En blomstrende hybrid

ANMELDELSE: ’Rosarium’ er et vildt, stærkt og velskrevet eventyr, der fungerer allerbedst, når Charlotte Weitze ikke forfalder til klimamoralisme.

Hvis du er vild med dystopier, der ender i drømmevisioner om en menneskehed, hvor kønnet er ophævet og mennesket er blevet en blomstrende hybrid, krydset med en fortærende rose, og det hele er fint drysset med klimamoralisme, så er ’Rosarium’ lige en bog for dig. Mig efterlader den meget splittet, akkurat som jeg har det, når jeg har set en Lars von Trier-film. Jeg svinger mellem begejstret at give den fuld plade og så at synes, at den er for meget – urovækkende, allegorisk og bestialsk som von Triers univers.

Charlotte Weitzes ’Rosarium’ er et sammensurium af genrer. ”En vildtvoksende slægtsroman” står der på bagsiden af bogen. Og vild er den. Med en broget slægtslinje som udgangspunkt og en sjælden, kødædende rose, som slynger sig ind i mellem siderne og fortællingerne og sætter frø og river med sine farlige torne, bevæger den sig mellem flere genrer: eventyr, realisme, myte og videnskab. Den bevæger sig gennem tid og rum, over kontinenter, og til sidst ophæves det hele i en livsform, hvor menneske og natur er vokset sammen.

Romanen udfolder sig i tre dele. Den begynder i det 20. århundrede, i Polen på grænsen til Rusland, hvor en familie flygter fra en etnisk udrensning og ind i zarens jagtskov. Forældrene må efterlade børnene, en dreng og en pige, i en hul eg for at give dem en chance for at overleve. Der lever de af naturen, som de smelter sammen med og forplanter sig i: ”Søster sank ned i det sorte. Egerødderne trængte, trods deres høje alder, længere ned i jorden, og barkkroppen strammedes. Skovens lyde blev svagere, men insekterne sugede stadig videre af de to børns blod, indtil bror og søsters erindring om deres rigtige navne forsvandt sammen med deres forældres navne og alle dem, der havde boet i landsbyen”. Det hele sker i en glidende udvikling, man som læser tror fuldstændig på. Det er et eventyr a la Grimms, mørkt, faretruende, fantasifuldt og forunderligt. 

Zarens søn, der er lidenskabeligt optaget af biologi og planter, støder på pigen, der er blevet et forunderligt lille grønt skovvæsen, højgravid med sin brors barn. Han kan ikke få hende ud af tankerne og bringer hende til jagtslottet, hvor han både undersøger og plejer hende. Han har fundet en meget sjælden rose, som river og æder af ham, og den sætter han hos Søster. Herfra tager historien endnu en drejning. Søster flygter fra jagtslottet og bliver en hybrid mellem menneske og rose, og barnet, ja det smutter ud af hende og bliver fundet af en nonneorden. Når hybriden blomstrer, så dufter den så skønt, at folk valfarter til skoven. Den mætter de sultne maver.

I midterdelen følger vi biologen Johanne, der er vokset op som drengen Johannes med en iboende kønssplittelse, og i et langt brev – skrevet ombord på et skib på vej over Atlanten – nedfælder hun sine dybeste hemmeligheder til de tvillingedøtre, hun har ladet bag sig.

I tredje del er vi i nutiden, og Johanne flyttet ind i en nordamerikansk skov og har inviteret til 100-årsfejring, men da hendes aldrende døtre og et barnebarn dukker op, er hun pludselig forsvundet ind i skoven. Herefter følger en slags epilog om barnebarnet Fine i en slags drømmesyn, der overlader det til læseren at afgøre, om udfaldet er dystopisk eller utopisk, hvis mennesket må lære at forstå sig som en hybrid for at overleve på den lange bane.

