Vi ved, at ethvert menneske fødes og dør. Det er vores fælles grundvilkår og forudsætningen for det, vi kalder jordisk. Vi ser det ske i naturen hver dag: Noget må dø, for at nyt liv kan spire frem.
En begravelse i kirken handler også om det grundvilkår, at ethvert menneske fødes og dør, og på den måde indgår i en slægt. Alle, der er samlet i kirken, er fælles om at kende afdødes historie. Derfor tales der også om ham eller hende ved begravelsen.
Med ritualet i kirken bliver det enkelte menneskes fortælling sat ind i en større fortælling. En fortælling, der ikke alene handler om det, vi ved, men også om det vi tror og håber på.
Historien om Jesus handler om, at Gud blev et menneske som os. Han blev født, han led og han døde. Men sådan endte det ikke. Jesus opstod af graven og gav os håbet om, at det samme vil ske for os. Vi er ikke bare jordiske og kødelige mennesker, vi har også fået Guds Ånd. Derfor kan vi tro og håbe over al forstand.
Begravelsesritualet minder os om det løfte, vi modtog, da vi blev døbt: Gud er med os i livet, i døden og i det evige liv.
Læs også: Døden og det evige liv