Hvorfor bakker vi, når vi møder et menneske i sorg? Her er forklaringen - og en mulig løsning på problemet
Sorg og død fylder i tv, i avisen, på sociale medier, i podcasts, i litteraturen og i gadebilledet. Alligevel går mange over på modsatte fortov, når de møder et menneske, der har mistet. Hvorfor ved vi stadig ikke helt, hvad vi skal sige og gøre? Svaret ligger 100 år tilbage i tiden. Og løsningen måske lige foran os.
"I hjertet gemt, men aldrig glemt" står der under billedet. I kommentarsporet nedenunder ruller det ind røde hjerter, nogle af dem er gået itu.
Opslag som dette er du formentligt stødt på, når du har bevæget dig rundt på sociale medier. Et offentligt mindeord til en, som nogen har mistet - en far, en søster, et lille barn, måske en kendt.
Ligegyldigt hvor vi går hen, kan vi i dag blive mødt af sorg og død. 'Sorgens århundrede' kalder sociologiprofessor og sorgforsker Mikkel Hviid Jacobsen vores samtid, for der findes uanede mængder af litteratur, tv-programmer, podcasts, artikler, kunst og musik om sorg. Der findes mindesider, virtuelle sorgfællesskaber, fakkeloptog og spontane mindepladser ved ulykkesteder. Der findes sorgterapi, sjælesorg og sorggrupper, og i kirken er allehelgensgudstjenesten, hvor man mindes de døde, blev en af årets største gudstjenester. I 2022 blev sorg tilmed en diagnose.
Der er noget galt med vores sorgkultur
Alligevel er det som om, vi ikke helt kan finde ud af, hvad vi skal gribe i, når dem omkring os rammes af sorg. Forskning fra Aarhus Universitet viser, at sørgende får god støtte af deres nærmeste - men føler sig ensomme og ladt i stikken af omverdenen, hvor de mødes af en mur af tavshed. For hvad skal vi sige til dem? Hvad nu, hvis vi gør dem kede af det ved at spørge?
Ofte kan det ende med, at vi ikke gør noget. For så gør vi i hvert fald ikke noget forkert.
- Det kan være enormt ensomt at være sørgende i dag, fordi kulturen og pårørende, familien og netværket har en forventning om, at sorgen er noget, den enkelte skal løse. At sorgen har en løsning og en afslutning, siger Ole Raakjær, der er hospicepræst på Hospice Vangen.
Han har arbejdet med sorg i et kvart århundrede, og han mener, at der er noget essentielt galt med vores sorgkultur.
- Vi har en tendens til at individualisere sorgen og gøre det til den enkeltes problem. Det er et psykologisk problem, og det er noget, den enkelte har inde i sig selv, hvilket kan være meget isolerende og meget byrdefuldt for den sørgende, siger han.
- For mig er det afgørende, at sorgen bliver hevet ud af den individuelle forståelse. Sorg er noget, der er imellem os.
Bliv klogere på sorg
Her på siden kan du dykke ned i, hvordan sorgen gik fra pompøse sørgedragter til at blive noget vulgært, man holdt bag lukkede døre. Til i dag, hvor vi dyrker kollektiv sorg på gaden og sociale medier - men stadig har ensomme sørgende iblandt os.
Og heldigvis kan du også læse en god nyhed, for sådan en er der også: Vi kan rent faktisk gøre noget ved problemet. Vi kan blive bedre til at være sammen om sorgen. Det mener både Ole Raakjær og andre sorgeksperter, der optræder i artiklen.
Så læs med her.
Har du gjort dit sorgarbejde ordentligt?
Sorg er den pris, vi betaler for kærligheden.
Johannes Møllehave siger i citatet ovenfor, at kærligheden er prisen værd - men for os senmoderne mennesker er den ellers indlysende sammenhæng svær at sluge.
Det mener Ole Raakjær, der som hospicepræst igen og igen er blevet opsøgt af pårørende, der gerne vil have hjælp til at komme igennem sorgen. Pårørende, der er bekymrede over, om de nu har 'grædt nok' eller 'talt nok' eller 'åbnet nok op'. Og ikke mindst pårørende, der er udmattede og ensomme i sorgen, fordi de stadig ikke er kommet igennem den. Sorgen.
