Litteratur: Moderskabets grænseland
KOMMENTAR: Mødre og børn er gensidigt afhængige af hinanden. Det ser vi hos forfatterne, der skriver om moderskab som aldrig før, for afhængighed er noget, vores tid ikke har det nemt med. Hverken når det gælder mødre eller Gud.
Alle har én, og mange af os er også selv blevet det. En mor. Det er ikke nyt. Det nye er, at litteraturen i øjeblikket vrimler med mødre i et hidtil uset omfang. Både de mødre, vi fik, og dem, vi blev.
”Har du en moder, da skøn derpå,” lyder det i Kaalunds fabel om den dræbte and. Men det er ikke nødvendigvis påskønnelse, der skrives frem, hverken når det drejer sig om at have en mor eller selv være én. Det er på én gang livsnødvendigt og skæbnesvangert at have en mor. Og bliver man selv mor, er det et arbejde, man ikke kan sige op. Der er ikke meget morskab ved moderskabet, som det fremstilles for tiden med en påfaldende synkronicitet. Tænk, at så mange forfattere næsten samtidig har sat sig til tasterne for at skrive om at have en mor eller være én. Beskrivelsen af moderskabet går tættere på kropsligheden end nogensinde før. Dy Plambeck, Olga Ravn, Cecilie Lind, der i langdigtet Mit barn siger: ”Jeg tabte mig selv ned i et barn”.
Måske er det, der trigger nutidens kvinder, når de bliver mødre: at det føder en kvindelighed i dem, de ikke anede fandtes, fordi det måske forholder sig sådan, at kvinder nok har vundet retten til at være mænd, men endnu ikke har vundet retten til at være kvinder?
Det grænseland, som er fødslens, beskrives indgående. Som at være der selv, om man så må sige. Selv Jesper Stein, der jo som mand ikke har personlige oplevelser med at føde, har fået fat på fødselsjournalen fra sin egen fødsel.
I sin roman Rampen beskriver han detaljeret de kropslige udsondringerne, presseveerne, samtalen mellem den fødende og jordemoderen, der i 1964 er Des og på efternavn med hans mor, fru Larsen.Man får det indtryk, at mødre ikke er i særlig høj kurs. Måske har de aldrig været det? Måske er det derfor, det fjerde bud lyder: ”Du skal ære din far og din mor”. For gav det sig selv, var der ingen grund til at lovgive om det.
Og mødre, forstår man, er enten for lidt eller for meget og under alle omstændigheder irriterende, mest af alt fordi de er forbandet livsnødvendige. Det er ikke sådan at undsige sig, at man skylder sin mor livet. Heller ikke når hun som hos Peter Øvig i Min mor var besat antager monstrøse dimensioner. For slet ikke at tale om situationer, hvor det er moren, der afskærer kontakten til sit barn, så man med titlen på norske Vigdis Hjorths nyeste bog må spørge: Er mor død? Selvom det skulle være tilfældet, hjælper det ikke på forfatteren, der vågner våd af sved og forstår: ”at vores tidligere forhold har overlevet i mig, at den afhængighed jeg engang havde af hende, som både var skattet og afskyet, lever i mig”.
Mødre har en kropslig erindring om barnet, som en far ikke kan have, og lige i det stykke er moderens erindring den dybeste - alle politiske beslutninger og ligestillingsidealer til trods. Måske er det, der trigger nutidens kvinder, når de bliver mødre: at det føder en kvindelighed i dem, de ikke anede fandtes, fordi det måske forholder sig sådan, at kvinder nok har vundet retten til at være mænd, men endnu ikke har vundet retten til at være kvinder?
Det får man fornemmelsen af i en anmeldelse fra denne uges Weekendavisen af to samtalebøger fra to generationer af kvinder: Verden regeres ikke med underlivet. Fra den ældre generation er det Ulla Terkelsen og Ghita Nørby, som har ofret alt for hhv. journalistik og scenekunst. Børn kom altid i anden række. Det var bydende nødvendigt. I den yngre generation er det Ditte Giese og Anne Sofie Allarp, der trods bøvlet med mænd, børn og karriere, understreger, hvor tæt et forhold de har til deres børn. For det skal man have. Oven i alt det andet. Mødre må ikke glemme børn. Aldrig. Altså, ideelt set. Men det gør vi sommetider. Dels fordi arbejdslivet trækker i os, dels fordi der også hører 1001 kedelige almindeligheder med til at være mor. Det ser bare ud til, at den yngre generation af mødre nemmere får dårlig samvittighed over det end den ældre.Nørby og Terkelsen tager det nemlig som en mand: At svigte børnene var karrierens uundgåelige pris. Den yngre generation, Giese og Allarp, kæmper i højere grad med at få karriere og moderskab til at hænge sammen. Men det kommer ikke til at ske, så længe karriere ikke kan indrettes i overensstemmelse med den gensidige afhængighed mellem mor og barn. Det er en afhængighed, som hverken lovindgreb og øremærket barsel til fædre kan gøre det af med.
Det er lidt ligesom med Gud, som jo også i flere omgange er blevet erklæret død, uden at det hjælper på den afhængighed, nogle af os skatter og andre afskyer.
