'Sorgen er et landskab, vi skal vandre i - ikke en tunnel, vi skal igennem'

Vi trænger til at gøre op med gamle forståelser og individualisering af sorg. Det mener hospicepræst Ole Raakjær, som har arbejdet med sorg i et kvart århundrede.

Ole Raakjær er hospicepræst og har arbejdet med sorg i flere årtier. Han mener, at der er noget essentielt galt med vores sorgkultur.

- Vi har en tendens til at individualisere sorgen og gøre det til den enkeltes problem. Det er et psykologisk problem, og det er noget, den enkelte har inde i sig selv. Det kan være meget isolerende og meget byrdefuldt for den sørgende, siger han.

Men ifølge hospicepræsten, som også har ledet sorggrupper og forsket i sorg, er det afgørende, at sorgen bliver hevet ud af den individuelle forståelse. For sorg er noget, der er imellem os mennesker. Og en af de mest sejlivede myter om sorg er, at det er noget vi – selv – skal gå igennem, for at komme helede ud på den anden side. At der er en proces og nogle bokse, vi kan tjekke af løbende.

Sorgens landskab

- Ifølge gamle teorier skal man konfrontere sig med de svære følelser, og når man har gjort det på den rigtige måde, kommer man ud på den anden side og er lige så god som ny. Og man har lagt et menneske bag sig, som man har mistet. Men sorgen er ikke en tunnel. Sorgen er et landskab, man skal vandre i. Det er ikke noget, man bliver færdig med, siger Ole Raakjær.

Den gamle sorgforståelse kommer nemlig til at spænde ben for den måde, vi omgås den sørgende. I stedet for at fokusere på at komme videre og kappe båndet til den døde, er det tværtimod vigtigt at holde liv i den døde, mener Ole Raakjær. Ved at tale om den døde.

- Mange sørgende oplever, at det er hjælpsomt at tale om den, man har mistet. Man kommer til at mærke, at det er forfærdeligt, at han ikke er her mere, men det er jo fordi, han har været en vigtig del af ens liv, siger han.

- Hvis de mennesker, vi har omkring os, forhindrer os i at fortælle eller ser den anden vej eller lader som ingenting, forhindrer de den sørgende i at mærke det værdifulde, man har fået.

En sejlivet kultur

Johannes Møllehave sagde meget poetisk, at sorg er den pris, vi betaler for at have elsket. Og det giver jo umiddelbart god mening. Men for det senmoderne menneske er den ellers indlysende sammenhæng svær at sluge. For hvordan sætter man pris på sorg? Eller kærlighed for den sags skyld?

Den problemstilling er der mange sørgende, der går og tumler med. Som hospicepræst er Ole Raakjær igen og igen blevet opsøgt af pårørende, der gerne vil have hjælp til at komme igennem sorgen. Pårørende, der er bekymrede over, om de nu har 'grædt nok' eller 'talt nok' eller 'åbnet nok op'. Og ikke mindst pårørende, der er udmattede og ensomme i sorgen, fordi de stadig ikke er kommet igennem den. Sorgen.

- Når der er gået et år eller to, har omverdenen en forståelse af, at man skal være kommet videre. Ellers har man ikke gjort sit sorgarbejde godt nok, siger Ole Raakjær.

Denne sorgkultur har været dominerende i det 20. århundrede, hvor flere teorier inden for psykologien gik ud på, at der er opgaver, der skal løses og faser, der skal gennemleves for at blive fri af sorgen. Og så komme videre. Teorier, som forskningen for længst har taget et opgør med, men som vi mennesker stadig griber efter, når sorgen rammer.

- Jeg møder tit mennesker, som bruger de gamle forestillinger til at bedømme sig selv og sin egen sorg med. Forståelsen lever stadig i bedste velgående iblandt os, siger Ole Raakjær, der har arbejdet med mennesker i sorg i 25 år.

- Og min erfaring er, at mange mennesker stadig bliver udsat for den.

