Krig kaster blodrøde skygger 

ANMELDELSE: Christian Kracht skriver sprudlende mørkt om sin families dystre tyske fortid. En fortid, der har indlejret sig i eftertiden som traumer, selvhad, overklassens stjålne kunst og kølige overgreb. Det giver bogen en chokerende aktualitet, at krigen nu er kommet til Europa igen, for også denne krig vil koste efterslægterne dyrt. Måske Christian Kracht kommer prisen på en krig lidt nærmere? Bogen efterlader et spinkelt håb om forsoning i de brændende ruiner.

Og nu står vi så her på dette gudsforladte sted, og her et intet, ingen edelweiss, ingen zebraer og ingenting, og ved du hvad, Christian? Præcis sådan her ser der også ud inden i mig, i min sjæl. Der er ingenting. Ingenting mere. Et tomt, hvidt lærred.”

Sådan falder ordene fra mor til søn, fra den demente, alkoholiserede og nedbrudte mor til hendes eget kød og blod, der selv har haft nok at se til. De to mennesker er bundet sammen af anden verdenskrigs grusomheder på hver deres indirekte måde. Det er svært at sige noget om, præcis hvad en krig vil betyde for eftertiden. Sikkert er det imidlertid, at krigen altid har omkostninger – uden nogen undtagelser. Det er omkostninger, der betales af alle, og de betales over umådelig lang tid. Krigen har det med at trænge ned i slægternes gang, den nedarves, og så må eftertiden døje med fortidens uhyrligheder.

I schweiziske Christian Krachts seneste bog, ’Eurotrash’, er hovedpersonen med det autobiografiske navn Christian barnebarn af anden verdenskrig. Han er en slags tredje-generations produkt af nazismens epoke. En krig, han aldrig selv har oplevet, da han er født i 1966. Alligevel slår krigens blodrøde skygger ind over hans overklasseliv som selvlede og kombinerede moder- og faderkomplekser. Og det har de gjort helt fra begyndelsen. Men Christian søger forsoningen og lykkes faktisk med det.

Med flere generationers forfald i bagagen drager Christian ud på et roadtrip med sin alkoholiserede og efterhånden totalt degenererede mor. Med sig i taxaen har de tusindvis af schweizerfranc i en plastikpose. Kracht beskriver moderen i stærke vendinger:

”Hendes ansigt [var] et indfaldent palimpsest fuldt af skrammer efter fordrukne fald og oversået med mørkerøde sårskorper, øjenbrynene knap nok synlige, dækket af det bulede siksakmønster af åbne sår syet sammen med mørk tråd, sådan stillede den sig til skue, denne families deroute, i hendes ansigts landkort, om man så må sige.”

Og sådan er det med bogens beskrivelser i det hele taget. Sproget er voldsomt og eksplosivt, men det er også forløsende at læse en familiesaga beskrevet med en voldsomhed, der lader til at stemme overens med den virkelighed, den forsøger at skildre. Krig er afsindigt destruktivt, og det ødelægger og afsporer slægter i næsten al evighed. Traumet bliver det sagnmateriale, vi fortæller vores børnebørn - og som de selv skal opdrage deres børn med. Så her må sproget gerne hjælpe til med at fatte det ufattelige. 

Christian og morens tur rundt i Schweitz er en traumefortælling fra et bedårende bjerglandskab. Det viser sig, at både mor og søn har været udsat for overgreb. En cykelsmed har voldtaget moren som 11-årig i efterkrigens Itzehoe, ligesom noget lignende er overgået Christian på kostskolen i Canada. De er altså rejsende i familiens fælles sorg, og den sorg er en sublim motor i fortællingen, hvis man vel og mærke kan holde til den barske genre. 

Eurotrash’ er ikke ligefrem rig på opbyggelige indsigter. Traumerne og de hengemte skamfuldheder fylder meget, og det er på sin vis også bogens styrke. For sådan er igen krigens virkelighed. Bogen er periodevis nihilisme og eksistentiel hjemløshed, og man fornemmer inspirationen fra undergangsfortællere som Oswald Spengler, Ernst Jünger og selveste Tom Kristensens fordrukne undergangshelt. Heldigvis gøres mørket og forfaldet spiseligt af det fortællermæssige overskud. 

Bliver man så ikke helt modløs af den dystre tone? Nej, selvom bogen kredser om senfølgerne af ’det blindgrædte århundrede’, så har et spørgsmål det med at liste sig op til overfladen og trænge sig på: Hvad skal vi dog gøre for at forhindre en gentagelse af fortidens synder?

Med historiebøgerne og den menneskelige tilbøjelighed til at gøre det onde puslende i baghovedet er det fristende at besvare spørgsmålet med: Vi kan intet gøre. Christian Krachts nedarvede krig og den krig, der skyller ind over Europa nu, er bare en gentagelse af en gentagelse. Den eneste forskel er, at vi i dag har flere atomvåben og et hurtigere internet til at gå i panik på, end vi havde i 1940’erne. 

En ny brutalitet lader til at vinde frem, i takt med at globalismes glade smil stivner. Glemte grænser trækkes op, og nye systemer opstår på hver side af oprustningen. Man tænker næsten, at Kracht har fornemmet endnu verdenskrig være undervejs? Alligevel har bogen et højaktuelt og også etisk sigte: Hvordan vil du gøre op med din egen tid, så eftertiden ikke skal lide under dine elendige beslutninger?

’Eurotrash’ gør et nummer ud af, at forsoningen er en reel mulighed. Christian søger bogen igennem at forsone sig med sin mor. Og i sidste ende at tilgive hende, idet han samtidig forliger sig med, at verden er bunduretfærdig. At Christian i stigende grad bekymrer sig om sin mors stomipose, og at hans arrogance forvandles til omsorg for et sygt menneske, han intet skylder - det er jo opbyggeligt? Måske er det netop den moderne ironikers måde at gå til forsoningen på? Ved den gradvise selvforglemmelse, der afslører at Gud er mægtig i de svage?

Uanset hvilke briller man læser denne helt anderledes roadtrip-roman med (forsoningens, ironiens, historiens eller traumets), så er den skrevet med myndighed og med stor autenticitet. På den anden side af traumerne, flyversjusserne, sadismen og selvhadet venter forsoningens mulighed. Og den mere end blot venter; den forsøger at overskygge alt andet i sin kærlige insisteren. Det er opbyggeligt, og det er det, der gør ’Eurotrash’ mere end almindeligt læseværdig. 

Publiceret den 18.3. 2022

De synspunkter, der kommer til udtryk i anmeldelsen, står for skribentens egen regning og er ikke udtryk for folkekirkens holdning.