Det bedste, I kan give hinanden, er tid

KOMMENTAR: Det er hverken blomster eller smykker, men nærvær og dedikeret tid til hinanden, som parforholdet har brug for. Det minder os om, at kærlighed er den største gave, vi kan få og dele med hinanden.

Min mand og jeg var ude og spise. Ja, det måtte man jo engang. Vi sad i den propfyldte restaurant, dugene slængede sig over bordene, og stearinlysene funklede, som de bør, når der er lagt op til en romantiske aften. Vi var der bare ikke. Jeg kan huske fornemmelsen af at nippe til min vin, mens jeg betragtede alle de andre som tilsyneladende var i et fantastisk parforhold. For derover blev der grinet, der holdt i hånd, og der så de sågar hinanden dybt i øjnene. Jeg kedede mig og tænkte, at det her godt nok kunne blive en lang aften.

På søndag er det valentinsdag. Håbløse romantikeres højtidsdag og skeptiske mænds yndlingsaversion mod den amerikaniserede dyrkelse af en lyserøde overfladisk kærlighed, som blomsterhandlere tjener fedt på.

Det siges, at vi fejrer valentinsdag, fordi der for 1500 år siden var en munk, som i smug viede unge par. Kejseren skulle bruge de unge mænd til sin hær og ville derfor ikke spilde dem på ægteskab. Men Valentin, han troede på kærligheden og smedede mennesker sammen.

Det er der i hvert fald ikke noget overfladisk i. Tværtimod. Snarere et aktivt valg om ikke at lade kærligheden lide en grufuld død på slagmarken eller lade kvinderne visne ved kødgryderne.

Og sådan er det med kærlighed. Den visner, ja, dør simpelthen, hvis den ikke plejes. Og så kan man få det, som jeg havde det den aften på restauranten.

For tiden er mange af os sammen hele tiden. For nogle er det vidunderligt. Det er en tid fuld af ro og nærvær, lange gåture sammen, fælles madlavning og færre afbrydeler af sport, venner og weekendaftaler.

For andre er det en hård tid. Parterapeuter har nok at lave for tiden. Corona trækker for mange den sidste rest af sexyness ud af parforholdet. Det, som i forvejen er truet af for lidt nattesøvn. Mangel på tid og selvudvikling. Forholdet, som er sat til side for arbejde, børn og praktikaliteter. Det kan blive tydeligt, at vi irriteres mere over hinanden, end vi glædes. Og så kritiserer vi. Skælder ud og bebrejder. Så giver vi tilbage og støber større kanonkugler til næste omgang. Og sådan bliver det ved, til vi har skudt hinanden og vores forhold helt i sænk. Puha, sikke en mavepuster.

Men hey, bare rolig, der er håb. Ligesom vi selv visner, når vi ikke får næring, sådan visner vores forhold også. Hvis vi glemmer at gøre os umage, tager hinanden for givet og ikke kommer tilbage på sporet, hvor vi kan se, at kærlighed er den største gave, vi kan få og dele med hinanden.

Og hvorfor kommer vi så helt derud, hvor vi til tider slet ikke kan kende det menneske, som vi en gang giftede os med?

Ofte er kritik udtryk for et savn. Tænk lige over det. Jeg bliver sur og irriteret på dig, fordi jeg i virkeligheden savner dig og den måde, vi havde det på en gang. Når vi ser det på den måde, så er det lige pludselig muligt at forlade kampzonen og på valentinsk vis at lade os smede sammen igen i kærlighed. Ved det enkle spørgsmål, vi kan stille hinanden: Hvad savner du?

Min erfaring med pararbejde er, at de fleste par savner kvalitetstid med hinanden. Den tid, der ikke går op i praktiske gøremål, planlægning og dagligdags rutine. De savner nærvær, opmærksomhed, grin og tid, som er dedikeret til den anden uden alle mulige svinkeærinder.

Og det er den gave, vi kan give hinanden. Måske kunne valentinsdag være en anledning til det: at give vores partner vores tid og nærvær. For det kan give mening indimellem at lægge en dug på bordet og tænde stearinlys. Holde hinanden i hånden og se hinanden i øjnene. Nogle gange lykkes det ikke. Så er det som den aften på restauranten. Andre gange kan man opleve, at bare for et øjeblik fik man noget af det, man savnede. Det livsfulde.

Min mand og jeg har heldigvis siden haft masser af middage, hvor nærværet og den gode samtale lykkedes. Og hvad har så gjort forskellen? Jeg ved det ikke. Men det kunne være den indsigt, jeg har gjort siden: at jeg må bære min del af ansvaret, for at det bliver en dejlige aften.

Ud over at være præst er Ane Øland Bækgaard certificeret instruktør i det internationalt anerkendte og forskningsbaserede parkursus PREP.