Tænksomme ord fra langsiden

KOMMENTAR: I Troels Bechs nye podcast står det for alvor klart, at fodbold også er for dem med et stort ordforråd. I en samtale med Jesper Grønkjær handler det om tro og tvivl og om at forvalte sit talent.

Jeg er selvklart vild med Troels Bech. Som Brøndbyfan står de år stærkt, hvor han som sportsdirektør sammen med træneren Alexander Zorninger transformerede Brøndby og var et minut fra guldmedaljerne. Men jeg var nu også vild med Troels Bech før Brøndby. Ikke så meget på grund af hans trænerevner i Superligaen, men mere fordi han med sine tanker og evner til at sætte ord på dem ofte løftede fodbolden lidt højere op. Nogle kalder ham stadig for akademisk eller intellektuel, som om det er en forhindring. Sådan synes jeg ikke det er. Det smukke ved fodbold er, at det er for alle. Fodbold er ikke kun for dem med høj røst bag målet, men også for dem med et stort ordforråd sagt stille på langsiden.

Et andet interessant menneske i fodboldverdenen er Thisteddrengen Jesper Grønkjær, der som 17-årig fik debut på AaB’s førstehold. Jeg husker den kamp. Man kunne med det samme se, at talentet var kæmpestort. Ikke lang tid efter blev han solgt til Ajax i Holland, og i 1999 fik han sin debut på det danske fodboldlandshold, men allerede i det først minut i sin debut spillede han med en for kort tilbageaflevering til Peter Schmeichel den italienske offsidekonge Inzaghi fri til scoring i en kamp Danmark tabte 1-2. Jeg husker den måde, han kiggede ned i græsset på efterfølgende, og Schmeichel, der løb op til midterlinjen for at lægge sin arm omkring ham og sige et par opbyggende ord. Jesper Grønkjær kom sig ikke over sin fejl. Man kunne se, at han kampen igennem tænkte meget over den.

Fra starten af sin karriere kunne Jesper Grønkjær fodboldmæssigt noget helt særligt. Han kunne sætte en mand af fra stående. Han kunne gå til begge sider og behøvede bare plads til et langt træk. Man behøvede ikke så meget taktik med ham på holdet, bare man gav ham plads.

Samme plads havde Jesper Grønkjær brug for i sit liv uden for banen. Det finder man ud af, når man hører Troels Bechs nye podcastserie, hvor et af afsnittene er med Jesper Grønkjær. Afsnittet varer ca. en time. Det er bare de to, der taler sammen. Det kunne lyde som indforstået fodboldsnak, men styrken ved den samtale er, at det er det ikke. Det er en samtale, hvor også den, som ikke går så meget op i fodbold, kan lytte med. Et sted hører vi, at Jesper Grønkjærs lyst til at deltage i samtalen netop er, at det ikke må handle for meget om fodbold, men om hvordan det er at være menneske og spille fodbold. Det er det menneskelige, Jesper Grønkjær gerne vil tale om. Fodbold var det, han lavede. Menneske er det, han var.

Det spændende omdrejningspunkt for samtalen er, hvordan man lykkes med at være begge dele; både en dygtig fodboldspiller og et tænksomt menneske. For hvad gør et tænksomt menneske, når det, han er så god til, kræver, at han ikke tænker for meget?

Jesper Grønkjær tvivlede altid, fortæller han. Ikke på, om han var god til fodbold, det vidste han godt, han var, men på om han kunne balancere sit liv sådan, at han både kunne spille fodbold og samtidig have plads til at gøre sig sine menneskelige tanker og leve et liv, som ikke kun handlede om fodbold. Det var en tvivl, han gik med selv. Han delte den ikke. I sport er tvivl svaghed. Og svagheden holder man for sig selv, ellers har man ofte tabt, inden kampen begynder. Man kan ikke spille på tvivl. Fodbold på topplan kræver konstant tro på sig selv. En tro, du selv må tage med ind på banen.

Det vidste Jesper Grønkjær tidligt, og derfor prøvede han at holde tingene adskilt, at finde balancen siger han flere steder i samtalen. At tro på sig selv, når han gik ind på banen, og give sig selv lov til at tvivle, når han kom hjem. Det var en balance, som skulle give ham selv lov til at være menneske ved siden af fodbolden. Hans karriere var en kamp for, at der skulle være noget ved siden af fodbolden, for ellers kunne han slet ikke spille og udfolde det talent, han havde fået.

