Er vi nødt til at underordne os sexismestrukturen?

ANMELDELSE: ’Nu taler jeg’ er et velplaceret indspark i diskussionen om sexisme og ligestilling i dagens Danmark. Men bogen ville stå endnu skarpere, hvis Rikke Viemose selv tænkte ud over de kasser, hun så brændende ønsker at gøre op med.

Rikke Viemose har skrevet et værk, der på mange områder afspejler og favner tidsånden. For i dag vil mange kvinder gerne frem i verden. Vi vil ses, høres, anerkendes og – ikke mindst – tages alvorligt. Ikke alene som kvinder, mødre og hustruer, men på lige fod med mændene. Og Viemoses kritik er klar: Selv om der formelt er ligestilling i Danmark, har vi lang vej igen, før vi kan tale om reel ligestilling mellem mænd og kvinder.

’Nu taler jeg’ er et både skarpt og velskrevet indspark i debatten om sexisme, (manglende) ligestilling og #MeToo, og trods et vist aldersspænd er det overordnet set svært for mig som ung kvinde ikke at sympatisere med forfatterens sag: For både de statistiske data og de personlige beretninger i bogen vidner om en kultur, der stadig på mange områder er mandsdomineret – og oftest på bekostning af kvinders muligheder. Som Viemose så rammende skriver: ”Manden er den kloge. Den rationelle. Den objektive. Mens vi kvinder ofte bliver reduceret til kroppe og set som piger, så er der en modsat bevægelse, der ophøjer mænds evner og intelligens”. Og lidt senere: ”… det at identificere sig som kvinde er det samme som at blive set som svag”.

Denne sidste sætning er tydeligvis mere end en akademisk påstand for Rikke Viemose. Det er en virkelighed, som hun tvinges til at erfare igen og igen livet igennem, og det giver hun et hav af gode eksempler på gennem bogen. Mænd taler hen over hovedet på hende eller taler ned til hende i diskussioner; som kvinde forventes hun at repræsentere de bløde værdier; det at være mand kan pr. automatik gøre en ansøger bedre kvalificeret til en stilling. Både hun og hendes datter har fra 13-års alderen været udsat for mænds tilråb på gaden, og hun fortæller om, hvordan det er at stå over for en mand, der tror, han har ret til ens krop, fordi han er mand.

Den virkelighed tror jeg, mange kvinder desværre vil kunne nikke genkendende til, også i min egen generation, også mig selv. Og det er den virkelighed, Viemose har fokus på, når hun gennem en blanding af statistikker og personlige erindringer belyser en syg kultur, som hun mener har hersket alt for længe, og som har gjort sexisme til en naturlig del af kvinders hverdag gennem generationer. Sexismen driver ned ad siderne i Rikke Viemoses bog, når hun beretter om at vokse op som kvinde på mandens præmisser og fortæller, hvordan det er at blive betragtet som udenforstående og sat i bås på baggrund af køn.

’Nu taler jeg’ er med andre ord en bog, der rammer lige ned i en aktuel debat, som vi som individer og samfund er nødt til at tage – og blive ved med at tage. Der er meget godt at sige om Rikke Viemoses opgør med dagligdagssexismen. Alligevel sidder jeg som læser tilbage med en følelse af, at bogen ikke når helt ud over rampen for mig. For selv om Viemose har formået at skrive en både velskreven og velovervejet bog med et stærkt budskab, kan jeg ikke undgå følelsen af, at sexismen primært betragtes fra én vinkel. Den er noget, der kommer udefra – oftest fra manden.

Dermed bliver sexisme og manglende ligestilling noget, der grundliggende udspiller sig uden for kvindens eget indre liv og verden. Sexisme fremstilles som ren struktur, og desuden som noget, der primært rammer kvinder, ikke mænd. Her savner jeg flere nuancer og vinkler på debatten.

