Børnefamilier er fulde af konflikter – og det er okay

ANMELDELSE: Sofie Münster har med bogen ”Den bedste start på livet” skrevet en godt og brugbar bog for enhver, som befinder sig i den undtagelsestilstand, som livet i en småbørnsfamilie indimellem kan føles som.

Egentlig havde jeg ikke tid til at anmelde en bog, da den indbydende og douchefarvede sag landede i min postkasse. Rundt om mig løb to skrigende børn, og en tredje kørte hurtigt forbi på en lyserød plastikbil, som han vist havde stjålet fra den ene af de to andre. Men måske netop derfor blev jeg hurtigt suget ind i den seneste udgivelse af Sofie Münster, forfatter og børne- og forældreekspert fra TV 2’s Go morgen Danmark.

Ved min første bladring af bogen bed jeg nemlig mærke i en undersøgelse, Münster referer. Den viser, at der i en almindelig børnefamilie opstår milde til moderate uoverensstemmelser hvert tredje minut og store sammenstød op til tre gange i timen. Det varslede til at blive interessant læsning! Dagligt spørger jeg mig selv om, hvorfor vores familie igen og igen bryder sammen i skrig, spark og hårtotter, som bogstavelig talt flås ud? Så mange konflikter, som der udspiller sig hjemme hos os – det kan da ikke være normalt?

Tilsyneladende jo.

Sofie Münster skriver om de mange konflikter, at vi skal stoppe med at se dem som en slags fejltilstande, men i stedet som en helt naturlig del af livet. Det er umuligt og slet ikke ønskeligt at leve permanent i sync med barnet. I stedet skal vi vise barnet, at vi igen og igen kommer videre sammen, så barnet lærer at relationen er langtidsholdbar. Og nøglen til at opnå sådan en relation er den såkaldte ”tilknytningsbaserede opdragelse.”

Det er nye toner ind i en tid, hvor vi ellers jager det perfekte. Hvor vi forældre googler selv de mindste detaljer og render til den ene aktivitet efter den anden for at stimulere og aktivere. Sofie Münster begynder da også bogen med at søsætte et værdiskifte i opdragelsen under overskrifter som ”Du behøver ikke være pædagogisk,” ”Du behøver ikke være flov, når dine børn græder”, ”Du behøver ikke gøre dit barn glad igen” og nok så vigtigt ”Du behøver ikke have en god forklaring på alt”.

Undervejs i min læsning forsøgte jeg at placere Sofie Münster i en af de to grundlæggende kasser, når det kommer til børneopdragelse: Var hun mon til ”kæft, trit og retning” eller ”blødsøden rundkredspædagogik”? Men som bogen skred frem, overbeviste Münster mig om, at den tilknytningsbaserede opdragelse ikke er nogen af delene. Den tilknytningsbaserede opdragelse er ifølge Münster den første opdragelsesmetode, som ikke nødvendigvis søger harmoni, for sådan er et rigtigt liv ikke. Det svinger. Det går op, og det går ned. Og det skal vi turde vise vores børn.

Det giver jo egentlig ret god mening at se det på den måde. Som præst burde jeg om nogen vide det. Tit har jeg til en bisættelse læst fra den del af Bibelen, som hedder Prædikerens Bog: ”Alting har en tid, for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt. En tid til at fødes, en tid til at dø… En tid til at græde, en tid til at le … En tid til at holde klage, en tid til at danse.”

Sådan er livet. Også i en børnefamilie. En tid til sammenbrud i supermarkeder og en tid til harmoniske fredagsaftner med Disney Sjov. Det er alt sammen, som det skal være. Bare fordi man har fået børn, så betyder det ikke, at en særegen og grundlæggende harmoni indfinder sig. Måske snarere tværtimod.

Men hvad skal vi så gøre, når konflikterne opstår? Sofie Münster giver ikke en klokkeklar opskrift, men kommer med bunkevis af relaterbare og erfaringsnære hverdagseksempler, som hun lader udspille sig forskelligt, alt efter hvordan man nu griber situationen an. Tilsammen er de en guldgrube og hjælper med gode replikker og løsningsmodeller til fri afbenyttelse i tilspidsede situationer. Eventuelt kan den travle læser nøjes med bare at orientere sig på det, mine børn politisk ukorrekt ville kalde de ”hudfarvede sider”, hvor der findes nyttige og overskuelige lister med konkrete, praktiske råd.

Afsættet for ”den tilknytningsbaserede opdragelse” er, at mennesket helt fra dets fødsel er et socialt væsen. Det kan man eksempelvis se ved psykologiske forsøg med abeunger og to kunstige abemødre lavet af hønsenet. Børn er sociale før alt andet, og relationen til forældrene er det første, de er optaget af: Smiler jeg, så smiler far. Græder jeg, så trøster mor og så videre. Faktisk er de mere optaget af omsorg og kærlighed end af at få mad. Og menneskeheden har kun overlevet ved at leve i fællesskaber med hinanden. Derfor er det forældrenes vigtigste opgave at skabe en stærk relation til barnet, som kan danne udgangspunkt for hele det større fællesskab, som det på længere sigt skal indgå i.

Nøjagtigt det samme grundsynspunkt har kristendommen på, hvad et menneske er. Noget af det væsentligste, der er at sige om os, er, at vi er skabt til at være i fællesskaber. Det hører vi allerede i skabelsesberetningen: at det ikke er godt for Adam at være alene. Derfor skaber Gud Eva. Vi er tilknytningsbaserede væsner!

Bibelen og det psykologiske abeeksperiment når altså frem til det samme. Men kristendommen tilbyder en trøst, når det alligevel går galt med relationen. For det gør det jo som bekendt meget hurtigt i relationen mellem de to første mennesker.

Her er noget, jeg savner i Sofie Münsters bog – for hvad er det nu, jeg stiller op med mig selv, når jeg famler mig frem, mister besindelsen og ikke aner hvad jeg skal stille op, når den mellemste igen har stjålet den lyserøde plastikbil? Der er bestemt en trøst i, at det står lige så slemt til andre steder, men jeg tror nu også, at vi har brug for noget større at støtte os til. Men det ligger vist udenfor bogens anliggende.