Det er ikke volden, der har det sidste ord

ANMELDELSE: Lidelsen er et grundvilkår, vi helst ikke vil vide af. I sin fremragende debutroman 'Farskibet' ser Glenn Bech lidelsen i øjnene uden at glatte ud og gøre det onde godt, men også uden selvmedlidenhed. Han insisterer på at tage ansvar for sit liv og går i kødet på den ’giftige maskulinitet’, der udøves af både mænd og kvinder og ødelægger livet for andre.

Det var giftig maskulinitet, der ødelagde os og fortsat ville ødelægge livet, både for dig, mig og alle omkring os”, skriver Glenn Bech i en direkte henvendelse til sin døde far, der begik selvmord, da Glenn var fem år. Udsagnet efterfølges straks af spørgsmålet: Og hvad mester, har du så egentlig tænkt dig at gøre ved det? 

'Farskibet' er Glenn Bechs svar på det spørgsmål. Han har skrevet sig selv frem i en proces, han selv kalder ren djævleuddrivelse. Men hvad er giftig maskulinitet i det hele taget, og hvad stiller vi op med den?

'Farskibet' er først og fremmest en vanvittigt god bog. Den råber og skriger i store vasaler. Den glemmer punktummer og mellemrum og at gøre sætningerne færdige. Den bander og råber ”Rend mig i røven” til en medstuderende på forfatterskolen, der vover at sige at Glenns barndom er misundelsesværdigt godt materiale. På andre sider er bogen helt tavs, fordi det, der står på næste side, fylder mere, end man næsten kan holde ud: ”Min mor blev voldtaget for øjnene af mig” eller ”med dit selvmord slog du barnet, jeg lige havde været, ihjel”

Som læser får man fragmenter af hukommelse plantet i sig, gennem usammenhængende, undrende og spørgende sætningsstumper, der til tider er udfordrende. Glenn Bech sætter ikke sine barndomserindringer ind i et ordnet fortællende forløb for sin læser, hvor det ene naturligt følger af det andet, det lades op til læseren selv at samle stumperne. Der er uddrag af dialoger, ferievideoer og breve, og længere passager i poetisk form. Bogen er sat med mange forskellige typografier og opsætninger, så selvom den findes i lydbog i en god oplæsning, snyder man sig for en del af oplevelsen ved ikke at have den fysisk i hænderne.

'Farskibet' er dog mere end bare en god erindringsroman.  Den erfarede tragedie er ganske rigtigt godt materiale, men for den, der har gennemlevet tragedien, er et “Rend mig i røven” på plads, hvis den personlige ulykke gøres til underholdning. Bogen er nærmest et anti-volds-manifest, en “selvlivsbog”, som Glenn kalder den i et interview til DR. Den står fast på, at lidelse er i livet; det er et grundvilkår, uden at uddrage positive lektier ud af lidelsen, uden at undskylde den. Og det er sært befriende.

De mange fragmenter og stemmer i ’Farskibet’ samler sig til et billede af Glenns liv med sin mor, lillebror Rene og de tre mænd, der hver har sat deres spor i ham. Faren, Erik og Søren.

Søren er morens mand nr. 2 efter farens selvmord. Han taler også med gennem det meste af bogen. Man er ikke i tvivl om, når han hæver røsten, for det handler om øller og det ”fjalder” han synes Mor skylder, nu de skal på weekend, mens han prikker med tungen i siden af munden for at illudere et blowjob. Han er en mand, der ublufærdigt klør sig i skridtet, ”tømmer ryggen” og praler af det, og som altid skal fortælle, hvad alt har kostet. En primitiv og brovtende mand, der tager æren for, at drengene overhovedet er blevet til noget: ”For da ”jeg” kom ind i billedet, da I igen-igen havde været alene med mor, så gik den ikke længere, jeg tømte din skoletaske på gulvet, og så kunne jeg jo se, dine kladdehæfter var blanke men så, siger jeg dig, så blev der lavet matematik ved det store bord, kontakt afregning du, for Glenn? Du kunne jo ingenting, det var håååbløst hver aften,..”

Mor fastholder, at Søren var den, der hjalp dem videre i livet. Hun håber, Glenn og Rene vil kunne tænke det samme en dag. Glenn er bare nødt til at have vinterjakke på, når han skal give ham en krammer, for jo flere lag der er imellem dem, jo bedre.

