De magiske tv-venner

ANMELDELSE: Friends: The Reunion tager os down memory lane og lader os genbesøge en anden tid. Og nostalgiens potentiale skal man ikke tage fejl af.

Der er altid en fare ved at genbesøge et elsket sted. Hvem har ikke prøvet at vende tilbage til barndommens magiske landskab, blot for at konstatere, at magien er væk; at nogen har fældet træet, hvor man sad og gyngede. Eller at øllen i studenterbaren ikke længere smagte lige så frisk og læskende, som den gjorde for tyve år siden efter en eksamen. Det kræver Indøvelse for alvor at præstere en Gjentagelse, som Kierkegaard ville have sagt.

Og problemet er måske ikke stedet. Men at der er indtruffet en ny tid. En ny ramme.

Det er mange år siden, jeg har set Venner. Faktisk ikke siden serien sluttede i 2004 ­– på trods af dvd-bokse og streamingtjenster. Men serien var fast bestanddel af mit liv fra midten af 90’erne – og til vi slap hinanden, mine Venner og jeg, ved seriens afslutning.

Netop fordi serien var så personlig og magisk for mig, var jeg lettere bekymret, da jeg satte mig for at se Friends: The Reunion, som HBO Nordic udsendte den 27. maj. Ville det ødelægge oplevelsen, ville magien gå af serien? Ville gentagelsen gentage oplevelsen eller skade den? Men på samme måde, som jeg har jeg gjort alt, hvad jeg kunne for at komme til med til reunion med mine gamle gymnasievenner – så var det ikke til diskussion, om jeg skulle se den eller ej.

Producenterne har viselig valgt ikke at lave et nyt afsnit af serien. Godt nok har mange af os spekuleret over, hvordan det så gik seriens seks venner, men nogle spørgsmål fortjener at forblive ubesvaret. Historien har været afsluttet i næsten to årtier, og en videreførelse ville uvægerligt få noget påklistret over sig.

I stedet ser man James Corden, værten fra The Late Late Show, sidde med de seks centrale skuespillere i den velkendte orange sofa i foran det legendariske springvand. Uh, hvem ville ikke gerne sidde der? Det er tydeligt at se, at de er lidt akavede og anspændte ved situationen, men hurtigt bliver der løsnet op, og de genfinder deres gamle roller og deres gode kemi, som hele vejen igennem serien, var tydelig for os på den anden side af skærmen, og som var med til at levere nogle fantastiske skuespilpræstationer. Det fremhæver de i øvrigt også selv: De blev hurtigt venner på settet.

James Corden guider os gennem turen down memory lane med samtaler mellem de seks centrale skuespillere, med besøg på det scene-set, hvori det hele er optaget, og med rundvisninger i seriens betydning både for velkendte birolleskuespillere og andre gæstestjerner (cliffhanger: Nye kommer forbi!) og for mennesker på tværs af kloden. For Venner er et globalt fænomen, det har været en gigantisk verdensomspændende succes. Og det er jo interessant nok, men for mig er det ligegyldigt, at serien har været vist i 130 lande, og at den i alt er blevet set af 100 milliarder, for de var også (og især, synes jeg jo) mine venner.

Venner var de, Friends. Venner man altid kunne regne med. Jeg har haft hjertesorg sammen med Rachel, skreget ”I know” med Monika, fyret dårlige jokes af med Chandler, spist sandwich med Joey, sunget Smelly Cat med Phoebe og nørdet igennem med Ross. Det betød egentlig ikke så meget, at de var bag en skærm, jeg var inviteret med ind i deres liv og lod dem komme ind i mit – måske fordi jeg hele tiden genkendte mit liv i deres. Og så kunne jeg sagtens abstrahere fra det usandsynlige ved sådan en lækker ungdomslejlighed midt i New York, eller ved at der altid var plads ledig til vennerne i sofaen på kaffebaren Central Perk. Jeg drømte om dem om natten og levede med dem om dagen. Jeg var lige flyttet hjemmefra, og det var grundlæggende de samme problematikker, jeg selv stod med: venner, (studie)job, og ikke mindst kærligheden. Ville jeg nogensinde finde min sjælehummer?

Rachel og Ross' kærlighedshistorie var måske den vigtige historier gennem serien – også for mig. Hvornår ville det gå op for dem, det vi som seere så åbenlyst kunne se, at de var meant to be? (Og hvis man som jeg altid har haft et blødt hjerte for den historie, så – nej, se nu den reuinon i stedet. Ingen spoilere her!).

