Krænkelseskulturen kalder på nye normer – og Løgstrup kan hjælpe os

KOMMENTAR: I relationer mellem mennesker bør man tage vare på den andens vel. Det har teologen Løgstrup lært os. Vi er afgørende for hinandens ve og vel, siger han, og det stiller store krav til os: Vi skal på én gang både tale åbent og respektere hinanden. Og det kan vi godt finde ud af.

Jeg er født i 1942. I min ungdom var det naturligt, at jeg betalte, hvis jeg inviterede en pige i biografen. Jeg valgte, hvilken film vi skulle se, og sørgede for, at der ikke var for meget vold i den. Jeg holdt døren for hende, trak hendes stol ud, tog hendes frakke og fulgte hende hjem bagefter. Jeg var nemlig velopdragen.

I dag kunne sådan en opførsel let ses som både mandschauvinistisk, nedladende og krænkende.

At krænke er at begå overgreb på nogens ære eller selvfølelse; en handling opleves som krænkende, når den overskrider det vedtagne normsæt eller det fælles regelsæt for, hvorledes man omgås hinanden. Og her er vi allerede ved sagens kerne: I modsætning til, hvordan det forholdt sig i min ungdom, er der ikke længere et fælles regelsæt baseret på vedtagne normer.

Det betyder, at det er subjektivt, hvad der opleves som krænkende. Så kan det, at nogen har en anden opfattelse og måske insisterer på at give udtryk for den, opleves som krænkende. Nogle kan blive krænket af sproglige formuleringer i den danske sangskat; så kan andre føle sig krænket over, at de første føler sig krænket - og sådan fortsætter spiralen uden ende. Ofte er det dem, hvis identitet er mest under pres, nemlig minoritetspersoner eller deres repræsentanter, der føler sig krænket; de føler, at deres identitet udfordres. Derfor breder krænkelseskulturen sig; den får at gøre med forståelsen af, hvem vi er, med vores identitet.

Der er behov for en ny start. Vi kan ikke gå rundt i hver vores identitære grupper og føle os krænket. Vi kan heller ikke være ligeglade med hinandens grænser. Der må altså nye fælles spilleregler til. Hvor får man dem fra, når de ikke giver sig af sig selv?

En af dem, der har noget vigtigt at sige om kernen i menneskers samliv, nemlig at vi skal kunne leve sammen i verden på en åben og tillidsfuld og respektfuld måde, er teologen og filosoffen K.E. Løgstrup. Kan han også sige noget ind i den nutidige debat om krænkelseskultur og identitetspolitik? Lad os prøve.

Løgstrups filosofiske metode består i at dvæle ved fænomenerne, analysere dem og se dem i sammenhæng med det liv, vi mennesker har sammen. Det er i den forbindelse, han kommer frem til, at mennesker ikke lever for sig selv. Tværtimod lever vi altid i på forhånd givne sammenhænge; alt sandt liv er samliv. Når samlivet lykkes, er det båret af nogle fænomener, som han kalder suveræne livsytringer. Der er flere af dem, først og fremmest tillid, men også barmhjertighed, håb og talens åbenhed hører med til de suveræne livsytringer. De er afgørende for den måde, vi opfører os på, men på en skjult måde. Derfor kan de let overses.

Livsytringerne er karakteriseret ved at melde sig spontant i øjeblikket. De kan nemt forsvinde igen eller udnyttes i vores selviske forehavender, men det er ikke desto mindre dem, der bærer vores samliv.

Men de regulerer det ikke. Det gør de normer, som bygger på livsytringerne. Normerne er foranderlige. Det har om noget sexismedebatten illustreret. Normerne på det seksuelle felt er i min levetid ændret på så mange måder, at det kan gøre én åndeløs. Det, der var god opdragelse i min ungdom, er nedladende og mandschauvinistisk i dag. Hvilket har ført til, at der hersker en usikkerhed med hensyn til, hvordan man opfører sig. Der er derfor behov for at udvikle nogle fælles normer, der kan regulere adfærden på et så følsomt område som den menneskelige seksualitet.

