Døren til badeværelset var måske fire centimeter tyk. Normalt ville hun end ikke overveje, hvor mange centimeter der adskilte hende fra omverdenen, men nu var dimensionerne uoverskuelige. Naja Marie Aidts krop trængte virkelig til det brusebad, men hun kunne ikke. Det var ikke muligt at stå i det lille rum alene.
Det her er historien om at miste det kostbareste, man har. Om at befinde sig i en rå blanding af altomsluttende tåge og skingrende vanvid, ude af stand til at tage ind, hvad der er sket. Men det er også – og det er måske endnu vigtigere – en historie om ikke at være alene i vanviddet.
Det her er historien om dengang, der var nogen, der rykkede sammen i soveposer på luftmadrasser og lavede vagtplaner og mad og ordnede vasketøj og filtrede sig ind i hinanden, fordi der ikke var andre muligheder, og fordi de ikke kunne holde alternativet ud.
Forfatter Naja Marie Aidt mistede sin 25-årige søn Carl i marts 2015. Hans død var voldsom og mystisk, fordi han var alene, da det skete. Han styrtede ned fra et vindue på 4. sal efter at have indtaget svampe med en ven, og Naja Marie Aidts børneflok blev helt uden forvarsel reduceret fra fire til tre. Bare sådan.
- Det var et gigantisk traume, som min hjerne ikke kunne rumme. Fuldstændig rædselsfuldt. Det føltes som en form for vanvid, og som om min krop ikke fungerede. Jeg havde en meget stor uvirkelighedsfølelse, fordi det var så svært at forstå. De første dage oplevede jeg som en tåge, men også som om, jeg var ved at blive sindssyg. Jeg var ramt af lammelse blandet med en meget stor frygt, husker hun.
Dengang boede Naja Marie Aidt i New York med sin mand og to yngste drenge. Helt lavpraktisk betød det, at familien ikke havde noget sted at være i dagene og ugerne efter Carls død i København. En uoverskuelig situation midt i et mareridt.
- Vi kunne ikke tage på hotel, for vi kunne ikke være på et hotel, fordi vi havde det så dårligt, husker Naja Marie Aidt.
- Havde vi boet i København på det tidspunkt, var vi nok bare taget hjem og havde siddet mutters alene i lejligheden. Men at være hjemløse midt i det her endte faktisk med at blive vores held.
"Det gjorde ganske enkelt, at vi overlevede den første tid. Jeg kan huske, at bare det at spise var uoverkommeligt. Jeg havde overhovedet ikke lyst til mad. Men fordi der hele tiden var nogen, der satte mad foran os, spiste vi."
Rundt om Naja Marie Aidt, hendes mand og børn blev der nu slået ring. Familie og venner stimlede sammen og flyttede ud af deres egne hjem, så Naja Marie Aidt og hendes lille familie kunne flytte ind. En praktisk løsning, der samtidig skabte et naturligt rum for, at der kunne komme andre og være sammen om at begribe det, der var overgået Carl og alle dem, der havde ham kær.
Det var i de her dage og i denne lejlighed, at Naja Marie Aidt som en blind famlede rundt og var bange for at miste sin forstand. Men i dag tænker hun, at der også var noget smukt i konstruktionen.
- Det gav mulighed for, at Carls venner og fætre og kusiner kom og var hos os. En masse unge mennesker. Vi var en ret stor flok samlet, og det blev ligesom centrum for et fællesskab, siger hun.
- Det har betydet meget for vores relation til Carls venner. Det var lidt som at have en del af Carl hos os, fordi vi havde dem. Der var en stor skønhed i det, når jeg ser tilbage.
Samtidig gik der et lille maskineri af praktiske foranstaltninger i gang omkring dem. Nære venner sørgede for, at der hver dag kom nogen fra familien og vennekredsen og lavede mad og vaskede tøj i lejligheden. Nogen, der hjalp med at arrangere begravelsen. Nogen, der hjalp med at komme ud at gå en lille tur hver dag og med at komme i bad.
Et stilfærdigt maskineri, der ikke involverede Naja Marie Aidt i praktikken bag, men bare var der og sørgede for, at basale behov blev opfyldt. For den opgave var de ikke selv i stand til at varetage.