En sejlivet kultur
- Når der er gået et år eller to, har omverdenen en forståelse af, at man skal være kommet videre. Ellers har man ikke gjort sit sorgarbejde godt nok, siger Ole Raakjær.
Denne sorgkultur har været dominerende i det 20. århundrede, hvor flere teorier inden for psykologien gik ud på, at der er opgaver, der skal løses og faser, der skal gennemleves for at blive fri af sorgen. Og så komme videre. Teorier, som forskningen for længst har taget et opgør med, men som vi mennesker stadig griber efter, når sorgen rammer.
- Jeg møder tit mennesker, som bruger de gamle forestillinger til at bedømme sig selv og sin egen sorg med. Forståelsen lever stadig i bedste velgående iblandt os, siger Ole Raakjær, der har arbejdet med mennesker i sorg i 25 år.
- Og min erfaring er, at mange mennesker stadig bliver udsat for den.
"Når vi snakker om og fortæller historier om den afdøde, kommer vi til at mærke, at sorgen er også prisen, vi betaler for, at et menneske har været vigtigt for os."
Ole Raakjær, hospicepræst på Hospice Vangen
Ikke et problem, men en byrde
En døende kvinde på hospice betroede sig engang til Ole Raakjær og sagde, at det værste var, at hun kom til at gøre sine børn kede af det ved at dø. Det til svarede præsten, at det værste da ville være, hvis de var ligeglade med, at hun skulle dø.
- Det er et interessant ekempel på, at vi endelig ikke må gøre hinanden kede af det. Men sorgen er jo udtryk for noget værdifuldt. Det er en påmindelse om, at den, vi mister, ikke er ligegyldig, at tilværelsen ikke er ligegyldig. Det siger jeg ikke for at underminere, hvor svært det er at sørge – men for at sætte fokus på, at sorg ikke er et problem, vi skal løse, men en byrde, der skal bæres, siger Ole Raakjær.
- Der er noget indsnævrende i at tænke, at det er noget, vi skal snakke med en psykolog om og løse i stedet for at snakke med hinanden. Når vi snakker om og fortæller historier om den afdøde, kommer vi til at mærke, at sorgen er også prisen, vi betaler for, at et menneske har været vigtigt for os.
Sorgens landskab
Ifølge Ole Raakjær trænger vi til for alvor at gøre op med gamle teoriers forståelse af, at sorg er en tunnel, man skal gå igennem og komme ud på den anden side.
- Ifølge gamle teorier skal man konfrontere sig med de svære følelser, og når man har gjort det på den rigtige måde, kommer man ud på den anden side og er lige så god som ny. Og man har lagt et menneske bag sig, som man har mistet. Men sorgen er ikke en tunnel. Sorgen er et landskab, man skal vandre i. Det er ikke noget, man bliver færdig med, siger han.
Den gamle sorgforståelse kommer nemlig til at spænde ben for den måde, vi omgås den sørgende. I stedet for at fokusere på at komme videre og kappe båndet til den døde, er det tværtimod vigtigt at holde liv i den døde, mener Ole Raakjær. Ved at tale om den døde.
Og så er vi tilbage ved Møllehave og prisen for at elske.
- Mange sørgende oplever, at det er hjælpsomt at tale om den, man har mistet. Man kommer til at mærke, at det er forfærdeligt, at han ikke er her mere, men det er jo fordi, han har været en vigtig del af ens liv, siger han.
- Hvis de mennekser, vi har omkring os, forhindrer os i at fortælle eller ser den anden vej eller lader som ingenting, forhindrer de den sørgende i at mærke det værdifulde, man har fået.
Og nu til lidt historie
For at forstå, hvorfor vi i dag kan tænke, at sorg skal fikses og er den sørgenes problem, skal vi have lidt historie på plads.
For 100 år siden stod vi nemlig overfor et skelsættende opgør med tidligere tiders måde at sørge på. Det fortæller Ester Holte Kofod, der er adjunkt i sundhedspsykologi ved Aalborg Universitet og tilknyttet forskningsprojektet Sorgens kultur 2017-2021.
