Sportsånd: En gave, at Superligaen åbner

KOMMENTAR: Vores eksistens er hængt op på et skelet af mange forskellige uransagelige komponenter, som gør os til væsener med en historie, et tilhørsforhold og et sæt værdier. Og fodbolden er en stor del af mange menneskers livsfortælling.

Der findes en vandrehistorie om det 20. århundredes store tyske filosof Martin Heidegger. Den går på, at en teaterdirektør fra Freiburg engang mødte den aldrende Heidegger i en togkupé. Teaterdirektøren var begejstret – for en mere kærkommen mulighed for at sidde ned og tale eksistens og scenekunst med en af samtidens største åndspersoner kunne man ikke i sin vildeste fantasi tænke sig frem til. Men teaterdirektøren blev skuffet. Heidegger ville nemlig kun tale om fodbold.

Det er ikke tilfældigt, at den gamle filosof var mere interesseret i at tale om Franz Beckenbauer end om værensspørgsmålet og fænomenologien, for der findes næppe en kortere vej til en samtale om eksistensen end ved at indlede en samtale om fodbold. ”Vis mig hvilket fodboldhold, du holder med, og jeg skal fortælle dig, hvem du er!”

I torsdags fik den danske Superliga sammen med bl.a. stormagasiner, cafeer og kritiske offentlige arbejdspladser grønt lys til at starte op igen. Under restriktioner, selvfølgelig, og uden tilskuere på stadion. Dermed har regeringen har lagt kulturen på dødslejet, skriver Tom Jensen i Berlingskes leder. Men det er at negligere, hvad fodbold kan og gør. Vi drømmer os naturligvis alle tilbage til dagene før den 11. marts, hvor vi kunne svælge os i alle de kulturoplevelser, som vores hjerter begærede, men når vi skal åbne op med små skridt ad gangen, så er det i sandhed glædeligt, at bolden igen snart må trille på grønsværen. For mange danskere er Superligaen, og fodbolden i det hele taget, en del af deres livsrytme og fortælling. Vores eksistens er hængt op på et skelet af mange forskellige uransagelige komponenter, som gør os til væsener med en historie, et tilhørsforhold og et sæt værdier. Nogle er vokset op med Mahlers 2. symfoni på pladespilleren, andre kommer ud af en familie, der altid har holdt med AGF, enkelte sikkert begge dele. 

Sport fungerer som et eksistensspejl, der for mange mennesker bidrager med nuancer og vinkler til hver enkeltes livsfortælling. Særligt fodbolden er et skuespil med skurke og helte, som ikke bare er ren eskapisme, men også en prisme, man kan se sit eget liv igennem. Imellem driblingerne og tacklingerne er hele den menneskeliges eksistens’ drama subtilt til stede. Godt og ondt, sejre og nederlag – det hele udspiller sig på 90 minutter. Det kan være lige så formativt at overvære, som det er at læse et af litteraturhistoriens hovedværker. Om det er Raskolnikov, som løfter øksen, eller Maradona, der skubber bolden i mål med hånden, er ét fedt. Der er masser af ånd i fodbold, og ånd har vi i den grad behov for i krisetider. Ånd styrker og forener. Ånd giver mod og håb. Når Superligaen igen starter op, vil det for mange betyde, at de får en dimension tilbage i deres liv og hverdag, hvor de føler sig som en del af noget større. Og vi skal glæde os over, hver eneste gang det sker i denne langstrakte genåbningsfase, uanset om det drejer sig om scenekunsten, koncerthusene eller spisestederne. Ånden bliver langsomt lukket ind i vores verden igen, og vi skal sætte pris på hver eneste afskygning af ånd, som får lov. Det er nemlig god sportsånd.