For eksisterer sexismen kun uden for kvinden – eller er den også et indre fænomen, der udspiller sig i kvinden selv? Der, hvor bogen for mig at se bliver virkelig spændende, er de steder, hvor Rikke Viemose også tør sætte projektørlys på sit eget indre liv og spørge ind til sexismens plads i hende selv: Hvorfor hun ikke oftere tog ordet, når hun nu gerne ville; hvorfor hun ikke gik mere aktivt efter de stillinger, hun interesserede sig for; hvorfor hun gentagne gange ikke italesatte den uretfærdighed, hun oplevede, når mænd talte ned eller forbigik hende; hvorfor hun selv tænker grimt om sin egen krop?

Det sker kun i glimt. Som når Viemose opgiver sin egen drømme og karriereplaner til fordel for sin ungdomskæreste og skriver: ”Når jeg i dag ser tilbage på det, ligner det et mønster, for det er sådan, jeg har prioriteret: Kærligheden er altid kommet før karrieren. Det tror jeg er typisk for kvinder i min generation. Vi har lært, at familien er vigtigere end alt andet, og at det er vores ansvar, den fungerer”. Mønsteret gentager sig siden i forfatterens forhold til sin ægtefælle. Men kommer mønsteret kun udefra? Eller er det også taget ind og indlemmet i forfatterens eget selvbillede af, hvad det vil sige at være kvinde?

Sagt med andre ord: Har Viemose selv været med til at iklæde sig en rolle som hende, der ”kun” var den pæne pige, fordi hun oplevede det som en forventning? Har hun glemt at stå ved sin egen ukrænkelige værdighed? Den debat havde jeg gerne set meget mere til i bogen, især i de scener, hvor Viemose beskriver, hvordan mændene formår at markere sig, mens hun selv tier. Ikke fordi bogens øvrige indhold på nogen måde er irrelevant, eller fordi vi som kvinder bærer hele ansvaret for ligestilling eller sexisme selv, men fordi vi som mennesker kun kan tage udgangspunkt i os selv, når vi vil ændre noget: Vi kan kun begynde indefra og ud, med vores egen værdighed. Også hvis vi skal ændre et mandsdomineret samfund.

Mine spørgsmål udspringer af en ægte nysgerrighed. Jeg genkender strukturen, sexismen og kampen, som jeg klart også mener, der skal gøres noget aktivt ved; men jeg oplever ikke selv at være nødt til at underordne mig den. Måske fordi jeg er yngre, fordi jeg er privilegieblind, eller fordi jeg selv færdes forholdsvist ubesværet i en mere mandlig verden? Det kan jeg i hvert fald ikke afvise.

Rikke Viemoses bog taler et klart og tydeligt sprog: Der er stadig en god bid vej til reel ligestilling i Danmark, og det er dejligt, forfatteren tager bladet fra munden! Alligevel savner jeg i Viemoses mange personlige beretninger at mærke en større frimodighed, et livsmod og viljen til at stå ved sig selv og definere sig selv.

Noget af det mest påfaldende ved Rikke Viemoses betragtninger bliver dermed, at hun trods sit livslange opgør med samfundets kassetænkning igen og igen lader sig banke på plads i en bås – og til tider også formår at sætte sig selv i selvsamme bås. Og spørgsmålet melder sig, om vi kvinder ikke har et vist medansvar for at bidrage til opretholdelsen af den bås, som forfatteren kritiserer samfundet for at sætte os i? Har vi kvinder ikke også et personligt ansvar, ikke bare for at tale om sexisme og ligestilling, men også for at gå foran og kræve vores egen ret – vores egen værdighed – på lige fod med mændene? Selv der, hvor vi skal hånes for det? Eller er det bare sådan, det er, når vi mennesker sættes i bås for længe – vi lærer at tilpasse os rammerne?

Rikke Viemose har ret: Dette er en debat, vi må tage sammen.

Publiceret den 17.2. 2022

De synspunkter, der kommer til udtryk i anmeldelsen, står for skribentens egen regning og er ikke udtryk for folkekirkens holdning.