- I romantikken dyrkede man virkelig sorgen og udstillede den offentligt ved bl.a. at bære kæmpe sørgedragter og leve op til forskellige etiketter for det at sørge. Hele lokalsamfundet var involveret, og det var meget dramatisk og pompøst. Alt det kom der er en modreaktion på i starten af det 20. århundrede, siger Ester Holte Kofod.
At der var tegn på en brydningstid kan man blandt andet læse i Emma Gads Takt og Tone fra 1918, hvor hun beskriver, hvordan særligt kvinder bør sørge. Men hun skriver også, at de besværlige sørgedragter er et levn fra fortiden, som ingen rigtigt tør tage et opgør med.
"Sørgetiden for en enke regnes sædvanligvis til et år, for forældre, svigerforældre og søskende til et halvt år. Dog må det siges, at det kun er i begyndelsen af sørgetiden, at folk lægger særlig mærke til denne besværlige skik, som i grunden er en levning fra fortiden, men vanskelig at udrydde som alle skikke, fordi ingen har mod til at gøre det første skridt, særlig på dette område"
Emma Gad, Takt og Tone, 1918
Emma Gad noterede sig, at de store sørgedragter i stigende grad røg ud til fordel for det noget mere diskrete sørgebind. Og det var dels et kulturelt opgør og dels et praktisk udslag af tidens dramatiske begivenheder, siger Ester Holte Kofod.
- Verdenskrigene og den spanske syge medførte enormt mange dødsfald, og det skabte en tænkning om, at det var upatriotisk at svælge i sorgen. Man skulle kunne bære tab og komme videre. Der skete også ændringer socialt og samfundsmæssigt, og alene det, at kvinder i langt større omfang kom ud på arbejdsmarkedet, gjorde, at de sociale etiketter, der var knyttet til kvinder i sorg, blev lempet, siger hun.
Da sorgen flyttede fra samfundet og ind i sindet
Men de historiske begivenheder gjorde ikke udslaget alene. Kigger vi i psykologibøgerne, skete der nemlig i disse år noget, der har sat dybe spor i den måde, vi i dag i den moderne vestlige verde forstår sorg på.
I 1917 udkom læge og psykolog Sigmond Freud med essayet 'Sorg og melankoli'. Et essay, hvor han introducerede sorg som et psykisk arbejde og flyttede den fra samfundet og ind i sindet. Hvor romantikeren dyrkede båndet til de afdøde, lød opgaven nu på at kappe disse bånd. Freuds teori var, at man skulle frigøres fra den døde for at kunne investere energien i nye relationer. Sorgen blev altså den enkeltes problem. Og noget, som man forventede, at den sørgende kunne bearbejde sig ud af.
Det var en ny og banebrydende sorgforståelse, der tydeligt kunne aflæses i samtidens normer, siger Ester Holte Kofod. I en sådan grad, at det 20. århundrede efterfølgende er blevet kaldt 'den forbudte døds århundrede'.
- Man så en grundlæggende privatisering af sorgen. På hospitalerne blev de døde gemt væk i ligkældre under jorden, og alt hvad der handlede om død, blev fortiet og tabuiseret. Man skulle helst ikke belemre andre med sin sorg, og det blev faktisk anset som noget halvpornografisk og vulgært at dele den. Som med masturbation skulle det holdes bag lukkede døre, siger hun.
En verdenstragedie og en ny sorgkultur
Helt frem til 1969 fortalte man ikke døende, at de skulle dø. Man ville ikke tage håbet fra dem. Det blev der lavet om på, da psykiater Elisabeth Kübler-Ross udgav 'Døden og den døende', som gjorde op med tavshedskulturen omkring død og sorg. Nu skulle døden accepteres.
Psykologer og psykiatere fortolkede og videreudviklede sidenhen på Freuds sorgforståelse, men sidst i 1990'erne begyndte såvel sørgende som psykologer og psykiatere at kritisere Freud. Hans faser var for skematiske, lød kritikken, og de sørgende kunne ikke genkende sig selv i sorgens udvikling.
Ved årtusindeskiftet skete et skifte i sorgkulturen.
Sorgen rykkede atter ind i samfundet, og det blev på tragisk vis manifesteret den 11. september 2001, hvor USA blev ramt af et terrorangreb, og flere tusinde mennesker mistede livet.
