Julen er et budskab om kærlighed og glæde

KOMMENTAR: Vi er ikke kun sat i verden med døden som horisont, men midt i livet, i sammenhæng med hinanden. Det er julens budskab, og det har vi særlig brug for i et coronaår.

Julen er et budskab om kærlighed, sagde statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde i begyndelsen af december måned. Det er, som om vi har hørt det før. Englen sagde det julenat til hyrderne på marken uden for Betlehem: ”I skal ikke være bange. Jeg kommer med et nyt budskab til jer, som skal blive til en stor glæde for alle folk”. Et budskab om kærlighed, glæde og lys i mørket. 

Hyrderne på marken fulgte englens ord, og de fandt Jesusbarnet. Siden nåede de vejfarne hellige tre konger også frem til barnet i krybben. De fulgte stjernen på himlen helt fra østerland, gik fejl omkring kongens palads, men fandt så barnet i stalden og så stjernen skinne i barnets øjne. Maria, Jesus’ mor, fortæller evangelisten Lukas, gemte alt, hvad der skete julenat i sit hjerte, og ligesom hyrderne og vismændene tog hun glæden videre med i livet, så barnets fødsel kunne blive til glæde for alle, der fejrer jul. Maria, hyrderne og vismændene forstod, at delt glæde er dobbelt glæde.

Det er en glæde, der giver genlyd i mange af de salmer, vi synger ved juletid – vi synger juleglæden frem. Nu glædes gamle og unge og Menneske, fryd dig, os er en evig frelser født.

Julen er et budskab om glæde. Men al denne tale og sang om glæde, er den ikke temmelig anmassende og noget af et postulat, ikke mindst i år, hvor hele verden er ramt af corona? Hvordan tale om glæde, når vi skal holde afstand og bedst passe på hinanden ved at holde hinanden fra livet? Hvor er glæden, når hverdagens gang er afstandsmærkerne i supermarkedernes køer til kassen, og når, vi inden vi går ind i en butik, skal tælle, hvor mange der er derinde og overveje om, vi selv kan gå derind? Under forårets nedlukning skulle vi da i det mindste kun holde afstand, nu kan jeg ikke engang se din mund og se, om du smiler bag mundbindet. Hvordan tale om glæde hos et afstandsramt og mundtildækket folk?

Jeg kan måske godt nynne Kingos ord om, at sorg og glæde, de vandre til hobe, men det virker umiddelbart sært postulerende og langt fra min daglige erfaring lige nu at fremhæve glæden, også selv om det snart er jul. Dagene forekommer ofte tunge og mørke, præget af bekymringer og trusler fra sygdom og død. Afstand og ensomhed gør snarere verden tom og øde, isolerer os hver især i vores egen lille boble.

Det er snarere det øde og tomme, der kan forekomme virkelighedsnært. Tænk på vor tids isbjerge, både dem, der smelter, og på de store udfordringer, vi står overfor i verden. Tidligere udenrigsminister Per Stig Møller nævnte fire af udfordringerne i sin bog fra 2018: den demografiske, den økonomiske, den økologiske og den demokratiske udfordring. Vi kan dertil tilføje epidemien, pesten som har ramt verden. Verden går ikke bare fremad i en fortsat positiv udvikling, og det kalder let mere dystopiske forestillinger frem i os. En verden, hvor alle må kæmpe deres egen kamp, hvor solidaritet og medmenneskelighed er væk. En verden, som bliver ubeboelig pga. menneskets rovdrift på naturen. Spørgsmålet er, om ikke disse forestillinger er mere virkelighedsnære end den glæde, som englen bebuder julenat? Føles det ikke mere autentisk at lade vores panderynker komme frem i bekymring for dagen i morgen og i forhold til fremtidens udfordringer og den verden, vi efterlader til kommende generationer?

Sådan tænker jeg i mørke stunder. Men jeg ved også, at svaret er nej, og modstillingen falsk. Det er populismens fristelse at tænke i et sådant enten-eller. Det er faktisk omvendt: Der skal netop glæde til for at kunne tage livet og også dets skyggesider alvorligt. Ondskab, trusler og lidelse står glæden imod, men de dementerer ikke glæden, sådan som den nu afdøde danske teolog og journalist Helmut Friis formulerede det i sin fine lille bog, Glæden. Glæden er med til at muliggøre menneskets ansvarlige handling i verden. Bag juleglæden ligger således en grundlæggende tillid til, at mennesket ikke står alene i verden. Livet er en gave, som vi har ansvar for, og julens mysterium er, at Gud møder os i det lille barn i krybbe. Der er knyttet bånd mellem himmel og jord, mellem kærlighedens magt og mennesket i sit ganske almindelige liv.

Hvis der er noget, jeg har lært i år under covid-19, er det at glæde mig over det almindelige og nære. Det kan lyde banalt og er det sikkert også.

