Kom nu ind i kampen, Henning

BOGANMELDELSE: Geir Gulliksens nye roman, 'Den jeg skulle blive', er ikke rigtig god. Men måske kan man alligevel lære noget om mænd af den? Noget om, hvor meget de har brug for en mandebevægelse?

Jeg vil gerne blive klogere på mænd. Hvilken kvinde vil ikke det? Så jeg glædede mig til at læse Geir Gulliksens roman 'Den jeg skulle blive'. Af omtaler havde jeg forstået, at romanen handler om, hvordan en bestemt mand, Henning, bliver til – ja, til hvad? Sig selv? En anden? En ny Henning?

Nu har jeg læst Hennings historie, og jeg synes ikke, at jeg er blevet så meget klogere. Jeg læser, at han er fraskilt, single, midaldrende, far, seksuelt søgende. Jeg læser, hvad han gør. Men hvem han er, forstår jeg stadig ikke rigtigt. Han forekommer underligt papfigur-agtig. Selvom vi får detaljerede beskriveler af hans erotiske eksperimenter, kan jeg ikke mærke, hvordan han egentlig har det. Er det bare, fordi jeg ikke forstår mænd? Eller er det fordi karakteren Henning er utroværdig? Eller er det fordi Geir Gulliksen ikke skriver godt nok? Den sidste mulighed kan afvises med det samme, for bogen er velskrevet og sproget klart og uanstrengt. Så min modstand mod bogen handler mere om indhold end om form.

Henning er midtvejs i livet og bliver ved bogens begyndelse fyret fra sit job, fordi han uden selv at vide hvorfor er kommet til at kærtegne en mandlig kunde. Han tager fyringen fra den flegmatiske side. Der har været en del kvinder i hans liv, også nogle han har været gift med, og han har to døtre med to forskellige mødre. Kontakten til døtrene er ikke ligefrem fremragende, tværtimod. Han forekommer strandet og leder efter den person, kvinde eller mand, der kan gøre ham til den, han skal være. Gøre ham til sig selv, gøre ham hel. Det er den undersøgelse, læseren inviteres ind i. Der er ikke mange filosofiske overbygninger, men en række begivenheder fortalt i jeg-form. Tilsammen danner de et billede af en vel ret almindelig mands søgen efter at komme til verden.

Og mens jeg må opgive at forstå Henning, opdager jeg, at jeg i stedet kan bruge bogen som springbræt til at forstå noget generelt om mænd, sådan som jeg fra begyndelsen havde håbet at komme til.

I lyset af MeToo-kampagnen har flere af mine gode mandlige venner sagt til mig, at de synes, det er svært at være mand i dag. Svært at finde sin rolle og forstå, hvad kvinder ønsker. De føler sig kasseret, hvis de viser for mange bløde sider. Og anklaget, hvis de er for macho. De vil gerne flirte og komplimentere, men er nervøse for at blive beskyldt for at være pågående eller direkte intimiderende. De er i tvivl om, hvad der forventes af dem.

Jeg forstår dem godt. Ikke fordi jeg har et problem med MeToo-kampagnen, for det har jeg på ingen måde. Men fordi jeg forstår, at manderollen er under forandring, og det må være vanskeligt som mand at finde sin identitet. I den forstand giver Gulliksens roman mening. Altså, hvis man på et metaplan forstår den som en fortælling om en mand i det 21. århundrede, der har svært ved at finde sin identitet i netop denne tid og søger efter den romanen igennem.

Mit bud er, at mændene trænger til deres egen rødstrømpebevægelse. Den bevægelse, som man har kaldt den ”vel nok mest betydningsfulde sociale bevægelse i Danmark i det seneste halve århundrede”. Den beskrivelse kommer fra lederen i Information 5. marts, som handler om Pernille Ipsens prisvindende bog ”Et åbent øjeblik. Da mine mødre gjorde noget nyt”.

Bogen skildrer Pernille Ibsens opvækst med syv kvinder i et kvindekollektiv – en gruppe kvinder, ”der i en årrække identificerede sig så stærkt som et ’vi’, at de sjældent brugte ordet ’jeg’,” som der står i lederen om bogen. Jeg spørger mine mandlige venner, hvorfor de ikke skaber en bevægelse, der i lighed med rødstrømpebevægelsen vil skabe en ny identitet for mandekønnet; nye muligheder; en ny frihed. Hvorfor prøver de ikke at bevæge sig sammen, være offensive som kvinderne var det i 70’erne. Sætte deres egen dagsorden. Hvorfor ikke?

