Vi har ikke brug for konspiration men for inspiration

KOMMENTAR: 5g, Pizzagate og vaccineskepsis. Konspirationsteorierne ophæver en fælles virkelighed, truer fællesskabet og gør det svært at finde løsninger. Det er godt at være kritisk og udfordre magtgaverne, men det går galt, når vi slipper taget i virkeligheden.

Hvis det er fakta, så benægter jeg fakta. Det er uklart, hvilken folketingspolitiker, der sagde de ikoniske ord, men det er tydeligt, at det snart er mange år siden. Dengang trak man på smilebåndet, fordi det lød herligt selvironisk og trodsigt. I dag griner vi ikke længere af den slags, for nu er det blevet hverdag og alvor. Fire år med Donald Trump har sat nye standarder, for hvad man kan benægte – for faktisk kan alt benægtes, ved vi nu: klimaforandringer, omfanget af covid-19 og resultatet af et demokratisk valg. 

Hvor man tidligere diskuterede tolkningen af en given virkelighed, diskuterer man i dag, hvad virkeligheden er. Mens man tilbage i halvfjerdserne anklagede hinanden for falsk bevidsthed og dermed ikke forstå betydningen af de faktuelle forhold, lyder beskyldningen i dag på, at man spreder fake news; det er de faktuelle forhold, der er under angreb. 

Vi er i en situation, hvor medierne midt under en udsendelse faktatjekker tal i debatten og sågar lukker ned for en præsidents faktaresistente tale. Twitter, Instagram og Facebook udfordrer ytringsfriheden og lukker brugeres kontoer for ikke selv at ende i en shitstorm. 

Kampen om virkeligheden giver overraskende nye vinkler på virkeligheden, som når den spanske fodboldklub Flat Earth FC brander sig på at være en del af fladjordsbevægelsen, der benægter, at jorden er rund. Og på de sociale medier kan man under hashtagget #StayAwake finde netværk, der er skeptiske over for coronavirus og WHO’s vurderinger og har udviklet egne teorier om, hvorfor og hvordan virussen har ramt os. QAnon-bevægelsen er blevet alment kendt for deres forestilling om, at verden styres af en magtfuld elite, der driver en satanistisk pædofiliring, hvor de tapper børns blod og bruger det som livseliksir. 

Men konspirationsteorier, hvor begivenheder sker som resultat af en sammensværgelse, der typisk arbejder uden for lovens rammer, hører ikke kun hjemme i en amerikansk virkelighed eller på højrefløjen. De er udbredte over hele verden og findes inden for hele det politiske spektrum. I Europa har man i forbindelse med etableringen af 5G-netværket fx set demonstrationer med venstrefløjsaktivister, der påstår, at myndighederne tilbageholder vigtig information om, hvordan 5G-netværket svækker menneskers immunforsvar.

Vi er trådt ind i en postfaktuel æra, og spørgsmålet er, hvorfor det er sket. Informations chefredaktør, Rune Lykkeberg, giver fire grunde: For det første skaber den globale økonomiske ulighed en splittelse, hvor vores sociale liv bliver vidt forskellige. For det andet giver uligheden i vores uddannelsesmæssige baggrund et skel mellem elite og folk i almindelighed. En tredje forklaring går i retning af de sociale mediers succes, der har skabt algoritmer, der bekræfter og forstærker det, vi allerede mener, og dermed indsnævrer vores virkelighed. Den fjerde grund, han peger på, er, at de nationale medier ikke længere har udbredelse og dermed gennemslagskraft i den brede befolkning til at formidle en fælles virkelighed.

Det er altså skel mellem mennesker, manglende fællesskab, der resulterer i konspirationsteorierne. Og resultatet er, at det bliver svært at handle, at gøre noget ved problemerne, hvis vi ikke engang kan blive enige om, hvorvidt der overhovedet er et problem.

At kendsgerninger bliver betvivlet, er ikke nyt. Begivenheder og årsagssammenhænge har aldrig været indlysende for alle på samme tid. Vigtige begivenheder i vores historie og kultur rummer denne tvetydighed. En tvetydighed, som vi altid har måtte tolke.

Her op til jul er det måske ligefrem nødvendigt at minde om, at fortællingen om barnet i krybben ikke er entydigt faktuel. Nok er Jesus fra Nazaret en historisk person, men man kan sagtens sætte spørgsmålstegn ved, om Jesus blev født den 24. december i en stald med en stjerne på himlen over sig. Det både kan og bør betvivles, om Jesus er Guds Søn. Alene det faktum, at evangelierne rummer fire mere eller mindre forskelligartede fortællinger om Jesus' liv, er en påmindelse om det tvetydige.

Men lige meget hvor spekulativ fortællingen om Jesus kan forekomme, er det ikke en ophævelse af den fælles virkelighed. Således indledes juleevangeliet med ordene om ”Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra Kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien.” Augustus og Kvirinius bliver nævnt, fordi fortællingen om Jesus fra Nazaret ikke er en fortælling hinsides denne verden, men finder sted i den historiske virkelighed. Nok er Jesus i konflikt med magthaverne, men det er i den fælles virkelighed hans ærinde ligger. Gud blev menneske for at vise os en guddommelig mulighed i det menneskelige, for at være solidarisk med verden. Og glæden er for hele folket, som der står i juleevangeliet, ikke for et udsnit, men for alle. Jesus konspirerede ikke, men inspirerede til et opgør med løgnen, destruktionen og i sidste ende døden i denne verden.

Konspirationsteorier og benægtelsen af alment accepteret fakta har ikke noget med almindelig kritisk sans at gøre, men nedbryder bare fællesskabet. Til gengæld har vi stadig brug for fortællinger, der både rummer kritik af den verden og de magtstrukturer, vi kender, og som samtidig kan skabe håb for den fælles virkelighed. Netværk, der deler konspirationer, har det med at bekræfte hinanden, og det gør det umuligt at kvalificere eller afvise påstandene. Vi kan altså ikke længere diskutere med hinanden. Den udbredt faktaresistens svækker vores muligheder for at løse de udfordringer, som verdenssamfundet reelt står overfor. Vi har i den grad brug for åbne fælleskaber, der kan inspirere hinanden, vi har brug for visioner for den fælles virkelighed. Vi har ikke brug for konspiration, men inspiration.