Fortsæt til hovedindholdet

Ses vi igen?

I Det nye Testamente står der, at vi ved troen har evigt liv, og at kærligheden er det største af alt. Kærligheden overvinder alt.

At kærligheden er det største i livet, mærker vi ofte, når vi mister. Kærligheden forsvinder ikke med den døde. Den bliver hos os som sorg.

Guds rige og det evige liv

Bibelen fortæller, at mange spurgte Jesus, hvordan de skulle forstå talen om evigt liv og Guds rige. De gjorde sig forskellige forestillinger, ligesom vi også ofte gør. Jesus svarede ved at sige, at han selv er det evige liv. Han sagde, at Guds rige både er her i dette liv og i livet efter døden.

I vores jordiske liv med hinanden er Guds rige der, hvor vi elsker hinanden. Men Jesus talte også om Guds rige som et sted eller en tid, der følger efter døden. Hvor Guds kærlighed fylder alt i alle.

Jesus talte også om opstandelse; men ikke med konkrete anvisninger på hvordan, det finder sted. Vi har mange udtryk, vi bruger om opstandelsen: I himlen, i Guds hænder, i de evige boliger, i lys. Bibelen og Salmebogen giver os håb og billeder på det, vi tror.

Læs også: Døden og det evige liv