Jeg har altid haft stor sympati for Jesper Grønkjær. Jeg så nok mig selv i ham. Havde jeg haft hans talent, havde jeg haft samme konflikt. Jeg håbede på ham. Jeg håbede, der var plads til en som ham i den sport, jeg holder så meget af. Jeg håbede, han kunne vise alle dem, der så gerne ville blive en stjerne som ham, at man godt samtidig kan være en et tænksomt menneske, en ordentlig uselvisk person. Machospillere med tatoveringer og guldkæder og sneakers til 6000 kr. og så mange biler i den indbyggede garage, at det er svært at vælge, hvilken af dem man skal tage til dagens træning, er for mig det værste ved fodbold. Jeg vil langt hellere fortælle mine børn om Jesper Grønkjær. Se, sådan kan man også være en stjerne.

Til gengæld har jeg ofte haft det svært med at se ham spille. Han var god, virkelig god, og i de fem år, han var i FCK, inden han sluttede sin karriere, var han Superligaens mest markante spiller. Men i store del af karrieren var han ikke en særlig sympatisk spiller på banen. Det var, som om han ikke fik balancen til at gå op. Der var noget anspændt over ham. Som om han koncentrerede sig så meget om at være fodboldspilleren Jesper Grønkjær, at han ikke kunne tage mennesket Jesper Grønkjær med ind på banen. Han spillede ikke med glæde. Han lignede en, som så frem til, at kampen sluttede. For god til at lade være med at spille, for sårbar til at kunne spille sig fuldt ud.

Troels Bech er en glimrende vært. På hans hjemmeside, hvor man kan høre programmet, står der godt nok alle mulige ord som teamdannelse og vinderkultur i et high performance-miljø og så står der facilitator, alle ord som lyder som en parodi. De ord tager han heldigvis ikke med sig ind i samtalen. Her trækker han sig tilbage og lader den anden komme til. Det er ret godt af en mand, som ved, hvor dygtig han selv er til at tale. Nogle gange forestiller jeg mig, at en sportsjournalist som Carsten Werge ville have været frækkere og have fået Jesper Grønkjær ud, hvor han ikke på forhånd kendte svaret, så samtalen kunne have vibreret mere, det er en kontrolleret samtale, men på den anden side tror jeg ikke Jesper Grønkjær ville have haft lyst til at gå med derud. Han ville nok have lukket i, endnu engang adskilt tingene, sat sig selv af og givet os en fodboldsnak, som bare er tillærte replikker, replikker han aldrig var god til at sige.

Her en del år efter at han sluttede sin karriere, har han fundet ikke bare fundet ordene, dem tror jeg hele tiden, han har haft, men han siger dem også højt. Det er befriende at høre. Både for fodbolden men også for ham selv. Nu lyder han fri, naturlig, lattermild; sådan lød han aldrig, da han spillede.

Hvor ville det have været helt fantastisk, om Jesper Grønkjær også som spiller havde haft modet til at have taget det tænksomme sympatiske menneske, han også dengang var, med ind på banen. Det havde været en gave for alle dem, der drømmer om at spille i Chelsea og på landsholdet, og det havde været en gave for ham selv. Så havde han ikke behøvet at kæmpe med at få balancen til at gå op. Så havde han ikke behøvet at gøre fodbold til et parallelt liv.

Jeg tror ikke, man kan adskille tingene på den måde, som Jesper Grønkjær har prøvet. Troen kan ikke adskilles fra tvivlen. Det er mere sådan, at i troen ligger tvivlen, og tør man tvivle, vokser troen. Man kan ikke tage sig selv af, inden man går ind i omklædningsrummet, og tage sig selv på, når man går ud igen. Det bliver for svært, for anspændt, skizofrent. Havde Jesper Grønkjær spillet i dag og debuteret på landsholdet i morgen, tror jeg, han havde taget sig selv med ind på banen. Og gennem sit spil på banen vist os, hvem han er som menneske. Han kunne ikke dengang. Måske manglede han et forbillede. Vi har et nu. Lyt.