Hvad stiller man op med sig selv, når man har lagt sin mand i graven? Julie Rubow troede, at hun efter et halvt år kunne vende tilbage til livet og starte forfra. Sådan gik det ikke. For sorg kan man ikke fikse, siger hun, og det skal man heller ikke.

Bjørn ligger begravet et sted, som kun de allernærmeste kender til. Her er højt til himmelen, næsten uendelige vidder, og hun går stadig af og til derhen for at tage en snak med ham. Den ægtemand, som hun stykke for stykke mistede til demenssygdommen Alzheimers, indtil han døde i 2019. 53 år gammel.

Helt fra begyndelsen har Julie Rubow været åben om, hvad hendes mand, hun selv og deres tre drenge gik igennem, da Bjørn Jacobsen fik konstateret sygdommen i 2014. Seere har kunnet følge familiens kamp tæt i den prisbelønnede DR-dokumentarserie ’En stille forsvinden’, og mange har læst Julie Rubows bog ’Jeg ser dig stadig’ om livet med Alzheimers.

Men hvad skete der, da kameraholdet pakkede sammen, og Julie Rubow stod tilbage foran hovedhuset på det landsted, der nu syntes alt for stort? Hvordan føles sorg, når man efter fem års intenst sygdomsforløb pludselig kan mærke sig selv igen - og når døden samtidig er en slags forløsning?

- Sorgen har mange ansigter, siger Julie Rubow i dag.

- Der er sorgen over at have mistet et menneske, jeg elsker højt. Men det er også en sorg at kigge på mine drenge, der skal vokse op uden en far. Der er sorgen over, at jeg ikke skal blive gammel sammen med Bjørn og ikke har hans favn at læne mig ind i. Og så er det en sorg at give slip på det, jeg troede, mit liv skulle være.

En ensom sorg

Den kom drypvis, sorgen, og i virkeligheden startede den, mens Bjørn stadig var i live. Pludselig kunne hendes mand, bankdirektøren, ikke finde ud af at skrive en e-mail. Eller bruge telefonen. Simple kundskaber smuldrede mellem hænderne på ham. I takt smuldrede han mellem hænderne på Julie Rubow.

- Hver gang var der en lille del af ham, der forsvandt, og det var smertefuldt at se på. Min sorgproces handlede om, at jeg mistede ham i små etaper. Men samtidig var der ikke rum til den sorg, for hver gang han kognitivt faldt med et niveau, blev han mere afhængig af mig, og jeg var mere og mere på. Derfor var det en ensom sorg, for jeg måtte gemme den, til han ikke var der mere, siger hun.

En septemberdag i 2019 døde han. Hans bisættelse var smuk, og huset var fyldt med mennesker, der alle havde elsket Bjørn. Det var med modsatrettede følelser, husker hun, for selvom hun havde mistet sin elskede mand, var der en følelse af at blive båret af den kærlighed og det fællesskab, hun mærkede fra familie og venner den dag.

Så blev der stille.

Brug for at gå ind i smerten

Huset tømtes for mennesker, livet uden Bjørn skulle begynde.

- Sorgen ramte efterfølgende i stilheden. Der kom en periode, hvor det for mig var en følelsesløshed. Jeg kunne ikke mærke mig selv eller andre. Jeg var ved siden af mig selv samtidig med en følelse af, at jeg var i min egen lille boble. Egentlig havde jeg en accept af, at sådan var det, men jeg vidste ikke, hvor lang tid det ville tage, eller hvordan jeg skulle komme ud af det, siger hun.

- I bund og grund var det en ophobning af både sorg og stress og frustration. Hans død var også en forløsning. At holde sammen på sig selv i så lang tid for at være der for en anden, er sindssygt hårdt.

Julie Rubow sov. Hun sov og sov, og når hun vågnede, var det til udstrakte hænder, der ville hjælpe. Være der for hende. Være sammen med hende, lave mad og gå tur med hende.

