I Veganerpartiet krammer de grise – men vi ved for lidt om deres menneskesyn

KOMMENTAR: Engang var det vilde farligt. I dag er det mennesket, der ses som den store ødelægger. Men det gør os ikke bedre til at tage vare på naturen at se os selv som skadedyr.

”At leve vegansk er en måde at leve på, som søger at undgå, så vidt som muligt og praktisabelt, alle former for udnyttelse af og grusomhed imod dyr til føde, tøj og andre formål”

Sådan hedder det på Veganerpartiets hjemmeside. Partiet blev for 14 dage siden erklæret opstillingsberettiget efter at have indsamlet de fornødne underskrifter.

I forleden holdt de pressemøde i Kødbyen. Det indledende citat siger noget om partiets syn på dyr, men kun lidt om det menneskesyn, der ligger til grund for det. Betragter Veganerpartiet mennesket som et skadedyr eller som en, der skal tage ansvar for vores fælles verden? Eller sagt på bibelsk: den, som Gud har indsat til at forvalte skaberværket?

Indledningsvis vil jeg sige, at jeg håber det sidste. Billedet af mennesket som en ansvarlig og forpligtet forvalter rummer nemlig for mig at se et større potentiale for handling og menneskeskabt forandring. Vi ser en næsten systematisk dyremishandling i fødevareproduktionen, og det er helt uetisk. Men samtidig svier det i mit menneske-jeg, når jeg hører en retorik, hvor mennesket er karakteriseret ved at være ødelæggeren par excellence.

Jeg tror, at man taber sympatisører for en i øvrigt god sag; at vi skal behandle dyr etisk forsvarligt og i øvrigt bestræbe os på at efterlade verden til vores børn i bedre stand, end da vi modtog den.

For jeg mister modet, når jeg bare får at vide, at jeg er et skadedyr. Og desuden er det jo ikke kun dyrene, der kalder på min medfølelse. Det gør mennesker også. For at stille det lidt på spidsen: Ved min lokale pølsemand kan man forudbetale en hotdog til en hjemløs. Skal jeg undlade at stille en varm pølse til rådighed for et sultent menneske, fordi den kan indeholde spor af kød?

Det er interessant at se, hvordan synet på det vilde har forandret sig ikke så lidt bare siden min barndom i 70’erne. Og det hænger tæt sammen med vores tilgang til dyr og natur i bredere forstand.

Først en god og sandfærdig historie fra min barndom:

I 1971 undslap en panter fra Aalborg Zoo. Den nåede at være på fri fod i godt et døgn, førend en politibetjent skød den. Den havde forvildet sig ind på en bagtrappe i Vestbyen. Mine bedsteforældre boede i Vestbyen, og historien om panteren var gyselig dejlig. Jeg så den for mig, når jeg skulle ned med skraldespanden eller tage mælken ind, som var blevet afleveret på bagtrappen tidligt om morgenen.

Jeg gyste og syntes nok også på en måde, at det var lidt synd for panteren. Men også kun lidt. Panteren er også farlig. I Junglebogen, for eksempel, er Mowglis svorne fjende Bagheera en panter. Som barn havde jeg alle forudsætninger for at frygte panteren.

Når man læser artikler fra Aalborg Stiftstidende skrevet i 1971, er der to ting, der er påfaldende set med 2020 øjne. Panterdræberen – betjenten som skød dyret – hyldes som en helt.

Der er en artikel med overskriften: Den er farligere for hver time, der går. Og Zoos direktør, der udtaler: Jeg tilgiver aldrig mig selv, hvis min panter dræber nogen.

Panteren fremstilles som et farligt rovdyr, og vi, som er offentligheden, er truede af, at det vilde er sluppet ud midt iblandt os.

I dag ville det nok have lydt anderledes. Det er ikke sikkert, at betjenten, der skød i dag, ville have været udråbt som helt. Han havde nok snarere været anset som én med en lidt for kilden triggerfinger.

Man kunne også forestille sig, at Zoos direktør snarere havde sagt, at han ikke kunne tilgive sig selv, hvis der var sket noget med panteren.

Tænk bare på den lynchstemning, der bredte sig mod jægeren, der skød en ulv. Han skød et fredet dyr, og fik derfor 40 dages betinget fængsel og frataget sit jagttegn. Han brød jagtloven, og hvis man ser på skuddet, var det så ringe, at han ikke burde have haft det jagttegn. Men nu er han er dømt i retten og burde vel være fri overfor folkedomstolen.

Det vilde ses ikke længere som noget, vi skal beskytte os imod, men som noget sårbart, der kalder på vores beskyttelse.

Dette ligger i naturlig forlængelse af, at der hele tiden bliver mindre natur. Menneskene fylder mere og mere, og mange arter er udryddelsestruede. Da skovbrandene hærgede i Australien, var det påfaldende, at de fleste sendeminutter på TV handlede om, hvilken katastrofe brandene var for dyrene. Bevares, koalabjørne og næbdyr ser virkelig nuttede ud. Men brandene har også store konsekvenser for mennesker.

I skabelsesberetningen i 1. Mosebog indsættes mennesket som forvalter af hele det skabte univers. Ikke som fjender af naturen, men som forvaltere af den. Debatten om dyrene og synet på naturen trænger måske til, at vi stopper op og spørger os selv om, hvad man med rimelighed kan forlange af en forvalter. En forvalter har i princippet brugsretten, men skal forvalte det betroede gods således, at der som minimum er ligeså meget gods, når forvalterens embedsperiode udløber, som da den begyndte.

Det bliver spændende at se, om Veganerpartiet vil give plads til et nuanceret syn på forholdet mellem menneske og dyr.

Naturdebatten kalder på, at det vilde får den plads, det skal have, men samtidig skal mennesket indsættes som forvalter i stedet for skadedyr. I længden vil en genorientering henimod forvalterrollen være mere konstruktiv. Det er nemlig en rolle, som vi alle kan udfylde en plads i. Dermed bliver det konkret muligt at være menneske i naturen i stedet for – som nu – kun dyrefjende eller grisekrammer.