Ikke et problem, men en byrde 

En døende kvinde på hospice betroede sig engang til Ole Raakjær og sagde, at det værste var, at hun kom til at gøre sine børn kede af det ved at dø. Dertil svarede præsten, at det værste da ville være, hvis de var ligeglade med, at hun skulle dø.

- Det er et interessant eksempel på, at vi endelig ikke må gøre hinanden kede af det. Men sorgen er jo udtryk for noget værdifuldt. Det er en påmindelse om, at den, vi mister, ikke er ligegyldig, at tilværelsen ikke er ligegyldig. Det siger jeg ikke for at underminere, hvor svært det er at sørge – men for at sætte fokus på, at sorg ikke er et problem, vi skal løse, men en byrde, der skal bæres, siger Ole Raakjær.

- Der er noget indsnævrende i at tænke, at det er noget, vi skal snakke med en psykolog om og løse i stedet for at snakke med hinanden. Når vi snakker om og fortæller historier om den afdøde, kommer vi til at mærke, at sorgen er også prisen, vi betaler for, at et menneske har været vigtigt for os. 

Sorgen provokerer os – for den kan ikke løses

Når der i gamle dage skete noget svært, bøjede man hovederne og sagde: 'Sådan skulle det nok være'.

I dag siger vi: 'Det kan ikke passe!'

Dét er ifølge hospicepræst Ole Raakjær en af forklaringerne på, hvorfor vi selv i 'sorgens århundrede', hvor vi bombarderes med fortællinger om sorg og død i film, tv, podcasts og på de sociale medier, stadig har svært ved at sluge sorgen, når vi ser den direkte i øjnene.

- Det at være magtesløs er måske den ultimative udfordring for os senmoderne mennesker. Vi lever i en kultur, hvor vi gerne vil løse problemerne, fikse tingene, komme videre og udvikle os, siger han.

- Der er noget dybt provokerende i sorgen, for den kan man ikke løse. Uanset hvad man gør, er han død. Vi kan ikke bruge de samme strategier, som vi har fået ind med modermælken i vores kultur: at du kan få magten, hvis du vil.

Sorg bliver ikke mindre, men den sørgende vokser

Selvom vi ikke er herre over vores liv, kan man stadig gøre mere plads til sorgen på en god måde. Ole Raakjær mener, at der før i tiden var en større accept af, at livet er svært. Og en større tålmodighed med livet:

- Vi har i dag utrolig svært ved at holde ud, at ting tager tid. Det er ikke sorgen, der forandrer sig, det er den sørgende. Med tiden bliver sorgen ikke lillebitte, hvis man er en dygtig sørger. Sorgen forbliver samme størrelse, men den sørgende selv vokser, så man får plads til andet og mere i sit liv. Man skal tegne et helt nyt kort over sit liv, når man mister. Det tager tid.

Vi har alle et ansvar

Skal vi for alvor rykke noget, så kræver det, at vi - du og jeg og os alle sammen - tager ansvar, siger hospicepræsten.

- Der er nogen, der er nødt til at tage mod til sig og ikke være så bange for at spørge. Og huske, at når den sørgende bliver ked af det, er det ikke fordi, jeg spørger, men fordi hun har mistet, siger han.

- Vi bærer noget af den sørgendes sorg i vores hænder. Vi kan både give rum og tilladelse til sorgen, men vi kan også tage sorgen fra den enkelte ved at blive bange for at sige noget forkert og slet ingenting sige eller gøre.

Derfor er hospicepræstens vigtigste råd at have mod til at spørge - og lige så vigtigt at have tålmodighed til at lytte og tale med om den døde.

- Når du har fokus på den, du har mistet, kommer du også til at mærke, at du ikke kun er en, der har mistet – du er også en, der har fået. Det betyder ikke, at sorgen blive mindre, men den bliver placeret det rigtige sted. Den bliver placeret i byrdekassen, og vi skal skelne mellem problemer og byrder: Problemer kan løses, byrder skal bæres. Sorg er en byrde, og byrder er tunge, og vi kan ikke tage dem fra hinanden. Men det gør en forskel at lægge øre til byrden.