Smiler Gud egentlig?

ESSAY: Georg Metz syntes, det var noget ”vammelt vrøvl”. Andre kaldte teksten veg og vag og syntes, der blev snakket udenom i den annonce, som biskopperne indrykkede i de landsdækkende aviser påskedag. Kirkens traditionelle ord om Kristi opstandelse var nemlig afløst af et smil. Og giver det overhovedet nogen mening? Læs her, hvad der ifølge annoncetekstens forfatter gemmer sig i et smil.

Smiler Gud? Smilede Jesus? Smilede Buddha? Smiler guder i det hele taget? Coronatider gør måske én lidt sær og kan medføre lyst til at foretage små-nørdede, undrende karantæne-analyser. Jeg har i funkisen på 4. sal gået og puslet med tanken om Guds smil. Findes det? Og hvad betyder det, hvis det gør? Men jeg begynder lige i det menneskelige.

En af de mest fundamentale ting, mennesker gør, er at smile. Babyer smiler som en refleks, og hvem af os elsker ikke at få en baby til at smile til os. I de første uger er det lidt snyd, fordi det altså ”bare” er en refleks. Men der sker noget ved seks-otte ugers alderen. Da begynder babyen at smile som en del af det sociale spil. Baby og mor og far eller andre børn og voksne kommunikerer ved hjælp af smilet. Smilet er en social relation.

Smilet findes på tværs af kulturer og ned gennem tiden. Fra grinende græske statuer fra omkring år 2500 før vores tidsregning til den smilende emoji på din telefon. Den mest populære emoji overhovedet er ansigtet med tårer af glæde. I 2015 kårede The Oxford Dictionaries den emoji som årets ord. Den viser lykke – men også mere end bare lykke.

Naturvidenskaben har forsket i smilet i 150 år, siden Charles Darwin gjorde sig tanker om det. Udover at slå fast, at smilet er en helt grundlæggende menneskelig ytring, så er det også uomtvisteligt, at smilet er noget kommunikativt – det er ikke meget, vi går rundt og smiler for os selv derhjemme, medmindre vi er jubelidiotisk forelskede eller har vundet i lotto. Det er også tankevækkende, at det ansigtsudtryk, som mennesker i forsøg viser sig at genkende hurtigst, er smilet. Det tager 10 millisekunder for os at genkende et smil, hvorimod frygtens ansigtsudtryk tager os 250 millisekunder. Videnskabsfolkene undrer sig; det giver ingen mening evolutionært set, for mennesker har mere brug for at genkende fare/frygt end smil, siger de. Også i forbindelse med forskning i sprogets opståen har videnskabsfolk beskæftiget sig med smilet. Teorien er, at før menneskeheden brugte ord, var der ansigtsudtryk som fx smil. Altså først udtryk, derefter ord. Derfor er det måske ikke helt forkert at sige, at sproget kommer fra smilet.

Men hvad med Gud? I Det Gamle Testamente er der et enkelt smil – af alle steder i Jobs bog. Kapitel 29, vers 24: ”Jeg smilede til dem, og de fattede mod”. Men ak og ve, smilet er forsvundet i det nye oversættelse i Bibelen 2020, hvor der står: ”Jeg gav dem nyt håb, når de mistede modet”. Nå, men det er altså Job og ikke Gud, der smiler her, så …

Jesus græder, han smiler ikke, i hvert fald ifølge evangelisterne, som ikke har fundet det værd at notere Jesus’ smil. I østlige religioner bruges smilet til at indikere oplysning og indsigt, og Buddha afbildes ofte med fredfyldte smil. I en af de dejligste påskesalmer i salmebogen, ”Tag det sorte kors fra graven!” skriver Grundtvig i 3. vers:

”Se Marie Magdalene!
Hænder nys hun vrede i gru,
sukked til at røre stene:
Hvor, ak, hvor er Herren nu?
Se, af øjets tåreflod
morgensolen mildt opstod.
I den grav, hvor han har hvilet,
hun har fundet englesmilet!”

Det er forrygende religiøs brugspoesi, og ingen kan gøre Grundtvig det efter i sublim teologisk præcision og lyrisk kvalitet. Af tårer opstår morgensolen, i graven er den døde ikke, men det er englesmilet. På otte linjer går vi fra gru, suk og tårer til sol og smil. Se, det er påske.

Her er det jo en engel og ikke Jesus, der smiler. Men nu tillader jeg mig en holbergsk tankerække: Det mest grundlæggende menneskelige udtryk er smilet. Jesus var et menneske, ergo har han også smilet. Jesus var også Gud, ergo smiler Gud. Jeg er ikke morlille og ej heller en sten, og Erasmus Montanus var galt afmarcheret, da han konkluderede, at morlille var en sten, fordi hun ikke kunne flyve. Men alligevel – kunne der ikke være noget om snakken? Det står ganske vist ikke i evangelierne, men jeg er sikker på, at Jesus smilede. For et menneske – og Jesus var jo sandt menneske – kan ganske enkelt ikke gå igennem livet uden at smile. Så grundlæggende er det i menneskelivet. Tænk forresten lige på, hvor opbyggelig det er. Så jeg påstår altså, at Jesus af Nazareth smilede.

Men hvad betyder så det smil? Hvad betyder det, når det menneske, der også var Gud, smiler? Som jeg sagde før, så er smilet relation. Baby smiler – mor smiler: En kærlig relation er skabt. Smilet er kommunikativt. Vi smiler sjældent alene men allermest, når vi kommunikerer. Vi genkender smilet lynhurtigt – hurtigere end noget andet ansigtsudtryk. Når Jesus smiler, så skaber han kontakt med os. Han forbinder sig med mennesket, ethvert menneske, der mødes af hans smil. Smilet betyder, at Gud/Jesus vil knytte bånd til os. I smilet knyttes guddommelighedens bånd – fuldkommenhedens bånd, som Paulus kalder kærligheden mellem os og mellem Gud og os. I smilet taler Jesus/Gud med os. Han er ikke i sin fjerne himmel: Han er lige over for os. Kommer os smilende i møde. Han kender os. Vi genkender ham lynhurtigt på smilet.

Smilet er med andre ord et kendetegn på den Gud, der knytter sig til det lille menneske. Evangelierne fortæller utallige historier om, hvordan Jesus knyttede sig til mennesker; rørte ved dem, ingen andre ville røre ved. Talte med de udstødte. Spiste med de foragtede. Når jeg skal forestille mig, at Jesus knytter sig til mig, så holder jeg af at tænke ham som den, der aldrig vender ryggen til mig, men altid vender sig mod mig og smiler til mig. I det smil er jeg hans. Hans elskede.

For resten nævnes smilet 37 gange i den danske salmebog. Sommetider er det sjælen, der smiler (nr. 33). Andre gange er det en engel:

Os han også favne vil,
englen i det høje;
Os han også smiler til,
englen med Guds Himmel-glans i øje (nr. 747)

Sommetider er det sørme også Jesus:

Han gik med smil sin stille gang
og kun hvor synd gik frækt i svang
han sukked dybt og bæved (nr.140).

For slet ikke at tale om nr. 537 vers 4:

Du, som fra skyen smiler hist,
Min Herre, frelser, Jesus Krist,
Lær mig at tvinge sorgen!
Sving for mig håbets grønne flag,
Langfredag var en bitter dag,
men skøn var påskemorgen!

Det er selvfølgelig forfærdelig plat, men her er vi tilbage ved verdens mest populær emoji: det smilende ansigt med tårerne. For det er påsken: livets sejr gennem tårer. Det er lige til smile ad.