- Offentlige globale begivenheder har med 9/11 i spidsen været med til at sætte kollektiv sorg på dagsordenen, siger Ester Holte Kofod.
- Man kan drage paralleller tilbage til landsbysamfundet, hvor sorgen fik plads i det offentlige rum. I dag lever vi i et samfund, hvor alle ikke kender alle, og det giver ikke sig selv, at vi kan dele sorgen med alle. Begivenhederne er med til, at man pludselig har et fællesskab, hvor man kan dele sorg og erfaringer.
Hvor er vi på vej hen?
I dag mener forskere og eksperter ikke, at man skal kappe båndet til den døde, som Freud sagde. Tværtimod siger teorierne, at det kan hjælpe at bevare båndet, så den sørgende kan have den døde med sig på en meningsfuld måde.
Det næste vigtige nedslag i sorghistorien bliver den omdiskuterede sorgdiagnose. Den vil ifølge Ester Holte Kofod få betydning for, hvordan vi fremadrettet kommer til at se på sorg.
- Diagnosen sygeliggør nogle former for sorg, idet det bliver afgrænset fra den ’normale’ sorg. Det er for tidligt at sige, hvilken beydning det kommer til at få. Måske vil det indebære, at vi tænker på sorg som noget, der hører hjemme i professionelle sammenhænge. Måske vil det medføre, at vi bliver bange for at udvikle forlænget sorg. Det vil tiden vise, siger hun.
Sorgen provokerer os - for den kan ikke løses
Når der i gamle dage skete noget svært, bøjede man hovederne og sagde: 'Sådan skulle det nok være'.
I dag siger vi: 'Det kan ikke passe!'
Dét er ifølge hospicepræst Ole Raakjær en af forklaringerne på, hvorfor vi selv i 'sorgens århundrede' har svært ved at sluge sorgen.
- Det at være magtesløs er måske den ultimative udfordring for os senmoderne mennesker. Vi lever i en kultur, hvor vi gerne vil løse problemerne, fikse tingene, komme videre og udvikle os, siger han.
- Der er noget dybt provokerende i sorgen, for den kan man ikke løse. Uanset hvad man gør, er han død. Vi kan ikke bruge de samme strategier, som vi har fået ind med modermælken i vores kultur: at du kan få magten, hvis du vil.
En opskrift mod magtesløshed
Den engelske sociolog Tony Walter, der forsker i død og sorg, har undersøgt, hvorfor de gamle sorgteorier er så populære. Han konkluderer, at vi mennesker bare rigtig gerne vil have en opskrift for at føle os mindre magtesløse.
Og det genkender Ole Raakjær fra sine mange års arbejde med mennesker i sorg.
- Når vi bliver magtesløse, får vi en følelse af, at så må nogle andre tage sig af det. Vi må have krisehjælp eller terapi. Jeg er ikke modstander af terapi. Men når der er en krise, er det første, de siger i nyhederne, at der er ydet krisehjælp. Pyha, så kan vi andre ånde lettet op og tænke, at der er styr på det. Men der er jo stadig nogen, der er døde. Det er jo ikke det samme, som at så bliver alt repareret, siger han.
"Sorgen skal ikke have lov at ødelægge livet. Men der findes jo ikke noget mere tragisk end at miste - så hvis ikke det skal kunne ødelægge livet, hvad skal så?"
Ester Holte Kofod, adjunkt i sundhedspsykologi ved Aalborg Universitet
Lykkekulturens paradoks
Ifølge Ester Holte Kofod er der også andre udfordringer, der gør, at vi stadig bøvler med sorg. Sorgen kolliderer nemlig med et andet ideal i vores samfund, mener hun.
- Hele vores lykkekultur har svært ved at give plads til de mere sorgfulde erfaringer. Den skal helst ikke fylde for meget. Sorgen skal ikke have lov at ødelægge livet. Men der findes jo ikke noget mere tragisk end at miste - så hvis ikke det skal kunne ødelægge livet, hvad skal så?, siger Ester Holde Kofod og peger på, at det placerer en tung byrde på skuldrene af den sørgende.
