Omskæring: "Det gør man bare ikke"

KOMMENTAR: Omskæring er et overgreb, ja. Men det er også et overgreb at afskære børn fra at høre til i et fællesskab, for ritualer er afgørende for mennesker. De kan være helt meningsløse, men det gør dem ikke betydningsløse. Og kroppens ukrænkelighed er blevet et næsten religiøst dogme i debatten.

Der er få argumenter i debatten om omskæring, der er så hårdtslående som udsagnet ”Jeg er ligeglad med hvad du siger – man skærer bare ikke i små børns tissemænd.” Det er som om lige netop de ord er så indlysende, at enhver, der prøver at sige – ikke det modsatte, men bare noget andet, automatisk har sat sig selv skakmat. Det er ord, der lukker enhver diskussion.

I går var statsministeren ude at sige, at hun ikke støtter lovforslaget mod omskæring. Men selv hvis politikerne vælger at droppe forbuddet, så er folkestemningen så massiv nu, at det nok ikke holder.

Tilbage står nemlig stadig den helt uangribelige sætning hos fortalerne, der minder om en dogmatisk eller næsten religiøs fundamentalistisk tankegang. Hvor der ikke må sættes spørgsmålstegn længere. Hvor alt kan koges ned til én eneste sætning.

Men lad os i stedet forsøge at holde diskussionen åben og undersøge om det faktisk er for børnenes skyld, at man vil indføre et forbud mod omskæring?

Først er det nødvendigt, at jeg gør min egen holdning klar: Er omskæring et overgreb? Ja, det mener jeg entydigt, at det er. Det foregår om ikke mod barnets vilje, så i hvert fald ikke med. Så det er det. Er det meningsløst? Ja, det er det også. Ud fra en rent rationel betragtning. Det gavner intet, og det medfører uundgåeligt smerte. Er det uden betydning? Nej, det er det aldrig. Det er af kolossal betydning. Hvilken betydning? En merbetydningsværdi, og sådan en merbetydningsværdi er vi aldrig i tvivl om, når vi erfarer den:

Hvert år på den dato
der tilfældigvis blev din fødselsdag
tager vi toget til Århus
for at besøge din grav
som nu engang er det sted her i verden
hvor du ikke er.
På turen op gennem byen køber vi blomster
og taler som på enhver anden dag
indtil vi står foran stenen.
Og på vej tilbage regner det altid.
Eftersom intet af dette giver mening
og alligevel finder sted
må det være af største betydning.
(Søren Ulrik Thomsen, 2011)

Det er altså præmissen. Noget kan godt være meningsløst og dog have betydning. Det giver absolut ingen mening, at vi mødes på nogens dødsdag for at lægge blomster på et sted, hvor den døde jo ikke er. Og alligevel har det betydning for de levende.

Det her ved vi godt. Det er irrationelt. Alligevel gør vi det. Mon der kunne være noget tilsvarende på spil i tilfældet med omskæring?

Omskæringen er social

Fra den religionsvidenskabelige ritualteori ved vi, at ethvert ritual er kendetegnet ved: 1. En religiøs forandring. Man går fra én tilstand, til en anden. Fra uindviet til indviet. Fra fortabt til frelst. Fra menneske til mysterium. Fra krop til ånd. Og 2. En social forandring. Man går fra individ til fællesskab. Man ikke bare inviteres ind i, men accepteres af flokken.

I kristen kontekst kan man eksempelvis vælge at udføre en nøddåb, hvis et barn er i fare for at dø kort efter fødslen. Den religiøse begrundelse er, at barnet ikke skal gå fortabt, men inkluderes i Guds kærlighed til nåde og frelse. Men hvad sker der bagefter, hvis barnet overlever? Ja, så gentager man et mere udfoldet dåbsritual i kirken. Hvorfor? Fordi det er mindst lige så væsentligt, at barnet indlemmes i den sociale flok. Barnet skal vises frem, dåben skal ses, barnet skal krammes. Ud fra en rationel (teologisk) betragtning, er det meningsløst, ja, endda blasfemisk: Det tilnærmer sig en gentagelse af dåben, som var man i tvivl om, hvorvidt den virkede første gang. Men pointen er, at ritualer altid har en social funktion. Nogle gange også en religiøs.

Vi kunne nu spørge igen: Er det et overgreb at døbe sit barn? Ja, det er det (om end ikke så voldsomt). Det foregår om ikke mod, så ikke med barnets vilje. Er det meningsløst? Ja, det er det også. Er det uden betydning? Nej, det er af kolossal betydning! Hvilken betydning? Social betydning.