- Jeg har virkelig skulle deale følelsen af at være ekstrem utaknemmelig, for jeg kunne ikke altid tage alt det ind. Jeg var så enormt udmattet og havde bare brug for at være mig. Brug for at gå ind i den smerte og bare være i den. Jeg havde i rigtig lang tid været ovre i andre mennesker, så nu blev jeg nødt til bare at være i mig selv med mig selv, siger hun.

Ikke den samme længere

Alligevel blev hendes omgangskreds ved med at ringe og skrive og banke på døren. Ofte sagde hun tak, men nej tak eller meldte afbud i sidste øjeblik, men der var også dage, hvor deres udstrakte hænder var præcis det, hun havde brug for. Hvor krammet eller tilbuddet om at give en hånd kom på det perfekte tidspunkt. Der var spundet et usynligt net under hende, som gjorde, at hun aldrig kom i frit fald.

- Der er ingen tvivl om, at det fællesskab har været fuldstændig afgørende. Det er en følelse af at være blevet båret. Den følelse, det har givet, at mit netværk, familie og venner har været der, har jo gjort, at jeg havde en favn at læne mig ind i. Selvom jeg var alene, vidste jeg, at de var en opringning eller en sms væk. Der var altid nogen til at gribe mig.

Et halvt år efter Bjørns død, tog Julie Rubow afsted på et retreat. Det skulle have været en form for vendepunkt, en ny start, så hun kunne komme tilbage og i gang med at leve, som hun plejede. Men tingene var langt fra, som de plejede. Hun var vant til at være aktiv, løbe og dyrke cross fit, og nu kunne hun maksimalt gå en tur.

- Jeg havde selv en forestilling om, at når jeg tog på det her retreat, så skulle jeg bare lige ned og nulstilles, og så var jeg klar igen. Men det var først her, at min proces startede. Hver gang jeg gerne ville noget, sagde min krop, at det skulle jeg ikke. Jeg havde mange års ophobet stress i kroppen. Jeg er meget utålmodig, så jeg har mange gange tænkt, at nu kan jeg det, og nu skal jeg det. Men jeg måtte indse, at jeg ikke var den samme mere, siger hun.

Sorg skal ikke fikses

Nu gik en indre proces i gang. Ideen om at nulstille sig selv virkede ikke, erfarede hun. For det kan man ikke, når man har mistet et andet menneske. For at finde ud af, hvad der skulle ske i livet efter Bjørn, skulle hun ligesom genstøbe sit fundament.

Hvem var Julie Rubow, når hun ikke var ’Julie og Bjørn’? Og når hun i øvrigt ikke var hustruen, der skulle beskytte, hjælpe og tage vare på sin syge mand.

- Hvis vi skal fra a til b, bliver vi nødt til at acceptere, at vi er i a. Det kan lyde meget logisk. Men det er en proces, som kræver en høj grad af bevidsthed. For vi går som mennesker hurtigt i autopilot og lytter til, hvad alle andre siger: ’Nå, men skal du ikke snart i gang med at arbejde igen? Skal du ikke snart videre? Skal du ikke snart dit og dat?’, siger hun.

Tre et halvt år efter Bjørns død har Julie Rubow en følelse af at stå stærkt i sit liv. Hun har videreuddannet sig og tilbyder nu retreats til mennesker, der har mistet fodfæstet, som hun selv gjorde.

Det er ikke fordi, sorgen over at have mistet Bjørn er blevet mindre. Den er der stadig, og den går ved siden af hende, når hun for eksempel går en tur hen forbi hans gravsted. Men den er ikke længere altopslugende.

- Sorg er ikke en konstant tilstand. Den var meget massiv det første halve år, og så blev den noget, jeg går ind og ud af. Den ændrer sig og er dynamisk. Og så kan den opstå meget voldsomt 2-3 år efter bare i et splitsekund måske, siger hun.

- For mig er det vigtigste for pårørende at vide, at sorgen ikke er noget, der skal fikses. Man skal egentligt bare være der. Man skal ikke være bange for sorgen. Det skal have lov at komme igennem systemet en gang imellem, hvor man står og græder lidt. Det er okay. Sådan skal det være.