Kvinder i Satans skygge
ANMELDELSE: Podcasten ’Onde Anna’ afdækker et væmmeligt stykke Danmarkshistorie om kvindeliv, der også kan gøre os klogere på heksejagter i dag. Og hvor kirken har spillet sin egen ubehagelige rolle.
Jeg har lyttet til 'Onde Anna'. Ad to omgange. Det var jeg nødt til. Jeg var ligesom ikke færdig efter første runde. Fortællingen rørte noget i mig, men i første omgang kunne jeg ikke helt få greb om, hvad det var. Så jeg måtte på den igen, tage en lytter mere. Det kunne podcasten sagtens holde til.
Så hvis vi skal tage konklusionen først: ’Onde Anna’ er bestemt et lyt (eller to) værd. Den er faktisk utrolig spændende! Historien er hårrejsende uhyggelig, hvad enten man ser den som en gyser om besatte børn, der gør og siger bizarre ting, eller man bevæger sig over på de trolddomsanklagede kvinders side og forsøger at sætte sig ind i de rædsler, de har gennemgået. Uhyggeligt! Og så er det virkelighed. En sand fortælling fra en ellers hyggelig dansk købstad, der engang i en ikke så voldsomt fjern fortid, ikke lyder det mindste hyggelig.
Podcasten forfølger og fremlægger sagen om Køge Huskors, der løber over årene 1612-1615, hvor elleve kvinder brændes på bålet, et par stykker tager livet af sig, og en enkelt forsvinder. Hvordan kunne det ske? Set med nutidens øjne er det barbarisk og helt uforståeligt. Et væmmeligt stykke Danmarkshistorie, der har fået overraskende lidt opmærksomhed fra eftertiden.
Vi er nået langt, bevares. Kvinder brændes gudskelov ikke på bålet længere. Men udskamning, mistro og victimblaming er fortsat virkelighed for mange kvinder, der står frem med svære oplevelser. Jeg kan ikke lade være med at tænke, om det ikke blot er en blødere form for heksejagt, der fortsat lægger ansvaret på kvinden og hendes handlinger eller udseende, fremfor at se på strukturer og større linjer og ad den vej søge at ændre verden?
Der er to spor, der fanger mig, når jeg lytter til ”Onde Anna.” Det første har at gøre med det uforståelige barbari. For det nytter selvfølgelig ikke at sidde i dag, på tryg afstand, med al den viden som siden er kommet til og dømme datidens tankegange og handlinger. Så det første spor, der fanger mig, er et tankeeksperiment, en udfordring. Er det muligt at sætte sig ind i tankegangen på mænd og kvinder cirka anno 1600? Kan jeg forestille mig en verden og et liv, hvor Satan er en reel trussel for mit og mine kæres velbefindende? Ikke bare en mytisk figur, et symbol på alt hvad der er og gør ondt, men en faktisk levende størrelse, der kravler op af brønde og vandløb i skikkelse af en rotte, en hane, en gris eller en kvinde(!) og skaber sygdom, splid og andre dårligdomme. Rigtig personificeret ondskab, der kan gøre dit liv til et helvede. Det er sgu uhyggeligt!
Det lader Olga Ravn og Ruth Storm, podcastens tilrettelæggere og fortællere, også til at synes. Ordet uhyggeligt benyttes i hvert fald flittigt i fortællingen om Anna Barskiær og Køge Huskors-sagen. Det er Anna Barskiær, der er onde Anna, for det er hende, der sætter trolddomsanklagerne i gang, og som siden hædres med et portræt i Køge Kirke for at have sat Køge fri.
Trolddom er virkelighed på dette tidspunkt. Det er ikke en tro eller overbevisning, man vælger til eller fra, ligesom troen på Gud i øvrigt heller ikke er det. Trolddom findes og udgør en reel fare. I andet afsnit filosoferer Olga Ravn kort over, hvorvidt vi kunne være til fals for at benytte trolddomsforklaringen, ifald den var gangbar i dag. Kan for eksempel et sygt barn forklares med en djævlebesættelse? Og jeg tænker tilbage på alle de gange min egen lille dreng har kastet sig rundt i smerte, febervildelser eller hvad ved jeg, som var han en lillebitte gal mand. Er han besat? Man kunne da fristes til at tro det, i hvert fald indtil det står klart, at Satan i så fald kan jages væk ved hjælp af børne-Panodil og en Astronaut-is, fordi det vist bare var tænderne – det djævelskab! – der brød igennem.
Jeg må se i øjnene, at det ikke er muligt for mig at leve mig ind i en 1600-talsbevidsthed. Min nutidshjerne bliver ved med at fortælle mig, at trolddom, hekse og djævlebesættelser blot er et sprog for alt det uforklarlige. Alt det, der måske i dag kunne have været forklaret med sygdom, dårlige levevilkår og omsorgssvigtede børn. Men det er selvfølgelig et måske, for vide det kan jeg ikke.
Som indledning til afsnit 2 kommer Olga Ravn med en nærmest parentetisk kommentar, der igangsætter det andet spor, den anden grund til, at fortællingen her giver mig noget at tænke over. Det er, da hun og Ruth Storm taler om kvindernes natlige (formodede trolddoms-)møder ved bækken og der redegøres for, at disse møder af historikere anses for at være møder, der kan have omhandlet snart sagt hvad som helst, der ikke tåler dagens lys: Hvis man var uenige med magthaverne, havde brug for hjælp til prævention eller bare ville hygge sig. ”For mig er det næsten et billede på, hvad det vil sige at være en kvinde. Der er så meget der ligger i mørke. De har ingen myndighed, de her kvinder,” siger Olga Ravn.
I det lys bliver fortællingen her en fortælling om kvindeliv og om kvinders generelle vilkår. I datiden selvfølgelig, men jeg kan ikke lade være med at tænke, at det trækker tråde også til i dag. At kvinders rettigheder eller mangel på samme, igennem århundreder, er medvirkende til det kvindesyn, den kultur, der netop nu er et kæmpe opgør i gang med. Både i køns-, ligestillings- og MeToo-debatten.
Vi er nået langt, bevares. Kvinder brændes gudskelov ikke på bålet længere. Men udskamning, mistro og victimblaming er fortsat virkelighed for mange kvinder, der står frem med svære oplevelser. Jeg kan ikke lade være med at tænke, om det ikke blot er en blødere form for heksejagt, der fortsat lægger ansvaret på kvinden og hendes handlinger eller udseende, fremfor at se på strukturer og større linjer og ad den vej søge at ændre verden?
Heller ikke kirken kan sige sig fri for at have spillet en afgørende rolle i undertrykkelsen af kvinder. Kirken har som patriarkalsk institution i århundreder medvirket til at fastholde uligheden kønnene imellem. Langt de fleste, der igennem middelalderen blev brændt på bålet for at være i ledtog med Satan, var som bekendt kvinder.
Det er altså muligt at høre flere ting imellem de talte linjer i fortællingen om ”Onde Anna.” Den er fortællingen om kvindeliv, som de så ud engang, hvor det handlede om underdanighed og ydmyghed, ikke at fylde for meget og i det hele taget passe ind i kasser, kvinderne ikke selv havde indflydelse på.
Det er en god podcast! Lyt til den som en solid omgang true crime, eller brug lejligheden til at undersøge, om også du kan se træk til nutidens kvindeliv.
Publiceret den 12.12. 2021
