Det onde ligger lige under overfladen
ANMELDELSE: Den moderne mand kan vælge mellem at være den eftergivende Bjørn eller den brutale Patrick, viser Christian Tafdrup i den fremragende gyser 'Speak No Evil’, der afslører begrænsningerne i tidens underudviklede manderoller. Og så lærer den os om det onde i os selv.
De fleste kan nok huske 00’ernes bølge af romantikbaskere. 'Den eneste ene', 'En kort en lang', 'Nikolaj og Julie', for at nævne nogle få. Deres tyngdepunkt var parforholdet, som blev båret af ’true love’. Selv Carrie fra 'Sex & The City' gik hen og giftede sig med Big. Det lignede næsten parforholdspropaganda, men da Magtens Korridorer slog igennem med sangen ’Lorteparforhold’ blev der smækket en ladeport op for kritik af den overbebyrdede kernefamiliekonstruktion.
Hvis man tager Von Triers 'Antichrist', Tafdrups egen 'En frygtelig kvinde og drysser lidt Strindberg, lidt gammeltestamentlig straf og pulveriseret skandinavisk mandeskvat hen over gryderetten får man 'Speak No Evil'. En kulsort satire over velfærdsægteskabets blodløse trummerum, der helt har taget livsgnisten ud af foretagendet.
Som mandligt publikum sidder man og tænker på, hvad man selv ville gøre. Ville man give efter som et afrettet mandeskvat, eller ville man iføre sig sin Zelenskyj-T-shirt og gå til stålet? Det lader til at være de to manderoller, den moderne mand har at vælge mellem.
Bjørn (som manden med spiddende ironi hedder) og Louise er gift, og de har deres datter Agnes med i Toscana, hvor de møder hollandske Patrick og Karin og deres søn Abel. Hjemme i Danmark modtager de et postkort med en invitation til at besøge Patrick og Karen. ’Hvad er det værste, der kan ske?’, lyder det henover bordet ved en intetsigende parmiddag, hvor Bjørn et øjeblik kigger længselsfuldt ud af vinduet med det obligatoriske glas vin i hånden, mens den anden mand siger et eller andet, der overdøves af ond strygermusik.
Af ren og skær høflighed tager de afsted, selvom de ikke har lyst. Som tiden går hos Patrick og Karin, begynder det hele at virke mere og mere ubehageligt. Bjørn og Louise finder sig i alle mulige små, upassende situationer, som de ikke kan få sig selv til at protestere mod. Patricks intimiderende facon får Bjørn til at smile mere og mere stift og udglattende, så man som publikum næsten får spændingshovedpine bare af at se på ham. Da de endelig får taget sig sammen til at køre væk, har Agnes glemt sin tøjkanin, og Bjørns selvrespekt står og falder nærmest med, at han får hentet den til sin datter. Patricks tilsyneladende sårethed over, at de bare er kørt, fylder Bjørn og Louise med tilpas megen skam til, at de bliver en dag mere. Det skulle de ikke have gjort. Herfra bliver ondt kun værre, indtil vi står overfor noget, der ligner Guds vrede, der hagler ned over det ynkværdige danske ægtepar.
Bjørn og Patrick er som nat og dag. Bjørn er udglattende, stift smilende og knapt nok til stede i sig selv. Man mistænker, at han har set de romantiske 00’er-film om ægteskabets lykke. Og Patrick er dyrisk og manipulerende, en alfa-han, der giver fanden i alle mellemmenneskelige konventioner. Det er de to poler, den moderne manderolle skifter mellem i disse år, og dem portrætterer Tafdrup på virtuos vis. Bjørn minder om Rasmus fra ’En frygtelig kvinde’ 10-15 år senere. Hvis bare Louise havde været mere som Marie, var det ikke gået så nederdrægtigt galt, som det gør.
Som mandligt publikum sidder man og tænker på, hvad man selv ville gøre. Ville man give efter som et afrettet mandeskvat, eller ville man iføre sig sin Zelenskyj-T-shirt og gå til stålet? Det lader til at være de to manderoller, den moderne mand har at vælge mellem. Manden er tydeligvis sakket bagud i sin udvikling gennem de sidste 40-50 år, hvor kvinderne har udviklet deres rolle og selvforståelse på imponerende vis, og står nu med valget mellem Bjørn og Patrick.
Filmen viser tydeligt, at det onde har aldeles frit spil i et eftergivende miljø. Den kan sagtens ses som et opråb om at kæmpe for alt, hvad man har – eller bør have – kært. Det er let nok at sidde i stilfærdige Danmark og strø om sig med ukrainske flag og rørt demonstrere sin tastaturheroisme, når det onde er på lang afstand, og det ikke forstyrrer hverdagen. Men Tafdrup peger på, at det onde ligger lige under overfladen. I den type parforholdsidealer, der æder sjæle op. I det brutale menneske. I det feje hjerte, der ofrer det, som man fortæller sig selv er det dyrebareste af alt. Tilbage står den ubodelige synd, der nedkalder Guds straf over det ynkelige menneske, der må indse, at det ikke længere har ret til at leve.
Som skandinavisk samfundssatirisk velfærdsgyser, hvor især manderollens poler føres ud i deres yderste konsekvens, er ’Speak No Evil’ en fascinerende sædeskildring En skæbnesvanger fortsættelse og udvikling af de temaer, som ’En frygtelig kvinde’ slog an. Og med lige så velskrevne og musikalske replikker, utroligt godt (under-)spillet af Morten Burian og Sidsel Siem Koch. Tafdrup viser igen, at han er en virtuos skildrer af parforholdsdynamikker. ’Speak No Evil’ er så skandinavisk en film, man kan forestille sig. En logisk fortsættelse af de sidste 100 års skandinaviske tænkning om ægteskabet, skylden og soningen for det uheroiske (mande-)liv, der længes efter skibskatastrofer og pludselig død.
Og som en film om skyld og straf og usynlige lænker af sprog og konventioner er den helt oppe i nærheden af noget, Lars Von Trier kunne have udtænkt. Især slutningen er bibelsk i sit format. Dér bliver den ganske enkelt fremragende.
Tør man se den? Jeg er ikke gyser-fan, men jeg kan godt lide, når der ikke kommer nogen frelsende engel og redder det hele. Hvis man kan tåle Von Trier og Jesu korsfæstelse, kan man godt gå ind og se den. Jeg er mere nervøs for alle dem, der nu vil flå nej-hatten ned fra hattehylden og lege hverdagshelte for ikke at blive den bamse, som Bjørn er.
Publiceret den 21.3. 2022
De synspunkter, der kommer til udtryk i anmeldelsen, står for skribentens egen regning og er ikke udtryk for folkekirkens holdning.