Med den første mand, Erik, som Mor finder efter at Far har begået selvmord, er det endnu værre. Ham beskriver Glenn som den egentlige katastrofe: Hellere end at Far aldrig havde taget sit liv, ville jeg have ønsket mig, at det, der som det næste skulle vise sig at lande som et svin ved navn Erik ned over vores familie, især aldrig var sket.

Værre, end at Far kører ud i en skov og kvæler sig selv med udstødningsgas, er det for Glenn at leve fire år med en stedfar, der voldtager hans mor for øjnene af ham og slår hende, fordi hun hellere vil tage hans vrede på sig end risikere, at den går ud over drengene. Men det går ud over drengene, der lever i usikkerhed og frygt for, at han en skønne dag får slået deres mor ihjel.

De tre mænd i Glenns barndom er alle både ofre for og udøvere af det, han kalder giftig maskulinitet. Faren drikker og er ødelagt i sit selvværd. Erik beskrives som en mand, der tager, hvad han vil, uden hensyn til andres behov, lyst eller følelse. En uforudsigelig og voldelig mand, der reagerer med vrede, når han bliver sagt imod. Søren er ikke Erik, skriver Glenn, men deri ligger et underforstået “men”. Selvom Søren i glimt viser en ærlig interesse i Glenn, spørger ind til det kvarter, han bor i, og reparerer hans bagagebærer, er han stadig voldelig og tåler dårligt at blive sagt imod. Stadigvæk synes han, at sex med Mor er en ret, han har optjent, og ikke noget, der har med hendes lyst at gøre. Ikke uligt Erik, i øvrigt.

Men hvad har du tænkt dig at gøre ved det, Mester?

Ved at fjerne fortællingens undskyldende årsagssammenhænge, holder han hver enkelt ansvarlig for sine livsvalg. Det ville være enkelt at retfærdiggøre Glenns fars selvmord med en voldelig opvækst, Mors forkærlighed for alkoholiserede forkrøblede mænd med sin egen mors tidlige død og efterfølgende svigt og lillebror Renes angstanfald med stedfædrenes vold.

Farskibet afstår sig fra at komme med entydige og forsimplede svar på komplekse problemer og tager afstand fra opdeling i modsætninger i enhver afskygning. Derimod fastholdes lidelsen som et vilkår i verden, hver enkelt må forholde sig til, hvis ikke vi blindt skal reproducere den. Selv i døden er der liv, selv i lidelsen mulighed for at det menneskelige kan eksistere. Det giver mulighed for at vælge livet til, som han også skriver i en direkte henvendelse til sin Far:  “Volden du var blevet budt, men umiddelbart havde overlevet til volden du skulle vise dog også at komme til at byde dig selv- og altså endelig dø af … alt imens “Jeg?”... denne cyklus af alkoholiserede mænd, der hader sig selv og derfor alle omkring sig? … Den fucking dør med “mig”, Far, hvad end jeg selv får børn eller ej, så fucking sværger jeg på at”

Den maskulinitet, som bogen handler om, er desværre genkendelig for mange af os. I bogen ses den udøvet af både mænd og kvinder, og det afspejler givetvis virkeligheden, selvom mænd står for langt størstedelen af den vold, der udøves i hjemmet. Det er et samfundsproblem, for det lægger livet øde for dem, der lever i volden, og det gælder både krænkere og ofre. Der er ikke altid en mening med det, der sker, men lidelse og meningsløshed er aldrig det eneste der er. Det her med at affinde sig med meningsfuldhedens iboende meningsløshed…Ikke at forveksle med resignation Som at komme videre og forblive i smerte tilladende det menneskelige i én at være der. Give rum for, at det menneskelige, er at fastholde en tro på mulighed og kærlighed.

Og det er måske der, hvor bogen er allerbedst. Den sætter sin læser fri til ikke at dømme og ikke kun forarges eller synke hen i medlidenhed. Forfatteren er så langt fra at være offer, man kan komme, fordi han ser alle dæmonerne i øjnene, og vi får lov til at se med. Sproget er på en gang det der kalder lidelsen frem i ham, og det der genopliver ham, når han sætter ord på kærlighed til livet, til sin far, sin mor, sin bror og det er ikke volden men kærlighed, der har det sidste ord.

"Jeg har aldrig glædet mig til at sætte mig ind foran computeren," siger Glenn Bech. "Det har mere været præget af uddrivelse."