunne Paulus skrive, at der i Kristus ikke er forskel på kvinder og mænd, og derfor kunne han indsætte kvindelige menighedsledere i nogle af sine menigheder.

Men magt er ikke let at give afkald på, når først man har den, så nu satte patriarkatet ind. I evangeliernes litterære konstruktion skal Jesu mor pludselig gøres til jomfru (formentlig fordi det er åbenbart ikke er muligt at respektere en kvinde, der har et sexliv), og de kvindelige disciple bliver stort set udraderet fra historien og erstattet af 12 mænd. Man har dog ikke kunnet fjerne Maria Magdalene, fordi hun som sagt var den første, Jesus viste sig for efter opstandelsen, men i fortællingen bliver hun nu mest gjort til et sendebud, der lige skal være sød at stikke ned til de rigtige disciple og fortælle dem, hvad hun har set.

Og helt galt går det med Paulus. Hans revolutionerende udtalelse om, at der i Kristus, dvs. i det kristne samfund, ikke er forskel på mænd og kvinder, var for stærkt, og derfor hører man det kun sjældent citeret, selvom det står ret centralt i hans forkyndelse. Til gengæld hører man ofte Paulus citeret for at sige, at kvinder skal tie i forsamlingen (i øvrigt også det eneste bibelcitat, der er med i Sanne Søndergaards bog). Det citat er ofte noget af det eneste, ikke-teologer ved om Paulus, og det er irriterende, eftersom de fleste bare nogenlunde habile fagteologer vil kunne fortælle, at Paulus faktisk ikke har skrevet det. Det er en tilføjelse, som nogen (læs: patriarkatet) har lavet for at kunne beholde den magt, Paulus ville have dem til at afgive.

Derfor er det stadig kun mænd, der kan være præster i den katolske kirke, og derfor skulle vi helt frem til 1948, før den første kvinde blev ordineret som præst i Danmark. Alt det, selvom forkyndelse af kristendom for mig at se altid indebærer et feministisk blik på verden – og ja, det lærer jeg også mine konfirmander.

Pointen er, at patriarkatet er så gennemgribende en del af vores ”normale” verdensbillede, at det kan være næsten umuligt at bryde igennem det – selv for Jesus og Paulus. Det er hverken let at give afkald på privilegier og magt eller på den tryghed, der ligger i vanetænkning og en kendt verdensorden. Men vi bliver nødt til at gøre os fri af vanetænkningen, selvom det kan virke utrygt og besværligt – og nej, det er ikke synd for os mænd, at vi skal give afkald på privilegier, der ikke retmæssigt var vores til at begynde med.

Jeg håber derfor, at Sanne Søndergaards fremragende bog vil blive læst af mange, og at den vil sætte lige så mange tanker i gang og skabe lige så meget klarhed, som den har gjort for mig.