Fortsæt til hovedindholdet

Tekster, der trøster

Her kan du læse bibeltekster og salmevers, som ofte læses eller synges i kirken til en begravelse. De handler om sorg, håb, død, opstandelse og Guds trofasthed. 

Fra Bibelen


Salme 23, 1-4

Herren er min hyrde, 
jeg lider ingen nød,
han lader mig ligge i grønne enge,
han leder mig til det stille vand.

Selv om jeg går i mørkets dal,
frygter jeg intet ondt,
for du er hos mig,
din stok og din stav er min trøst.

Salme 121, 1-2; 7-8

Jeg løfter mine øjne mod bjergene,
hvorfra kommer min hjælp?
Min hjælp kommer fra Herren,
himlens og jordens skaber.

Herren bevare dig mod alt ondt,
han bevare dit liv.
Herren bevare din udgang og din indgang
fra nu af og til evig tid.

Esajas 49, 15

Glemmer en kvinde sit diende barn

Glemmer en mor det barn, hun fødte?

Selv om de skulle glemme,
glemmer jeg ikke dig.

Johannesevangeliet 14, 1-2

Jeres hjerte må ikke forfærdes! 
Tro på Gud, og tro på mig! 
I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer?

Romerbrevet 8, 38-39

For jeg er vis på, 
at hverken død eller liv 
eller engle eller magter 
eller noget nuværende 
eller noget kommende eller kræfter 
eller noget i det høje eller i det dybe 
eller nogen anden skabning 
kan skille os fra Guds kærlighed
i Kristus Jesus, vor Herre.

Johannes åbenbaring 21, 4-5

Han vil tørre hver tåre af deres øjne,
og døden skal ikke være mere,
ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.

Thi det, der var før, er forsvundet.
Og han, der sidder på tronen, sagde: »Se, jeg gør alting nyt!«

Fra Salmebogen


Vi takker dig for livet

Så vær hos os i sorgen,
og lad det under ske,
at vi din påskemorgen
må gennem skyen se.

da takker vi for livet,
vor Fader, og vi tror:
de døde du har givet
en fremtid i dit ord.

K. L. Aastrup
Salmebogen nr. 549 v. 7-8


Nu har du taget fra os

Så lad kun sorgen synge,
få luft for al sin klage,
og lad kun savnet tynge,
din godhed blir tilbage.
Du gir os nye kræfter.
Du knytter nye tråde.
Og hvad der sker derefter,
må komme af din nåde.

Holger Lissner
Salmebogen nr. 552 v. 5


Lær mig, o skov at visne

Du, som fra skyen smiler hist,
min Herre, frelser, Jesus Krist,
lær mig at tvinge sorgen
Sving for mig håbets grønne flag,
langfredag var en bitter dag,
men skøn var påskemorgen.

Adam Oehlenschläger
Salmebogen nr. 537 v. 4