En helt central forståelse af forholdet mellem natur og mennesker hos Charlotte Weitze, kommer til udtryk i et citat, som hun lader zarens søn gengive for sin gravide hustru. ”Botanikeren Friederich Siegmund Voigt siger, at planterne dannes i lyset, og dyr dannes i mørket.” Moralen synes at være, at planterne er lysets skabninger, og derfor gode, mens mennesket er mørkets, og derfor dyriske. Moralen får liv i historien, da pigen, som næsten udelukkende lever af det, skoven kan give hende af næring, til sidst kan leve af lyset ligesom planterne. Hendes bror, derimod, ifører sig hove og gevir for at kunne jage uden at skabe opmærksomhed. Han bliver et dyr i mørket.  Og her er også en kønskritik at spore …

Noget af det, som gjorde allermest indtryk på mig, er Weitzes naturbeskrivelser, som på raffineret vis er med til at sætte romanens stemning. For naturen er ikke bare natur, der kan betragtes og nydes som fritid, den er levende, den både tager og giver liv. En af de fineste beskrivelser, er da søster i romanens første del beskriver foråret. ”Om morgenen blusser skoven galdegul. Birken og hægen er vågnet og dufter af regn. Oppe i elmen, hvor de hejste hinden til vejrs, snerrer en flueflok om kødet. Nede er anemonerne foldet ud. Det er så let at trække vejret. Himmelen på jorden, hvide solpletter overalt! Forår, forår, forår, siger søster…” 

Eller da zarsønnen kører igennem jagtskoven, som på en gang tiltrækker ham og gør ham ængstelig: ”krøllede stammer hvilede op af de stadigt levende. Flyverøn og engelsød havde slået sig ned på de brede ege. Trækronerne var bidt af i hjortehøjde. Nogle steder var der mosklædte fordybninger i skovbunden, der kunne være dødishuller eller jordfaldshuller (…) Der var død, der var liv. Hvad var hvad, og hvad er man selv?

Og dette, hvad mennesket selv er i forhold til naturen, er et gennemgående tema, der snor sig gennem slægt og historie, som en vildtskydende rose. Men mennesket er den sidst tilkomne, naturen var der først, og selvom mennesket driver rovdrift på naturen, så vil det være naturen, der vinder, vender tilbage til det, vi kommer fra, og en rose kan opstå af sit eget støv. Det er der, håbet synes at være, bevægelsen fra dystopi til utopi. Som Weitze lader den gamle Johanne fortælle til barnebarnet Fine, som er grøn i huden og får energi fra solen: 

”planterne har potentiale til at udvikle sig til os med tiden, men kan vi blive dem? (….) Sommetider er jeg urolig for menneskene. Vi er intelligente, men måske er vi for intelligente? VI opfinder teknologier, der betyder at vi næsten ikke behøver at bevæge os, eller at vi nu har medicin mod de fleste sygdomme. Men i længden gør det menneskeheden svag, og det kan være et selvmål. Den måde vi indtager kloden på, gør, at vi ikke længere kan rulle tiden tilbage, hvis vi finder ud af, at vi gjorde noget dumt. (…) Måske er en kombination af menneskeegenskaber og planteegenskaber værd at foretrække, hvis man ellers kan ramme den rigtige blanding.”

Menneskets forhold til naturen fylder meget i litteraturen i øjeblikket, ligesom forholdet mellem menneske og maskine eller menneske og kunstig intelligens har haft en trend. Der synes at være en fornyet romantisering af den natur, som vi har fjernet os så meget fra, at vi kun forbruger den. Eller måske er det rigtigere at kalde det naturrealisme. Trenden går i retning af, at vi skal vende tilbage til naturen eller igen se os selv som mere end en forlængelse af naturen, altså en organismetænkning, eller ligefrem krydsninger som hos Weitze. Det er her, der er håb. 

Uanset om man læser bogen som en dystopi eller utopi, skriver Charlotte Weitze forrygende, og hendes stil er forfriskende i den flod af autofiktive værker, der kredser om det at være mand eller kvinde, om forholdet til ens mor eller far. Jeg blev fanget af fortællingen fra første side, selvom jeg sluttede med følelsen af, at den er for søgt. Slutningen bliver mærkeligt udvisket i forhold til de meget detaljerede passager først i bogen, men det er nok en pointe i sig selv. Charlotte Weitze er stærkest, når hun fortæller eventyr og undlader at flette klimamoraler ind i sine historier.

Publiceret den 7.1. 2021