- Vi skal, ligegyldigt hvad der rammer os i livet, være i stand til at transformere det til lykke og vækst. Det handler ikke om, hvad der sker for dig, men om hvordan du tackler det. Lige meget hvad liver rammer dig med, har du et ansvar. Du skal helst vende det til noget positivt, og du skal helst kunne pege på, at det går bedre. Det gør, at det bliver meget ensomt at være i sorg, siger hun.
Sorg tager den tid, sorg tager
Hvordan kan vi så lave mere plads til sorgen på en god måde? Ole Raakjær mener, at der før i tiden var en større accept af, at livet er svært. Og en større tålmodighed med livet.
- Vi har i dag utrolig svært ved at holde ud, at ting tager tid. Det er ikke sorgen, der forandrer sig, det er den sørgende. Med tiden bliver sorgen ikke lillebitte, hvis man er en dygtig sørger. Sorgen forbliver samme størrelse, men den sørgende selv vokser, så man får plads til andet og mere i sit liv. Man skal tegne et helt nyt kort over sit liv, når man mister. Det tager tid, og det har vi ikke så meget tålmodighed til, siger han.
- At man kan få 14 dages sorgorlov, når man har mistet, siger noget om, hvor lidt tålmodighed vi har. Så skal man tilbage på arbejde og fungere på fuldt tryk igen. Hvis man ikke kan det, er det så fordi, man er syg, eller er det fordi, man bare har brug for tid?
Sorg i fremtiden:
På vej tilbage i fællesskabet?
Nu ved du, hvordan vi har sørget gennem tiden, og hvorfor sorg er en svær størrelse.
Men hvordan ser fremtiden ud?
Nok har vi lagt de gamle sørgedragter på hylden, men vores trang til at dele sorgen med hinanden er ikke gået af mode, siger Mai-Britt Guldin, der er psykolog og professor og står bag nogle af verdens største forskningsprojekter om sorg.
Tværtimod har vi i dag et stort behov for at søge ind i fællesskabet, når dem, vi føler os forbundne med, pludselig bliver revet fra os, siger hun. Fænomenet 'kollektiv sorg' er ikke nyt, men sociale medier gør døden mere synlig, og derfor er den kollektive sorgdyrkelse en stadig voksende del af vores sorgkultur.
- Vi ser i stigende grad nogle helt andre bevægelser og måder at vise sorg på, og en stor del af sorgudtrykket er, at vi er fælles om at udtrykke den. Når f.eks. kendte personer og ofre for forbrydelser dør, stimler vi sammen og udtrykker vores sorg i fællesskab. Det er sorg over mennesker, som vi ikke har kendt, men som vi oplever et forhold til, siger Mai-Britt Guldin, der leder Center for Sorg og Eksistens og er seniorforsker ved Aarhus Universitet.
- Det handler om, at sorg og død er svært at forholde sig til, og det gør fællesskabet attraktivt. Her kan vi stå sammen og være sorgfulde. Men det handler også om at protestere imod uhyrligheder og verdens ondskab. For der kan være langt mellem vores ønsker til livet og de realiteter, vi må forholde os til.
"Jeg tror ikke, at den yngre generation oplever, at empatien og medfølelsen er mindre, blot fordi den er på sociale medier. Jeg tror tværtimod, at vi har reduceret tabuet omkring døden ved at nævne den og gøre den lettere tilgængelig."
Mai-Britt Guldin, leder Center for Sorg og Eksistens og er seniorforsker ved Aarhus Universitet.
Sorg på sociale medier
De tidligste tegn på den kollektive sorg så vi i 1997, da prinsesse Diana pludseligt døde, og der blev lagt 60 millioner blomster foran Kensington Palace.
I dag er sorgen for alvor rykket ind på internettet, og her er opstået nye ritualer, forklarer Mai-Britt Guldin. Mindesider bliver en slags virtuelle gravsteder, og sociale medier danner grobund for et fællesskab af sorg og empati.
Vi så det, da terrorister i 2015 dræbte 12 medlemmer af redaktionen på det franske magasin Charlie Hebdo, og millioner af mennesker skrev 'Je suis Charlie' på Facebook og Twitter. Og ligeledes året efter, da den amerikanske popsanger Prince døde, og brugere over hele verden udtrykte deres sorg og medfølelse på sociale medier.