I en sådan udvikling af nye normer må man gå tilbage til det, som normerne bygger på, nemlig livsytringerne. Her kan de sammenfattes i begrebet om ”at tage vare”. I en relation mellem mennesker bør man tage vare på den andens vel, for man holder altid noget af den andens liv i sin hånd, som Løgstrups vel nok mest citerede bonmot lyder.

At tage vare på den andens vel er en delikat affære, som derfor må udføres med stor delikatesse. Det må jo ikke føre til et nyt overgreb, selvom et sådant kan være planlagt ud fra de bedste motiver. For at mødet kan udfolde sig på bedst mulige måde, kan man mobilisere en anden grundtanke hos Løgstrup, nemlig talen om at ethvert menneske har en urørlighedszone. Det er et elementært fænomen i vores samliv, at enhver har krav på at være omgivet af en urørlighedszone. Løgstrup forstår nok i første omgang mest begrebet psykologisk, men coronakrisen gør det naturligt også at tænke urørlighedszonen fysisk. Vi protesterer, hvis et andet mennesker kommer for tæt på og antaster vores urørlighedszone; så bliver vi med rette krænkede.

Løgstrup udfolder begrebet ved at skelne mellem grund og motiv. Når vi argumenterer for vores handlinger, angiver vi nogle grunde. ”Jeg synes, det er godt, at jeg viser respekt for kvinder ved tage styringen, hvis vi skal ud sammen,” kan en gammeldags tænkende mand måske sige. Det er grunde, som man kan diskutere. Derimod går det ikke an at drage mandens motiver ind i den saglige diskussion. ”Det siger du kun, fordi du vil være den, der bestemmer”, kunne være sådan en motivforskning, og det ville med rette af manden opleves, som om de grunde, han selv giver for sin handling, ikke bliver respekteret. Og man har værsgo at henholde sig til de grunde, folk giver for deres handling og holde sig fra at spekulere i deres motiver. Det ved vi også instinktivt, skriver Løgstrup, for respekt for urørlighedszonen må også regnes til de livsytringerne, der ligger til grund for det menneskelige samliv.

Jamen, går det så ikke ud over en anden livsytring, nemlig talens åbenhed; at man altid taler ud og taler sandt? Skal man ikke sige, hvad man mener om, hvordan forholdet mellem mænd og kvinder bør være? Jo, siger Løgstrup, der er tale om modsatrettede tendenser, men det skal vi ikke være så bange for; det er det, der holder liv i vores samvær. Så vi skal altså ifølge Løgstrup på en gang både respektere den andens urørlighedszone – man skal ikke krænke den anden – og fastholde åbenheden, sige tingene som de er. En sådan forenende modsætning er med til at holde liv i vores samvær.

Så hvad ville Løgstrup sige til krænkelseskulturen? For det første ville han sige: Respekter den andens urørlighedszone. Mange gange sker det ikke i den offentlige debat, der kan antage en personlig og perfid karakter.

For det andet: Sig tingene, som de er. Respekter talens åbenhed. Meget af den offentlige debat er præget af en misforstået hensyntagen til en bestemt opfattelse af det politisk korrekte.

For det tredje: Følg den gyldne regel: Gør mod andre, hvad du vil, andre skal gøre mod dig. Den stammer fra den prædiken, Jesus holder på et bjerg for sine disciple, og forudsætter, at man kan sætte sig i det andet menneskes sted. Det er måske den vigtigste evne, vi som mennesker kan have. Vi kan forestille os ting og sager; vi kan forstå, hvad andre mennesker føler, blot vi er tilstrækkeligt oplyste. Vi kan sætte os ind i, hvordan det er at have levet under andre normer for 60 år siden – eller som voksen kvinde at føle sig umyndiggjort, fordi manden synes, han skal vælge en film, hun kan tåle at se.

Løgstrup er ikke leveringsdygtig i konklusionen: Hvad er den rigtige ansvarsfordeling mellem kønnene. Hvilke sange bør vi synge til morgensang?

I stedet inviteres vil til på et mere grundlæggende plan at reflektere over vores tænkning og handlingsliv. Det er den sande helbredelse af et samfund, der er ved at falde fra hinanden. Og som grundlag for det hele er den etiske fordring, at vi skal tage vare; tage vare på den anden og på det andet menneskes livslykke. Derfor: Du skal ikke krænke.