Hold fast i samtalen

KOMMENTAR: Jeg har aldrig været så meget i tvivl, som i løbet af de sidste par måneder. Selv ytringsfriheden er jeg blevet i tvivl om. Men så er det, at jeg husker på tænkeren Hannah Arendt og hendes torv.

Nogle gange skal tingene lidt på afstand, før man tør se sin tvivl i øjnene. Det er jo et par måneder siden, at vi var vidne til en hektisk magtoverdragelse i USA, hvor man i månederne der gik mellem valghandlingen og selv præsidentskiftet oplevede en leder, der ikke var sit lederskab værdigt. En leder, der underkendte det demokrati, som han var leder af. Og som vedvarende blev ved med at påstå, at valget var svindel og humbug, og at han var den reelle vinder af valget. Og ufattelige billeder har prentet sig ind i vores nethinde for altid: en orange mand, der ikke var sin opgave voksen, en svedende advokat med striber af hårfarve ned ad kinden og nogle stakler, der ulyksaligt besatte en parlamentsbygning, og blev til grin verden over som tabere.

Faktisk var det hele meget ulykkeligt og sørgeligt. Det gælder også de store tv-stationers håndtering af Trumps ordstrøm omkring den valgsvindel, som ikke kunne påvises – hvordan flere store tv-stationer lukkede for både Trump og hans folk, når de fremturede med deres vanvittige påstande om valgsvindel.

Men når jeg tænker tilbage, så var det mest vanvittige måske ikke det, at Trumplejren påstod, der var valgsvindel, men mere da tv-værten resolut lukkede for transmissionen. Det er sådan noget, jeg heller aldrig vil glemme. For det gjorde mig i tvivl om, hvad der skete lige dér: Trump sagde ord – det var hverken satanistiske forbandelser, pornografi eller gudsbespottelse. Det var en præsident af navn, som måske aldrig har været det af gavn, men som forventeligt blot gentog det, han allerede havde sagt flere gange. Der var sådan lidt iscenesat mediestunt over det.

Siden lukkede andre – Twitter og Facebook – for den vanvittige galning, som alle er enige om vi har med at gøre. Og alle åndede lettede op, og jeg nærmest græd af glæde, da Biden hoppede i præsidentskoene og nu i let løb er i gang med at få USA tilbage til det, vi kender. Jeg priser mig lykkelig for, at der sidder så snarrådige og etisk velfunderede mennesker i ledelse på de sociale medier, der kan tage så store beslutninger, som at udelukke en præsident fra at ytre sig på linje med andre uhumskheder.

Men så alligevel … Hvad nu hvis cheferne for de sociale medier havde været af en hel anden støbning? Hvad nu hvis de havde syntes, at Biden var tossen – eller at det var mig. Hvad så? Hvem skal have myndighed til at fortælle, hvem der skal lyttes til. Twitter?

Så selvom jeg blev sådan lidt glad i låget af, at de lukkede af for Trump, så der blev ro på linjerne, så blev jeg også i tvivl. Er det det rigtige at gøre. Har vi ikke ytringsfrihed? Og hvem bestemmer, hvornår grænsen er nået? Er det medie-mogulerne, der kan tiltage sig denne rettighed – bare fordi de har muligheden og magten til at gøre det? Eller skal vi tale lidt mere om det, måske?

For jeg er også kommet i tvivl om min tvivlen. Er ytringsfriheden uden grænse? Burde der være grænser for hvad et menneske kan sige, fordi vi lever i en verden, hvor alt fra TikTok og Youtube-videoer til konspirationsteorier og noble nyheder smøres sig så bredt ud. Kan man holde styr på ytringsfriheden i en ustyrlig verden?

I kommentaren Grundtvig og den demokratiske samtale: Folkelighed og makrelmadder kan jeg læse, at Ingrid Ank, leder af Grundtvig-Akademiet, også går og tvivler lidt. Hendes – og Grundtvigs – svar er dannelse: ”Folket skal være folk og ikke pøbel,” skriver hun. I den bedste af alle verdener havde alle jordens unge fået en karakterdannelse, der gjorde, at de ikke var drevet af primære impulser som frygt eller anglen efter opmærksomhed. For det synes at være det, der skaber uro og fortvivlelse hos den såkaldte pøbel, der griber til troen på ”vold og magt” og stærke ideologier, fordi de ikke længere tror, at samtalen er en farbar vej for dem. Men det skal de tro på igen! Og derfor skal vi alle sammen blive ved med at tro på det – og ikke slukke for dem, der er langt ude.

Jeg lærte noget vigtig af min far – at møde folk i øjenhøjde, og det betød for ham, at nogle gange skal man stå på tæer og andre gange sætte sig på en skammel. Det var ikke et spørgsmål om at tale op eller ned til dem, forklarede han mig, men at tale med andre og ivrigt prøve at se tingene fra deres sted. Det er samtale.

Tænkeren Hannah Arendt har i ”Menneskets vilkår” fra 1958 en forestilling, som jeg kan beskrive sådan her: Vi har en familie, som vi fødes ind i, og vi har et socialt lag, som vi kan arbejde os op i, og hvor vores forskellighed i status er tydelig. Og sidst men ikke mindst findes der også et torv, hvor alle skal mødes som ligemænd. Hvor der skal finde en samtale sted. Og det sted er så lige nu først og fremmest de sociale medier.

Det er der, vi skal møde hinanden – som ligemænd, i øjenhøjde. Og det dur ikke hvis der er nogen, der ikke får taleret (medmindre altså det er strafbar tale). Ytringsfriheden må ikke gradbøjes. Grundtvig havde måske nok det forbehold, at man skulle være oplyst for at komme til orde, men det er jo netop på Hannah Arendts ”torv”, at vi dannes som mennesker. I samtalen med hinanden, og derfor er det meningsløst at udelukke nogen derfra.

Men vi lever under nogle vilkår, hvor vi ikke kan vente på at hele verden bliver oplyst. Derfor ligger der en stor opgave foran os, ude på torvet.

Og man kan da godt beskylde nogen for at være uoplyste og kalde dem pøbel, men det er måske også alle de andre i debatten, der skal blive bedre til ikke at give op, men fortsætte samtalen, selvom noget føles langt ude. Og lade være med at slukke for dem.

Selvom det er en umulig opgave, så er det alligevel det eneste, jeg kan stå inde for: at vi skal møde mennesker i øjenhøjde. Selv orange præsidenter. Og så tage den derfra. Det er jeg ikke i tvivl om.