En kirkelig begravelse eller bisættelse er et afskedsritual og en højtidelighed, hvor de pårørende tager afsked med det familiemedlem eller den ven, som er død.
Den grundlæggende forskel på de to ritualer er, at en begravelse afsluttes ved, at kisten bliver sænket i jorden mens en bisættelse afsluttes ved, at kisten bliver kørt til krematoriet.
Ritualet ved bisættelse
Organisten indleder bisættelsen ved at spille et musikstykke mens gæsterne kan samle tankerne. Herefter synger man en salme inden præsten hilser alle i kirken fra alteret.
Ved alteret beder præsten en bøn og læser en tekst fra Bibelen, og derefter synger man en salme mere. De pårørende er selv med til at vælge hvilke salmer, der skal synges ved bisættelsen.
Efter den anden salme holder præsten en tale for den afdøde. Det foregår enten ved kisten eller fra prædikestolen. Talen kan både handle om den afdødes liv og om det kristne håb om opstandelsen.
Præstens tale kan tage udgangspunkt i samtalen med de pårørende.
Jordpåkastelse i kirken
Efter talen og endnu en salme foregår jordpåkastelsen. Præsten kaster jord på kisten tre gange med ordene: af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jorden skal du igen opstå. Præsten lyser velsignelsen og man beder fadervor sammen.
Afsked ved rustvognen
Efter jordpåkastelsen synger man en salme inden kisten bliver båret ud til rustvognen, som venter udenfor kirken. Det er ofte nære pårørende til den afdøde, som bærer kisten. Resten af gæsterne ved bisættelsen følger efter kisten i stilhed og tager afsked med kisten ved rustvognen. Imens slår kirkeklokken ni bedeslag.
Flaget er altid på halv ved en bisættelse eller en begravelse.
En bisættelse afsluttes ved at rustvognen kører væk med kisten, men modsat begravelsen har den endnu en afslutning den dag, hvor urnen kan sænkes i graven.
Variationer af ritualet
Ritualet til en bisættelse findes både i en kortere og en længere form afhængig af antallet af læsninger og salmer. De pårørende aftaler dette med præsten.
