Garth Brooks: Den ensomme cowboy

KOMMENTAR: Det var et lettelsens øjeblik, da Amanda Gorman reciterede sin ode til håbet ved Joe Bidens indsættelse. