Maradona blev slugt af mytologien

KOMMENTAR: Fodbold handler hverken om evner eller resultater. Fodbold handler om drømme og storhed, og ingen var større end Maradona. En uperfekt mand og derfor en perfekt mytologisk figur.

Af og til kan man stadig støde på folk, som helt oprigtigt mener, at Pelé er den bedste fodboldspiller nogensinde. Andre hævder, at vores tids superstjerner, Ronaldo og Messi, er bedre end nogen som helst før dem. For de førstes vedkommende ved man, at de har været for dovne til nogensinde at se Maradona spille. For de næstes vedkommende ved man, at de glemmer, hvad fodbold handler om.

For fodbold handler ikke om evner. Fodbold handler ikke om resultater. Fodbold handler om storhed, om barndommens leg, ungdommens drømme og voksenlivets nostalgi. Og ingen var større end Diego Maradona. Mange andre fodboldspillere har vundet mere, scoret flere mål, været mere komplette atleter. Men ingen var så fortryllende som ham. Ingen havde en så direkte og uspoleret adgang til selve spillets sjæl. Et simpelt spil. Kridtstreger og græs. Elleve mod elleve. Allersmukkest, når det på én og samme tid ligner krig og dans. Og ingen har favnet denne dobbelthed som gadedrengen fra Buenos Aires. Han var sublim, i ordets reneste Caspar David Friedrich-agtige betydning. Han behandlede bolden med en ynde og en lethed, som kunne lede en til at tro, at den lille Diego befandt sig i en anden og forbedret verden, hvor mennesket ikke var slave af naturlove. Men han kunne også være grim, kynisk og brutal. Han så måske lille og tyk ud, men øjnene bliver så let bedraget, og da Maradona var på toppen af sin karriere, var han bygget som en kamphund. Ren og skær muskel. Og han gav tilbage af samme skuffe, når de italienske forsvarsspillere forsøgte at stoppe ham med en voldsomhed, der for længst er forsvundet ud af fodbolden.

Han var venstrebenet. Selvfølgelig. Det er de fleste genier. Alligevel skulle han – ham, som blev skabt med de mest fortryllende fødder – score sit livs mål med hånden. Alle de engelske spillere gestikulerede, og ser man målet i dag er det nærmest rystende, at det blev tildelt. Det var i virkeligheden en regulær svinestreg. Usportsligt og uskønt. Men Maradona kaldte det for Guds hånd, og Guds hånd var det. Man siger, at en Gud, man kan forstå, ikke er en Gud. Og Maradona var, på trods af hans uforlignelige talent og grænseløse popularitet, om ikke misforstået så i hvert fald uforståelig. Hans skifte fra glamourøse Barcelona til kaotiske Napoli. Hans tvivlsomme beslutninger i livet uden for fodbolden, hvor det syditalienske natteliv langsomt men sikkert opløste ham, alt imens han lyste som en sol på banen. Han var en modsætningernes mand. En uperfekt mand og derfor en perfekt mytologisk figur. Den lille argentiner var så stor, at han end ikke formåede at rumme sig selv. Mytologien slugte til sidst mennesket med hud og hår. Fodbold er et simpelt spil. Kridtstreger og græs. Elleve mod elleve. Men livet har ingen kridtstreger, og mod tiden begynder man altid kampen i undertal. Det gælder også for mytologiens sidste sande helt. Diego Armando Maradona Franco. Med bolden på fødderne kunne han snyde alle, men uden bolden snød han allermest sig selv. Og deri skinner hans storhed. Som en stjerne omgivet af evigt mørke.