Vi mennesker indgår i en mængde af ritualer for at opnå det, der kaldes emotionel energi. Det kan for så vidt være alle mulige ritualer. Rygning er et ritual. Ligesom sex, vinterbadning og ølbowling. De er åbenlyst ikke religiøst funderede, men de er ikke desto mindre interaktionsritualer. Vi opsøger dem, fordi ritualer fortætter den højst eftertragtede, berusende følelse af sammenhørighed. Ritualer er sociale trykkogere, som skaber det sociale.

Ritualer er ikke blot med til at definere, men også at skabe det sociale fællesskab. Et fællesskab som ethvert barn, ethvert menneske, er absolut afhængigt af. Så når vi siger, at det er for barnets skyld, at vi bør forbyde omskæring, er det så så entydigt? Jeg kunne aldrig drømme om at omskære mit eget barn, men hele dets sociale liv afhænger heller ikke på nogen måde af det.

Det ændrer ikke på, at omskæring er et overgreb. Men det ændrer på det spørgsmål, om det entydigt er for barnets skyld, når vi vil forsvare det mod omskæringsritualet? Spørgsmålet er samtidig, hvad vi afskærer barnet fra? Og her må svaret være, at et forbud mod omskæring også fratager børnenes deres mulighed for at blive optaget i det sociale fællesskab. Den oplagte indvending herimod er, at så er der noget galt med ritualet! Og ja, det er der muligvis, fra vores perspektiv. Et mindre indgribende ritual havde været at foretrække. Men det ændrer ikke på, at et forbud også vil gå ud over børnene.

Kroppen er hellig

Hvorfor står individets ret til selvbestemmelse over alt andet i vores tid? Eller mere præcist formuleret: Hvorfor er det, at det lige netop er kroppen, og helt specifikt individets krop, der er ukrænkelig?

Vi har i dag en forestilling om det autonome individ, som er uden fortilfælde i den europæiske idéhistorie. Individet er enestående. Ikke alene i betydningen unik, autentisk, sig selv, men også i den betydning, at det skal stå ene, være uafhængigt og autonomt. Individet har i en afgørende forstand overtaget Guds hellighed. Hvor det før var Gud, der var ”untouchable”, er det i dag individet, og helt særligt individets krop. Det er derfor omskæringsdebatten er så betændt. Individet krop er ukrænkelig, den er untouchable, for individet er enestående selvbestemmende.                     

Lad os derfor se på, hvad individet – som barn – ikke bestemmer over. Et barn er ikke selvbestemmende i forhold til:

• hvor det er statsborger
• om det skal gå i skole og hvor
• hvilken grad af luftforurening og allergener det eksponeres for
• hvilket psykisk miljø det udsættes for i de helt afgørende første år af dets liv.

Som forælder må du omvendt og i overraskende vid udstrækning:

• Fortælle dine børn, at de er værdiløse skvat.
• Indlære dine børn den grundfølelse, at de ikke er værd at elske.
• Udslette selvværdet fra deres psyke.
• Opdrage dem med en kæft-trit-og-retning, der forhærder deres hjerter
• Brolægge deres liv med diagnoser og dårlig samvittighed.

Men du må ikke slå dem. Og du må ikke omskære dem. For du må ikke røre dem. Deres kroppe er urørlige. Og dette på trods af hele den samlede videnskabelige psykologis massive empiriske belæg for, at tidlig psykologisk skade på barnet er noget nær uoprettelig. Alligevel er kroppen det ene, komisk afgrænsede lille område af menneskets selv, som barnet selv må bestemme over.

Gud fri mig vel

Omskæringsdebatten er måske ikke så påtrængende for os som kristne. Vi nøjes jo som sagt med det lidt mindre overgreb at døbe vores børn. Men hvad i alverden skal vi stille op med det besynderlige (bibelske) faktum, at selv Jesus blev omskåret? Han blev ikke spurgt. Man skar bare. Da Gud blev kød og tog bolig iblandt os, skar man allerede på ottendedagen noget af kødet væk igen. Var det et overgreb? Ja, det har det helt sikkert været. Fandt Gud sig i det? Ja, åbenbart. Af alle de ting, Jesus ifølge kilderne har sagt og gjort, i al hans opgør mod farisæere og skriftkloge og i al hans samfundsnedbrydende religionskritik levner Jesus ikke ét kritisk ord mod det faktum, at mennesket skar i ham uden samtykke. Det er da tankevækkende. Havde det ikke været det mest oplagte, hvis Gud i al sin menneskelige afmagt og guddommelige almagt og havde sagt: ”Jeg er ligeglad med hvad I siger – I skærer bare ikke i min tissemand!”?

Kommentaren er en let omskrevet version af Christian Hjortkjærs artikel ”Da Gud blev omskåret” i 1. Omtanke fra Tænketanken Eksistensen.