- Det gjorde ganske enkelt, at vi overlevede den første tid. Jeg kan huske, at bare det at spise var uoverkommeligt. Jeg havde overhovedet ikke lyst til mad. Men fordi der hele tiden var nogen, der satte mad foran os, spiste vi. Og fordi, der var nogen, der fortalte os, at vi skulle ud og have noget luft, kom vi hver dag ud at gå en lille tur. Det er helt grundlæggende menneskelige behov, som et fællesskab kan hjælpe med. Det er utroligt værdifuldt, siger Naja Marie Aidt, der husker, at alternativet for hende var utænkeligt.
- Jeg var skrækslagen for at være alene. Bare det at skulle tage et brusebad var forfærdeligt. Jeg kunne simpelthen ikke være alene ude på badeværelset i de få minutter. Ingen af os kunne rumme os selv. Vi hang sammen som ærtehalm.
Måske varede det i to uger, måske tre. Naja Marie Aidt husker dagene i lejligheden som en evighed, og at det var rart at være i denne sammenfiltrede klump af mennesker. Men det skulle også slutte, før det blev for kaotisk.
Og så begyndte den hårde virkelighed.
- Efter begravelsen starter det virkelig ubehagelige. Der opstod en dyb ensomhed, da vi kom hjem til New York. Vi oplevede et meget stort savn efter de andre, men også en stilhed, der lagde sig som en depressiv dyne, som varede i mange måneder. Min yngste søn savnede virkelig fællesskabet, fordi han nu bare havde et par zombier som forældre, siger Naja Marie Aidt.
I New York overtog nogle af parrets venner det arbejde, familie og venner havde udført i Danmark. De kom et par gange om ugen og lavede mad og var søde til at tjekke ind. Dagene tilbragte Naja Marie Aidt i en depressiv sløvhed på sofaen foran fjernsynet, mens den yngste søn på 12 år var i skole. Når han kom hjem, tog hun sig sammen.
Der var langt til Danmark, og der var langt til den menneskeflok, der havde været i lejligheden. Derfor hang hun også meget ved tasterne, hvor hun kunne holde live i det fællesskab, der havde holdt hende i live.
- Vi lavede en Facebook-gruppe, hvor vi kommunikererede rigtig meget bagefter. Det betød uendelig meget for mig. Det gjorde også, at vi lavede traditioner, hvor vi for eksempel altid mødes på gravstedet til Carls fødselsdag.
I starten var det hele flokken, der mødtes om gravstedet. Det var tit, og de spiste sammen bagefter og gik ud og drak kaffe. Under corona-restriktionerne lavede de et ritual, hvor de tændte lys i vinduerne for Carl og delte billederne med hinanden. Med tiden sivede det naturligt lidt fra fremmøderne, og Carls venner begyndte at stifte familier og få mere at se til. Men fællesskabet kan ingen tage fra dem, siger Naja Marie Aidt, og det er vigtigt. For når man er i sorg, må man for alt i verden ikke være ensom, mener hun.
- I vores vestlige liv er vi ikke vant til store fællesskaber, og det er problematisk i forhold til sorg. Der er masser af steder i verden, hvor det at være alene ikke findes, men vi lever i et individualistisk samfund, og det vanskeliggør mange ting. Man kan føle sig svag ved at række ud, og det er virkelig synd. Jeg tror aldrig, at isolation er godt. Når vi står i kriser, tror jeg aldrig, at ensomhed hjælper. Det er det sidste, vi har brug for, siger hun.
- Når nogen mister, er der tit en angst i omverdenen for at gøre noget galt, og det fører til, at man måske ikke gør noget. Men man bliver nødt til at turde. Vær aldrig bange for at sige eller gøre noget forkert. Det forkerte er sket. Det kan ikke blive mere forkert. Lige meget hvad man kan byde ind med, er det bedre end ingenting. Om man er god til at holde i hånd, lave mad, gøre rent eller bare sidde i en stol – alt er bedre end ingenting.
Hun husker, at der i gruppen i lejligheden var én, der gik rundt om sig selv, fordi han ikke rigtigt vidste, hvad han skulle byde ind med. Naja Marie Aidt anede det heller ikke, for hun kunne ingenting mærke. De andre foreslog, at han kunne komme og lave morgenmad. Og så gjorde han det.
