Korsvejen mellem frihed og forpligtelse

ANMELDELSE: Jonathan Franzen har skrevet en klassisk tragedie, en sublim bog om det byrdefulde og fantastiske familieliv, hvor vi kender hinanden så godt, at vi ved, hvor vi skal sætte kniven ind.

Intet er mere kompliceret, udfordrende og besværligt end vores familieliv. Intet er mere fantastisk end at være favnet og rummet i familiens skød. Men lige så mange ar og kors bærer vi rundt på for familiens skyld. Kors, vi slæber efter os ud i verden. Bjælker, der sætter sig fast i øjet og spærrer udsynet og vores forståelse af os selv.

Der er en grund til, at familien ofte er omdrejningspunktet i litteraturen, for uanset hvor moderne og frigjorte vi tror vi er, så sætter familien eller manglen på samme sine uudslettelige spor i os. Familien kan være en drivkraft, et væksthus, men også det sted, hvor livet forkrøbles og falder fra hinanden. Som Jonathan Franzen selv udtrykker det, så er der en høj grad af subtilitet i relationerne i en familie. Hvis man skal såre nogen på den helt rigtige måde, så ”må man have observeret personen omhyggeligt, og man skal have identificeret, hvad der sandsynligvis vil gøre mest ondt. Dernæst den retoriske udfordring at levere det smertefulde hug uden at have sine fingertryk på det”.

Og det er præcis dette subtile spil - at såre og sætte ind, hvor det gør mest ondt - både med og uden fingeraftryk, der er på spil i relationerne i ’Korsveje’, Jonathan Franzens nyeste roman.

Romanen er en dybdegående og intens fortælling om præstefamilien Hildebrandt i 1970’erne i et USA præget af Vietnam-krigen. En nation i oprør og midt i store forandringer. Og familien er den prisme, hvorigennem Franzen belyser oprør og forandringer.

Familien Hildebrandt består af præsten og faren Russ, som er frustreret over sit sted i livet. Intet er gået, som han håbede på, og alle hans såre menneskelige svagheder står i vejen for både hans ægteskab og familieliv. Moren Marion er et psykisk kompliceret geni, som plages af en historie med psykisk sygdom og en fortid, som hun har skjult med det resultat, at hun næsten har mistet sig selv og bevæger sig gennem livet med en indre kamp mellem følelsen af at være uduelig og uden betydning og så ønsket om noget andet og mere. Noget helt andet end det forstadsliv, hun har som præstefrue. Afstanden mellem ægtefællerne kan næsten ikke være større, der hvor historien sætter ind. Parret har fire børn, Clem, Becky, Perry og Judson, der både kæmper indbyrdes om deres plads i familien og udadtil for at finde deres sted i verden. Vi kommer tæt på de tre ældste, Clem, Becky og Perry. Vi følger familien helt ind i det rum, hvor man næsten ikke magter at stå, og skælver sammen med dem ved de korsveje, de møder, for hvilken vej skal de tage? Hvilke konsekvenser har deres valg? For dem selv - for familien og for verden?

Vi kommer helt under huden på bogens karakterer, som næsten alle har karakter af at være hovedpersoner. Franzen mestrer det greb, at vi oplever fortællingen fra næsten alle perspektiver. Hermed får fortællingerne om de indbyrdes relationer karakter af en klassisk tragedie, hvor man som læser straks fornemmer, at det må gå galt. Han får os til at lide med de forskellige karakterer, fordi de ikke forstår hinanden, ikke tager sig tid eller ligefrem svigter hinanden. Ligesom i det virkelige liv, når vi ser andres liv udefra og har alle de rigtige løsninger og ved, hvad de andre burde gøre.

Titlen Korsveje er underfundig. Den kristne ungdomsorganisation ”Crossroads” er omdrejningspunktet i fortællingen. Her har faren været ungdomspræst, men en yngre og mere populær hjælpepræst ”stjæler” gruppen fra ham på ydmygende vis. Og her ligger meget nag og begær begravet.

Samtidig er korsvejen en betegnelse for de mange valg, vi har i livet. Fornemmelsen af, at vi kunne have valgt så meget andet end netop det, vi gjorde. Det er er en fortælling om konsekvensen af valg og fravalg. Om begær efter anerkendelse, efter kærlighed, popularitet, social status, arbejdsindsats. Begæret efter den anden, som ofte ikke er den, vi har valgt at leve livet med, men som i sin fjernhed lettere kan leve op til vores drømme end det menneske, som vi vågner op ved siden af om morgenen. Den spænding og afstand, det skaber i vores relationer. 

Det er en fortælling om konflikten mellem frihed og pligt og forpligtelse, som måske er kernefortællingen i vores tid, fordi vi bilder os ind, at vi har friheden til at vælge på alle hylder og som resultat kan ende med at gå helt galt i vores liv. Om ungdommens følelse af utilstrækkelighed og behov for at blive set og elsket. Det er en fortælling om forsoning, tilgivelse og brud og tab så ubærlig store, at det forandrer livet for altid. Ikke mindst er det en fortælling om tro. Hvad tror vi på? Er det Gud med stort, eller guden vi ser i spejlet, eller gør vi andre mennesker i vores liv til guder, hvis velbefindende vi strækker os ud over alle grænser for at efterkomme. Det er en fortælling om at blive menneske og komme overens med det billede, spejlet kaster, så vi ikke kaster mørke skygger over hinandens liv.

Franzen spidder de eksistentielle temaer med et helt utroligt blik for de psykologiske mekanismer i det menneskelige sind - om det er den midaldrende præstefrue, den frustrerede præst, den collegestuderende, ateistiske storebror Clem, som kæmper med det moralske i at have søgt udsættelse for tjeneste i Vietnam. Den moralske og alvorlige Becky, som lever for og af at være populær i high school. Eller Perry, den mellemste søn, der med sin næste uhyggelige intelligens og hang til stoffer og eskapisme styrer mod afgrunden. Jeg kan spejle mig i alle karaktererne, fordi de på hver deres måde kæmper med eksistentielle spørgsmål, som jeg tror, vi alle kommer til at prøve kræfter med, og ikke mindst deres plads i familien og verden. Så selvom bogen foregår i 1970’ernes USA, så har romanen en slags tidsløshed og eviggyldighed i sig. Det er en sublim bog, og den efterlader dig forandret. Det er det stor litteratur kan.

Publiceret den 13. april 2022

De synspunkter, der kommer til udtryk i anmeldelsen, står for skribentens egen regning og er ikke udtryk for folkekirkens holdning.