Hver dag under den første nedlukning fra marts til maj i år skrev jeg mine refleksioner ned i en dagbog. Det blev til bogen Sørgesange fra Ribe, der handler om sorgen ved afstandene mellem os, frisørsalonen og alle butikkerne, som blev lukket, den tomme domkirkeplads og om alle frustrationerne over den endeløse række af hierarkiske og glædesløse skypemøder. Men samtidig opdagede jeg, hvor vigtigt spurvenes sang i hækken er blevet for mig. Aldrig har jeg iagttaget gaderne her i Ribe så meget, glædet mig over udsigten fra mit kontor. Min fornemmelse af slægtskab med fårene på diget og svanerne på engen er blevet styrket, og jeg har oplevet en glæde helt ned i maven, når regnbuen står på himlen. Det kan lyde banalt, men det er lige her, det sker, i det konkrete liv, at glæden findes, og håbet springer.

Julens fortælling lærer os det samme, at glæden findes i det lille barn i krybben. Julens historie er fuld af almindeligheder: en stald, et æsel og en okse, hø og halm, en far og en mor, hyrder med deres dyr og fremmede, som finder vej og finder frem til deres rejses mål. Her bliver min trang til at beherske min omverden sat til side. Verden er med den tyske sociolog Harmut Rosas formulering ikke kun et aggressionspunkt, noget, der skal kontrolleres og overvindes, og det bliver tydeligt, hvor meget vi reducerer virkeligheden, når vi kun tænker i nytteværdi og beherskelse og det, vi umiddelbart kan se. For i julens fortælling bliver jeg mødt af en verden, som unddrager sig sin min kontrol, en verden i al sin almindelighed, og en omverden, som åbner for en større virkelighed. 

Komponisten Carl Nielsen, læste jeg fornyeligt, priste intervallets betydning. Han understregede, hvordan afstanden mellem to toner kan give komponisten næring og glæde. Det kan være intervallet i gøgens kukken, duernes kurren eller i føddernes trippen hen over byens brosten. Og det er for mig ikke kun lydintervallerne, men det er også rytmen i fårenes bevægelse og i fuglenes træk. Jeg glæder mig over alle intervallerne i verden, både for øre og øje. De er hverdagens mirakler, og jeg tror, det er vigtigt ikke mindst i denne mørke tid at vie disse spring og bevægelser i verden vores opmærksomhed. De møder mig på en forunderlig måde med en verden, som unddrager sig min kontrol. Jeg håber således, at nu når vinteren strenges, vi så også har lært at lytte til den, der slentrer i sne og til skovlens skramlen. Der er så megen lyd og bevægelse selv i stilheden, så mange små spring i den regnfyldte dag og talrige nuancer i den lange mørkgrådag. Kimen til at se verden med et sådant blik ligger for mig allerede i julen fortælling, i krybben med hø og barnet, i æslets gumlen og oksens mule og glanende blik på det under, som er sket: Et barn er født.

Glæden er altså ikke kun den glæde, vi selv kan mobilisere. Den er dybest set noget, der kan ramme os og møde os, sådan som den mødte hyrderne på marken. Nok er glæde en følelse, men det er ikke en følelse, der bare kommer fra mig selv. Glæden er heller ikke kun en flygtig stemning, som få det til at svulme i mit indre og en kort stund få mine øjne til at lyse op. Glæden kommer af noget andet end mig selv, kommer fra verden, af den omverden, der møder mig. Juleglæden er det lille barn født julenat i Betlehem. Han møder os med en glæde, som kan vende sorgen og er således i egentlig forstand julegaven, fordi han tydeliggør for os, at vi ikke kun er overladt til os selv i verden.

Jul og juleaften kan desuden være en øvelse i taknemmelighed. Ikke i glæden over, at jeg fik det jeg ønskede mig, snarere det uventede, som kan møde os i gaven fra dig til mig. Det svarer til den større glæde, vismændene fik, da de fandt barnet. De ledte efter en kongesøn, en imperiebygger, men mødte i det lille barn en glæde, som er for hele verden og til alle tider. De fik et glimt af evigheden i tiden.

Juleglæden er, at myten bliver virkelighed. Jul og juleaften kan være en øvelse i modtagelighed, og her midt under coronaen en øvelse i at erkende, at vi ikke kun er sat i verden med døden som horisont, men sat midt i livet i en sammenhæng. Juleglæden minder mig om sommerdagen, hvor jeg ligger i græsset og får lov til at mærke jorden under mig. Ikke kun nydelsen af ligge i græsset, men glæden ved at mærke, at jeg er bundet til jorden, at jeg er en del af tid og rum og ikke bare lever selv, men i sammenhæng med noget andet og mere end mig selv. Juleglæden er fuld af selvforglemmelse. Juleglæden er en glæde, som hjælper mig i mit liv og min dagligdag, så jeg ikke forveksler min egen lykke og evne til optimisme med den glæde, jeg har fået ved at være til i verden og være sammen med andre mennesker. En glæde, som giver plads til tabet og den sorg, som også rammer ethvert menneske. For julebudskabet er jo en fortælling om noget lysfyldt, der sker i mørket, om noget kærlighedsfyldt i nuet.

Julen er et budskab om glæden, og et budskab, som samtidig vækker håbet. Barnet i krybben fortæller mig, at verden ikke kun er øde og tom, og det giver mig et ståsted for at møde verden med alle dens udfordringer, isbjerge og epidemier.

Glædelig jul!