- Som sørgende aner man ikke, hvad man har brug for. Man tror ikke, man har nogen behov. Så mit bedste råd er til de pårørende, og det er: der skal være et fællesskab. Lav et lille netværk og læg planer for, hvordan I organiserer det. Sørg for praktiske ting. Og lyt. Man skal blive ved med det, både at gøre ting og lytte, for sorgen holder jo ikke op efter begravelsen. Efter begravelsen starter det virkelig ubehagelige, og her har man virkelig brug for hjælp.
"Man siger, at sorgen kommer i bølger, og sådan synes jeg virkelig også, det er. Der kan være stille vand i lang tid. Og så kan der komme bølger. Det tror jeg aldrig holder op. Og det skal det heller ikke. Det ville jo betyde, at han ikke betød noget mere."
Otte år efter Carls død er det stadig svært for Naja Marie Aidt at tale om sin søn uden at blive ked af det. I hjemmet har hun kun få billeder af ham stående fremme, som hun har tillært sig at holde ud at kigge på. Alt andet er pakket ned. Det gør for ondt at sænke sig selv ned i et ’Carl-bad’, som hun formulerer det, og i stedet har han taget plads inden i hende.
- Jeg føler, at jeg har en relation til ham i en anden skikkelse. Næsten i en form for spøgelse. Det er hans væsen og energi, som jeg kan påkalde mig. Vi kan som mennesker ikke forstå, at han er væk. Er han blevet til en fugl? Er han i vinden? Nu skinner solen – er det et tegn? For mig har det fundet sin plads i hans væren eller væsen, som jeg kan mærke. Jeg er helt sikker på, at han har det godt. Jeg er ikke bekymret for ham mere, siger hun.
Mærkedagene er aldrig sjove, og særligt Carls fødselsdag er hård, fordi hans fødsel altid dukker op i hans mors tanker denne dag. Men dødsdagen er ikke længere helt så tung at komme igennem. Når den oprinder, er det for Naja Marie Aidt ofte bare en dag. Sådan er sorgen at danse med, siger hun, det går op og ned, frem og tilbage, men den forsvinder ikke.
- Man siger, at sorgen kommer i bølger, og sådan synes jeg virkelig også, det er. Der kan være stille vand i lang tid. Og så kan der komme bølger. Det tror jeg aldrig holder op. Og det skal det heller ikke. Det ville jo betyde, at han ikke betød noget mere.
- Det handler om at finde en måde at bære det med sig på, så ens liv stadig er værdifuldt og godt. Og så man kan være noget for andre. Fællesskabet er vigtigt her, fordi man også får en større næstekærlighed og medfølelse for andre mennesker, der har det svært. Man lærer nogle andre dybder at kende, og det gør, at man måske bliver et bedre menneske. Selv om man selv lider, betyder det ikke, at man ikke kan give noget til andre.
Jo, det kan være svært, indrømmer Naja Marie Aidt. Ytrede folk sig om deres små problemer lige efter Carls død, fnøs hun indvendigt. Hun så ned på dem. Men det har ændret sig. Hun har fået et andet blik på, hvad smerte er.
- Hvis nogen har brug for min hjælp, hjælper jeg. Jeg har haft lange korrespondancer med unge mennesker og andre fremmede sørgende, der skriver til mig. Men jeg gør mig også umage for at være en god ven, nabo, moster. At vise kærlighed og omsorg og at passe sine venskaber og være der for andre mennesker, det giver stor lykke for mig. Og det gør, at man også kan komme igennem livets andre svære begivenheder, siger hun.
I 2017 udgav Naja Marie Aidt den anmelderroste bog ’Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage. Carls bog’. I dag bliver bogen brugt i undervisning på gymnasier og højskoler, ligesom titlen også er blevet til en sang i højskolesangbogen. For Naja Marie Aidt har det været vigtigt at sætte fokus på sorg. Og hun er glad for, at der i samfundet i de seneste år er kommet mere fokus på det.
- Der er opstået en anden samtale om sorg og et andet fokus på sorggrupper og på sorgmesse i kirker. Det er så dejligt, at vi er begyndt at tale om det, for sådan var det ikke, da Carl døde. Jeg har jo aldrig lært, hvordan man gør. Jeg vidste intet. Jeg tror på, at når vi taler om død og sorg, og når vi har ritualer for død og sorg, så lærer vi på en naturlig måde vores unge, at døden er et vilkår. Døden er der.
Tekst: Charlotte Kongsgaard Nielsen