Ligeværd kommer ikke 
af sig selv

KOMMENTAR: Problemerne i USA skyldes en præsident uden dannelse i et samfund uden lighed. Det bør Danmark tage ved lære af, så vi ikke ender i samme situation.

På grundlovsdag 2020 blev det tindrende klart for os alle, at et velfungerende demokrati ikke er en selvfølge. USA viser os i disse uger, at der stadig er meget at kæmpe for. Verdens største demokrati står i vanskeligheder, vi ikke før har set. Det skyldes en præsident uden dannelse i et samfund uden lighed.

De to mangler er kædet sammen i en skæbnesvanger ond cirkel, der gør urolighederne i USA alvorligere, end de har været tidligere. Det må få os alle til at reflektere over vores demokratiets styrke og svaghed.

Det første først: Uligheden.

Det er ikke svært at få øje på den strukturelle racisme i USA. Den er årsag til en stor del af den ulighed der kendetegner det amerikanske samfund.

I Danmark kan vi hurtigt blive enige om, at ligeværd er grundlæggende for et samfund funderet i demokrati. Lighed er nævnt i folkeskolens formål som et grundlag for dannelsen af børn i Danmark. Mange danskere vil uden tvivl pege på lighed som et karakteristika ved det danske velfærdssamfund. Ikke kun den økonomiske lighed, men lighed som ligeværd. Alle mennesker har lige stor værdi. Og her er der er mere på spil end floskler og gode intentioner. Det er netop det, vi ser i USA i disse dage. Et enkelt drab på en sort mand tænder vreden i hjerterne på tusindevis af amerikanere. Her er selve sammenhængen i det amerikanske samfund på spil. Den sammenhæng, som den enkelte føler mellem sig selv og samfundet. De forenede stater er med al sandsynlighed stadig de forenede stater om fem og ti år, men sammenhængen mellem den enkelte og samfundet er truet af det skarpe skel, der har splittet det amerikanske samfund de sidste år. 

Derfor skal vi reflektere over vores styreforms forudsætninger. 

Ved grundlovens indførelsen i Danmark fjernedes den strukturelle og samfundssikrede ulighed, der bestod i det standsopdelte samfund. Demokratiet blev indført med intentionen om lighed og ligeværd som et grundlag. Kun langsomt og i små skridt voksede en lighed frem i hverdagen for det enkelte menneske. Kvinder, tyende, arbejdere og mange andre fik ikke lige adgang til magt og privilegier. Mange mennesker levede med en reel hverdagsulighed tæt ind på kroppen. Ligheden var ikke en selvfølge, og vi kan stadig ikke tillade os at tage den som en selvfølge.

I Danmark lægger vi vægt på lighed i uddannelsessystemet og i sundhedsvæsnet. Over for myndighederne skal alle danskere behandles lige, ligesom der er lighed for loven. Så langt er vi alle glade.

Men det øjeblik vi oplever ulighed, reagerer vi instinktivt. Den indlagte ryger, der bliver tilsidesat for en patient, der ikke ryger. Ældre, der bliver sprunget over i køen på arbejdsmarkedet. Manglende ligeløn for lige arbejde. Forskelsbehandling ved grænsekontrol og visitationszoner. Oplevet ulighed sætter sig i os. Former os. 

USA har aldrig fået gjort helt op med den ulighed som racismen har ført med sig. Den strukturelle ulighed fandt sit udtryk i mordet på George Floyd, der blev kvalt af en hvid politibetjent i sidste uge. Den smerte, som hverdagsuligheden sår i det enkelte menneske, får konkret stemme, når navnene på de sorte mennesker der er døde i politiets varetægt, bliver råbt op ved demonstrationerne i disse dage. Det er hård kost, og vi kan ikke vende ryggen til. Heller ikke her i Danmark. Ligeværd kommer ikke af sig selv. Hver generation må kæmpe for den, formulere den og gøre den konkret.

Den amerikanske forfatter Francis Fukuyama peger på at uddannelse kan skabe en oplevelse af fælles ansvar og fælles forpligtelse hos et folk. Begge dele kædet sammen af fælles identitet som ikke er geografisk, etnisk eller historisk. Den fælles identiet skal fæstnes i en politisk sammenhæng hvor den enkelte føler sig anerkendt og har en oplevelse af ligeværd. Der, hvor vrede, racisme og ulighed splitter, skal der noget til, som samler. En dannelse. Ikke som en mulighed, men som en nødvendighed, hvis de vestlige samfund skal blive ved med at være samfund.   

Og dermed til det andet: Den amerikanske præsidents mangel på dannelse.

Dannelse handler om at gøre mennesket i stand til at forstå sin tid, sin kultur og derfra agere som ligeværdig borger. Dannelsen skal gøre mennesket i stand til at reagere på udfordringer på en måde, der engang imellem tilsidesætter egne behov for det fælles gode. Således skal et demokrati foldes ud af mennesker, der forstår deres samfund og handler på baggrund af den forståelse til fælles bedste. Deltagerne i et vellykket demokrati må føle ansvar for mere end sig selv. Og Fukuyama peger på, at det er en forudsætning for vellykket deltagelse i et demokratisk samfund, at deltagerne oplever, at de bliver anerkendt.

Det har vi erfaring med i vores lille land. Ved grundlovens indførelse gik danskerne fra at være undersåtter, der forventedes at lystre, til at være borgere, der skulle kunne tage beslutninger og handle til samfundets bedste. Derfor skulle de dannes.

Donald Trump mangler tilsyneladende den dannelse, der skulle sætte ham i stand til at agere til samfundets fælles bedste. I stedet for at deeskalere konflikten gør han det modsatte. Trækker grænser, peger fingre og splitter mere, end han samler. Det gør han i en valgkampsretorik over det velkendte tema Law and Order. Det er svært at tro andet end at han bruger situationen til sit eget bedste ude hensyn det det fælles. Lederen, der burde bryde den onde cirkel, viser sig som en del af den. 

Vi må derfor se på USA i denne tid og erkende, hvorfor vi alle sammen fortsat skal kæmpe for lighed og ligeværd for alle mennesker. Vi skal fortsat argumentere for en konkret, reflekteret og udfoldet lighed både i Danmark og i hele det globale samfund. For at kunne gøre det må dannelsen være mere end en teoretisk drøftelse, som glemmes så snart hverdagen viser sig. Dannelsen skal være en oplevelse, mere end en overvejelse, en oplevelse af lighed med de mennesker, vi er i samfund med. Først og fremmest i vores uddannelser. Her skal vi opleve ligeværd, frihed og demokrati, mens vi lever med det og i det. 

Dannelsen skal give alle børn erfaring af sammenhæng mellem dem selv og det samfund, de vokser op i. Den skal give sygeplejersker, politibetjente, politikere og alle andre en konkret forståelse af, hvad lighed betyder og er i den levede hverdag. Den skal ikke kun sidde i hovedet og formuleres i ord, men bo i hjertet og udtrykkes med hænderne.

USA viser os med al tydelighed, at vi ikke kan tage demokrati og lighed for en selvfølge. Der er meget at kæmpe for endnu.