Livet mens vi dør: 
Så kys dog!

KOMMENTAR: De fire kvinder i DR's dokumentar ’Livet, mens vi dør’ ser sårbart og modigt døden i øjnene. Den kan lære os at være bedre hjælpere for døende – og også lære os noget om at leve.

Når jeg kører hjem fra begravelser og bisættelser, er det altid med en brændende følelse af, at jeg må ringe til mine forældre og søskende og sige at jeg elsker dem, og i øvrigt må skynde mig hjem til mine børn og kysse dem, og i det hele taget få sagt tingene lige ud til dem jeg har kær. Følelsen fortager sig i løbet af en halv times tid, og så synes jeg igen, at det jo også lige kan vente lidt. Jeg bilder mig ind, at jeg har lang tid at leve i. Måske har jeg ret og bliver 108 år gammel, som min oldemor. Måske bliver jeg 91 år gammel som ATP forventer sig for min generation. Eller måske dør jeg, inden jeg bliver 50.

Mandag aften i denne uge sendte DR dokumentaren ’Livet mens vi dør’ om fire kvinder og deres liv med kronisk brystkræft. Og om deres død, for i løbet af de små to år, som optagelserne til dokumentaren spænder over, dør to af de fire kvinder.

Alle de ord, der bliver sagt i dokumentaren, står krystalklart. Det er kvinderne, der taler. Fire stærke kvinder omkring de 40, som taler om, at de skal dø. Det er ikke hverdagskost, for døden er vi ikke gode til at tale om og slet ikke vores egen. Vi kan tale om det som noget hypotetisk, men sværere er det at forholde sig til som noget, der faktisk vil komme til at ske.

Det er en kendt sag, at folk der står overfor at skulle miste, eller som netop har mistet, bliver frygteligt alene med deres sorg, fordi vi i vores kultur har så svært ved at forholde os til døden. Vi hylder i stedet princippet om, at bare man anstrenger sig nok, skal man nok klare det. Det princip står vi så og famler med, når vi mangler ord og prøver at sige det rigtige. Står vi selv over for et tab, anstrenger vi os måske for at ”se tingene fra den lyse side”. Eller vi kommer over for andre, som står i sorg, til at sige klodsede ting som ”Du skal nok klare den” eller sågar ”Du skal bare blive ved med at tro på det”. Som om det skulle hjælpe det fjerneste. Der er ting i det her liv, som vi slet ikke kan klare. Som vi ikke kan være stærke i, eller hvor det er hip som hap, hvad vi tror på, for alt er så kaotisk og sort.

Jeg tror, at det eneste, der kan være en hjælp, er, at der er nogen, der tør se det i øjnene sammen med os og blive stående ved siden af os uden at foregive, at vi har magt over noget, vi slet ikke har magt over.

I Dokumentaren fejrer en af de fire kvinder sin 39 års fødselsdag, kort før hun dør. Hendes mand holder tale og siger ”Der er et ordsprog, som siger: Du har ikke rigtig levet, før du har nogen, du vil dø for. Jeg ville bytte plads med dig omgående, hvis jeg kunne”. Hans ansigt siger det tydeligt, at han føler al smerte i verden ved udsigten til at skulle miste hende. Han bliver stående i det ubærlige.

Det gør de fire kvinder også helt til det sidste, og det er måske det, der gør deres fællesskab, som er spiret ud af en facebookgruppe, så særligt og stærkt. I deres samtaler får flosklerne ikke lov til at stå, for tiden er for dyrebar til bullshit, og det er vildt at se, hvor sårbart og modigt og lige på de taler om deres liv og tanker om fremtiden og ikke mindst om nuet.

Kvinderne lever, mens de dør, som dokumentarens titel siger. Det gør vi jo sådan set alle sammen, for det, at vi nærmer os døden hver dag, er vi fælles om. Men der er stor forskel på, om vi står i en livssituation, hvor vi kan sparke den vished til hjørne, eller om vi må forholde os til den hvert sekund. Står man i den ene situation er det svært at tale med den, der står i den anden. Dokumentaren gør det muligt for os, der tror vi bliver 108 år, forsigtigt at overveje den mulighed, at det ikke er sikkert, det er sådan, det går. I den tid, vi får her, skal der ringes og kysses og siges ting lige ud helst hver eneste dag.