Hvorfor håbede vi sådan på deres vegne, når vi godt vidste, at deres skæbne var i hænderne på manuskriptforfatterne? Det gjorde vi fordi, vi forstod deres liv. Vi forstod, hvordan det var med den dårlige timing, den dumme liste, de dumme misforståelser, som ingen skulle opdage, og som alle så alligevel opdagede.

Der blev afbilledet så mange akavede og pinlige situationer, og det gjorde ikke mindre ondt, at det ramte ned i de sårbare år, hvor man forsøgte at finde fodfæste i sit eget liv. Selvom det er karikeret, så rummer Ross og Rachel og alle de andre – sider af én selv eller af éns egne venner.

Måske troede vi, at når vi var flyttet hjemmefra, så fik vi tabula rasa og kunne begynde på en frisk, men når selv karakterne i Venner på trods af ufatteligt lækkert hår og newyorker-smartness blev konfronteret med deres fortids dumme valg eller dysfunktionelle familierelationer, så kunne ingen sige sig fri. Der er ikke noget quickfix i livet, og sådan er det heller ikke i Venner; jeg oplevede mig genkendt og forstået. Samtidig blev replikkerne afleveret med humor og nerve – i sådan en grad, at de hos flere af mine jævnaldrende venner er blevet et sideløbende lydspor og referenceramme. Det var let, det var sjovt, men det var også sandt, og det var et sted, hvor man godt kunne flygte hen i 22 minutter.

Udover at komme behind the scenes (det er altid lidt skræmmende at se en kulisse som en kulisse), så får vi også indblik i castingprocessen via seriens tilrettelæggere, Kaufmann, Bright og Crane. Hvem kan i det hele taget forestille sig, at Monica og Rachel oprindeligt var castet til hinandens roller? Vi bliver også inddraget i manuskripttilblivelsen, og er der noget, som Venner virkelig har været eminente til, så har det at været at skabe cliffhangers i sæsonens finaleafsnit.

Hvem husker ikke Rachel og Ross’ Las Vegasbryllup i en kæmpebrandert, eller Rachels positive graviditetstest, der bliver afsløret til et bryllup, uden vi ved hvem faren er? Eller én af mine personlige favoritter: Da Monica vågner op i Chandlers seng i London (i selvsamme afsnit, hvor Ross siger det forkerte navn ved alteret).

Manuskriptforfatterne afslører, at da livepublikummet reagerer helt overvældende, beslutter de sig for at forholdet måske skal have en ekstra chance, og derfor ender Monica og Chandler med at blive gift og få tvillinger.

Omkring sæson 7 bliver serien mere træt, og jeg var selv ved at blive hægtet af, da Rachel pludselig skulle være kærester med Joey, men så igen – hvem har ikke prøvet at se ud over sin vennekreds og undersøgt de sidste muligheder, måske blot for at konstatere, at det nok ikke alligevel var den vej, man skulle gå. Og måske er det også derfor, Venner fungerer så godt. Efter ti sæsoner slutter den rent faktisk uanset den kommercielle succes.                   

Alting har en tid – også tiden som single i storbyen. Den selvvalgte familie, som har stået last og brast igennem kærestebrud, karriereovervejelser, træder i baggrunden, og en ny voksenvirkelighed viser sig. Tiden er ikke længere et frit rum men belægges med forpligtelser i flertallet af døgnets timer. Man bliver en anden, lever i en ny slags tid og inden for en ny ramme.            

CNN’s anmelder kalder Friends: The Reunion for nostalgisk, men nostalgi, forstået som muligheden for at genbesøge og genoverveje fortiden, skal ikke undervurderes. Man kan ikke gentage en oplevelse, men man kan opleve det samme på en ny måde, hvor man reflekterer over sin første, umiddelbare oplevelse og dermed på en måde gentager den. Og efter Friends Reunion har jeg lige set en sæson Venner igen. Og pludselig fandt mig selv skrigende af grin. Ikke en tom hul latter, men et dybt grin, der tog fortidens forløsende latter med.

Jeg skal (heldigvis) ikke gennemleve min studietid, men jeg kan glæde mig over, at jeg hurtigt kan finde genfinde magien med mine tv-venner – de er stadig mine venner, en tryg tidslomme, en blivende ramme. Nogle gange er barndommens træ intakt og skønt, selvom man ikke længere kravler op i det

- Og så kan jeg triumferende råbe mit bedrevidende Monicaråb ”I know!”, næste gang jeg har så ret i noget.