Kærlighedssorgen kan ikke fikses som en motor

ANMELDELSE: Den norske ungdomsserie Benzin i blodet handler ikke om at komme væk, men om livet der, hvor man er. Men også det simple liv er alt for svært.

Nogle kan bedst lide krimier. Andre kan bedre lide komedier, dramaer eller måske en dokumentar. Jeg kan bedst lide ungdomsserier. Stadig. Jeg leder efter dem med nye batterier i lygten. Og ser dem heldigvis mange steder. På streamingtjenesterne findes der et hav af ungdomsserier, eller coming of age-serier, som de hedder (hvilket er en ret god genrebestemmelse, jeg bliver dog i denne anmeldelse ved med at kalde dem ungdomsserier, for det gjorde man, da jeg var ung). Problemet er bare, at langt de fleste ungdomsserier er elendige. Særligt de dyrt amerikansk producerede, man kan finde på HBO og Netflix. De er overdramatiserede og oppustede. De prøver alt for hårdt at være kunstneriske og nyskabende. For hurtigt klippede. Samtlige scener omsvøbt i for høj musik. De fleste ungdomsserier tror ikke på, at unge kan lade sig opsluge, så de pumper alle scener med alt for mange virkemidler.

Men sådan er det ikke med Benzin i Blodet, en norsk ungdomsserie, som ligger på DR. Benzin i Blodet (virkelig ringe oversættelse, på norsk Rådebank, en titel som refererer til den bankende lyd i bilens motor, hvis man kører for længe med for lavt olietryk) er modig. Den tør være langsom. Den er vidunderlig rolig. Kameraet står stille. Personerne får lov at vågne, rejse sig, lave kaffe, sætte sig i den reklame-T-shirt, de også havde på dagen før, og sige ingenting. Kameraet flytter sig kun lige nok til at lukke solen ind gennem gardinerne. Længe siger de ikke noget. Så kigger de ud af vinduet, mumler et eller andet, smiler skævt, og så kører de sig en tur. Ud langs de gyldne marker. I kanten af de store fjelde. Solen skinner i den lille provinsflække Bø i det sydlige Norge. Her er ingen tung klaustrofobisk storby klasseskildring indhyllet i tåge og dunjakker. Serien behandler ikke modsætninger mellem by og land, voksne og børn, dreng og pige. Serien hiver ikke fat i tidens aktuelle politiske og propper ikke ungdommen ind i mediebelyste temaer. Den viser bare, hvordan livet kan være der, hvor så mange stadig bor.

Det er en misforståelse at tro, at unge menneskers liv altid er hektisk og kaotisk. Det er det ofte ikke. Det er derimod kedeligt og stillestående. I Bø står tiden omtrent stille. Dem, der vil tage sig en uddannelse, er taget til Oslo. De unge, der er tilbage i byen, har ingen interesse i at forlade den. I Bø er den store dag den dag, man bliver 18 år og får sit kørekort til en bil, man allerede længe har haft. Det er et afgørende standpunkt, serien har taget; den handler ikke om at komme væk, men om livet, der hvor man er. Her er ingen udtværet læbestift, ingen natklubber, designerstoffer, identitetsproblemer, seksuelle krænkelser. Her er derimod gammelt venskab, stationsburgere med ekstra ost, gaderæs fredag aften og et håb om, at kærligheden også er for dem, som blev tilbage. Det er et simpelt liv. Der lugter af benzin, og man skal bare lige rette på sin kasket. Lige indtil selv det mest simple liv alligevel bliver alt for svært. For det gør det for alle unge i hele verden. 

Serien følger et slæng bestående af lederen og føreren af den ikoniske Volvo 240, Glenn-Tore (kaldet GT), den eftertænksomme bedste ven Sivert på passagersædet, og bag i de to mest snakkende, den godmodige Nilsen med americana-opsmøg på de mørke jeans og Kim, den eneste som endnu ikke har fået sit kørekort og derfor altid må sidde bagi og forsyne de andre med energidrinks. På vejen hjem mødes de med autolakereren Hege i hendes grønne Golf, en drengepige, naturlig en del af slænget, men også hemmeligt forelsket i GT. Da Volvoen stopper på en sidevej, for at de kan få al energidrinken ud af systemet, finder vi ud af, at GT er blevet forladt af sin kæreste. Præstedatteren Ine vil til Oslo og læse til sygeplejerske. GT vil ikke med, og hun vil ikke blive. Kærlighedsbruddet bliver til trods for vennernes forsikring om, at det var det bedste for GT – ”I er alt for forskellige” - til en dyb sorg for GT. Enhver der har været ung, forelsket og forladt, føler med GT i hvert eneste af hans krampagtige mislykkede forsøg på at holde fast i en kærlighed, han havde. Kærlighedssorgen ødelægger ham. River ham i stykker. Kameraet bliver stående. Han har ingen steder at tage hen, og han har ingen at dele sorgen med. Modsat en motor, som man altid kan fikse, så kan kærlighedssorgen ikke lige sådan fikses, for hvad er det for en del, man skal skifte ud?

GT har kørt for længe uden eftersyn, og hans besættelse af at få Ine tilbage bliver til et sammenbrud fuld af konsekvenser. ”Du må lade hende gå,” siger GT’s faderlige chef på autoværkstedet i det sidste afsnit, og tårerne lægger sig i GT’s rødsprængte trætte sorgmodige hundeøjne. Det er en mesterlig scene. Ren poesi på et bilværksted. De så længe tilbageholdte tårer, som indtil nu kun kunne komme ud som aggression, triller endelig og langsomt ned af den unge mands kinder. Og spørgsmålet står skrevet på asfalten; kan GT lade Ine gå?

I Danmark har jeg aldrig boet længere væk fra Kongens Nytorv, end at det ville være spild af tid og penge at have en bil. Jeg går slet ikke op i biler. Jeg har heller aldrig boet i provinsen, ja, jeg kender ikke en eneste, som kommer fra provinsen. Men jeg har fået lyst til at få mig en gammel Volvo 240 og køre gennem marker og henover fjelde for at komme til Bø. Jeg er sikker på, at GT sidder og får sig en stationsburger med vennerne, med olie på hænderne. Jeg vil prøve at sige hej på norsk, tjekke olien og sparke lidt til dækkene. Bagefter vil jeg køre hjem igen til dér, hvor jeg hører til.

Benzin i blodet kan ses på dr.dk. Anmeldelsen her er lavet på baggrund af første sæson. Se traileren til serien nedenfor.