Lige siden er sorgen over mange kendte menneskers død blevet udtrykt og delt verden over på sociale medier, siger Mai-Britt Guldin.
- Det betyder, at det er let og tilgængeligt for os, men informationen om at en person er død, når jo også hurtigere og bredere ud. Sorgen bliver udstillet. Og det gør empati og medfølelse også. Man kondolerer på sociale medier.
Mindre tabuiseret
Og selv om det kan virke lidt letkøbt og overfladisk at kondolere på Facebook, mener Mai-Britt Guldin, at den kollektive sorg på sociale medier spiller en vigtig rolle i vores forhold til sorg og død.
- Jeg tror ikke, at den yngre generation oplever, at empatien og medfølelsen er mindre, blot fordi den er på sociale medier. Jeg tror tværtimod, at vi har reduceret tabuet omkring døden ved at nævne den og gøre den lettere tilgængelig, siger hun.
Sådan bliver vi bedre til at være
sammen om sorgen
Hvad gør du så, næste gang du møder et menneske, der har mistet? Går du over på det modsatte fortov, eller stopper du op og spørger 'Hvordan har du det egentlig'?
Noget tyder på, at flere af os vil komme til at vælge det sidste. Det er i hvert fald en af de bevægelser, som forskere ser i vores sorgkultur.
- På mange måder lever ideen om, at sorgen er noget privat, stadig videre. Men et lyspunkt er, at vi i dag problematiserer det. Det er med til at indføre en kile i kulturen, siger Ester Holte Kofod, der er adjunkt i sundhedspsykologi ved Aalborg Universitet.
Også professor Mai-Britt Guldin mener, at der er grobund for, at vi bliver bedre til at møde den sørgende frem for at gå i en bue udenom. Vores adfærd på sociale medier kan nemlig smitte af på samfundet:
- Når man deler sorgen med mange andre, får man ligesom en platform, hvor man kan udtrykke sin sorg i et fællesskab, siger Mai-Britt Guldin og peger på, at vores dyrkelse af kollektiv sorg også er kendetegnet ved ritualer som mindehøjtideligheder, mindeoptog eller 1 minuts stilhed i forsamlinger. Ritualer, der kan hjælpe os ind i et fællesskab, hvor vi kan forholde os til, at vi alle en dag skal dø, siger hun.
- Vi ser det f.eks., når flere og flere folk tager til allehelgensgudstjeneste. Når vi deler sorgen, kan det give en form for trøst i fællesskabet og en fornyet tillid til, at livet værd at leve.
"Problemer kan løses, byrder skal bæres. Sorg er en byrde, og byrder er tunge, og vi kan ikke tage dem fra hinanden. Men det gør en forskel at lægge øre til byrden."
Ole Raakjær, hospicepræst på Hospice Vangen
Vi har alle et ansvar
Men skal vi for alvor rykke noget, kræver det, at vi - du og jeg og os alle sammen - tager ansvar, siger hospicepræst Ole Raakjær.
- Der er nogen, der er nødt til at tage mod til sig og ikke være så bange for at spørge. Og huske, at når den sørgende bliver ked af det, er det ikke fordi, jeg spørger, men fordi hun har mistet, siger han.
- Vi bærer noget af den sørgendes sorg i vores hænder. Vi kan både give rum og tilladelse til sorgen, men vi kan også tage sorgen fra den enkelte ved at blive bange for at sige noget forkert og slet ingenting sige eller gøre.
Derfor er hospicepræstens vigtigste råd at have mod til at spørge - og lige så vigtigt at have tålmodighed til at lytte og tale med om den døde.
- Når du har fokus på den, du har mistet, kommer du også til at mærke, at du ikke kun er en, der har mistet – du er også en, der har fået. Det betyder ikke, at sorgen blive mindre, men den bliver placeret det rigtige sted. Den bliver placeret i byrdekassen, og vi skal skelne mellem problemer og byrder: Problemer kan løses, byrder skal bæres. Sorg er en byrde, og byrder er tunge, og vi kan ikke tage dem fra hinanden. Men det gør en forskel at lægge øre til byrden.
Om sorgen
Tekst: Charlotte Kongsgaard Nielsen