Midt i en karantænetid

KOMMENTAR: Kynismen siger: Alt eller intet. Hvis jeg ikke kan gøre en forskel, kan det være lige meget. Men magtesløshedens omsorg viser os, at vi altid kan handle, uanset hvad.

Det har lige været kampdag, kvindernes internationale kampdag. Men samtidig er det også karantænetid. Det er svært at forene.

På den ene side er der handlingens energi. Det er nu, der skal gøres noget. Nu, den gode kamp for lighed og frihed skal kæmpes. Friheden og ligheden hører til kristendommens dna. Det kommer ikke an på, hvordan vi er placeret i verdens sindigt udregnede sociale hierarkier. Det kommer ikke an på etnicitet, køn, og hvad vi ellers kan finde på at inddele hinanden i, for vi er lige i forhold til hinanden. Derfor må der også kaldes til kamp, hvis mennesker ikke behandles med den værdighed, der tilkommer dem.

På den anden side er der så pludselig også denne stilstand. Der er nemlig gået besked ud om, at det er bedst, hvis vi holder afstand og begrænser de tusinde mulige møder.

Det går ikke op. Kampen og stilstanden står vibrerende over for hinanden. Bevægelsen udad er afbrudt og blevet til tilbagetrækning. På den måde er det en usædvanlig tid. Men selv det usædvanlige kan rumme det almindelige i sig. Og måske er det sådan, at det altid står og svinger dér mellem kamp og stilstand, mellem handling og tilbagetrækning, mellem det at kunne gøre noget og det at føle sig magtesløs.

Indimellem lykkes det os at mobilisere en vis mængde kynisme. At glide af på det uoverskuelige og det, der er svært. Indimellem lykkes det at lade, som om vi ikke er så forbundne endda, at den andens liv ikke rigtig har indflydelse på vores eget liv og omvendt.

Magtesløsheden er medvirkende til det. For hvis det bliver for uoverskueligt, kan det opleves som nemmere at glide af. Men vi er forbundne. Det har Coronavirussen lært os, selv om det er i negativ forstand. Vi er forbundne med dem i Kina, Iran og Italien. Ligesom de er forbundne med os. 

Kynismen laver den beregning, at enten vil den gøre en forskel, vinde kampen, eller også vil den ingenting. Og så må det tit blive til ingenting. Men når det svinger imellem kamp og stilstand, mellem at kunne gøre noget og være magtesløs, ved vi, at mindre også kan gøre det. Vi ved at det er muligt at drage magtesløshedens omsorg. At selv om der kan være stilstand, selv om vi ind imellem kan være ramt af en situation, vi ikke kan se os ud af, så er handlingens mulighed ikke udelukket.

Hvis ikke det var for magtesløshedens handlinger, ville verden være brolagt med endeløs tragik, og kynismen ville have frit spil. Men der er heldigvis dem, der gør, hvad der skal gøres, selv om de ikke ændrer det store ved det. Eller også gør de. Der er fx dem, der rækker en serviet til en, der græder. Der er dem, der tager sig tid og hører på en, der er syg af bekymring. Der er dem, der taler med en, der er bange for at dø. De kan ikke forhindre gråden, bekymringerne og døden, men de handler alligevel. Og midt i omsorgen træder så det meningsfulde frem: Vi er ikke hinanden ligegyldige, vi er hinandens medmennesker.