Hvis jeg holder de to bøger op mod hinanden, fortællingen om Henning og fortællingen om et kvindekollektiv, fornemmer jeg i begge historier en stærk længsel efter at blive til som noget andet end den, man er lige nu. En søgen efter et nyt liv, et sandere liv. En søgen efter den, man virkelig er – som mand og som kvinde – og efter den, man kunne blive. Men den afgørende forskel er, at Henning gør det helt for sig selv, og kvinderne i Ipsens bog gør det sammen. De er altid et ’vi’. De søger sammen; spejler sig i hinanden, bevæger sig i fællesskab.

Henning er altid et ’jeg ’, der søger et ’du ’altså ét ’du’, hvad enten det nu er en kvinde eller en mand. Der går mange kvinder gennem Hennings liv og et par mænd. Men han længes hele tiden efter at blive den, han gerne vil være, sammen med én anden. Er Henning i virkelighed en tragisk romantisk (anti)helt? Mennesket, der søger sin fuldbyrdelse i ét andet menneske? Er hans fortælling en iscenesættelse af Aristofanes’ tale i Platons bog Symposium?

Talen handler om kærlighedens oprindelse. Aristofanes mener, at mennesket oprindeligt var én person, mand og kvinde sammensmeltet i ét individ. Men guderne blev bange for menneskets styrke og splittede dem i to. Nu har vi så et sår, som vi hele tiden søger at hele ved at finde vores anden halvdel. I romantikken dukker tanken op som troen på, at kærlighed heler alt. Den eneste ene er den anden halvdel. Det gælder bare om at finde den.

Hennings søgen forekommer uforløst. Og det er jo også romantikkens kendemærke: den uforløste og ulykkelige længsel. Pernille Ipsens kvinder ”gør noget nyt,” som titlen siger. Det gør Henning ikke. Han gør det samme, også selvom han flirter med mænd. Men det er dybest set det samme: Han vil finde sig selv igennem én anden. Og det forbliver faktisk ulykkeligt. Og set som et moderne mande-billede, så flytter det ikke ret meget. Hennings eksperimenter synes sært overfladiske.

Hvordan bliver man den, man skal blive? Eller hvad har jeg lært om mænd af romanen om Henning? Romanen peger på, at intet menneske bliver til sig selv uden de andre, vel at mærke i flertal. Den søgen efter forløsning i tosomheden, som er skildret i bogen, forbliver uforløst. Kvindebevægelsen blev en betydningsfuld social bevægelse, fordi den netop var en bevægelse, hvor mange bevægede sig sammen. Hvis mænd af i dag vil være noget andet, noget nyt, kan de overveje at flytte sig sammen og dermed flytte samfundet. Det ville jeg personligt gerne se, og jeg ville råbe hep ved vejkanten, når jeg så dem gå forbi.

Og så endelig til sidst en kristen pointe: Gennem hele kristendommen strømmer en bevidsthed om, at vi er et fællesskab; at vi hverken er ensomheder eller tosomheder men flerheder. Det er sådan, vi bliver mennesker; i fællesskab og ansvar over for de andre og ikke bare over for den ene, jeg har kær. Vi bliver til, når vi er sammen. Vi bliver til, når de andre kalder på os. Vi bliver til i samfund, i fællesskab. Det Nye Testamentes mangel på interesse i kærligheden mellem to er svalende at møde. Det er opbyggeligt at blive henvist til et bredere og større rum at blive sig selv i.

Henning forbliver for mig en lidt kedelig figur. Han gør nemlig ikke noget nyt. Han gentager bare en romantisk drøm i moderne klæder. Boller til højre og venstre. Opsøger og forlader. Jeg har lyst til at råbe: Kom nu ind i kampen, Henning! Jeg spørger mig selv, om det, jeg kan lære om mænd af fortællingen om Henning, er, at mandens ulykke er, at han har svært ved at bevæge sig og forandre sig selv i fællesskab, men altid må gå så alene?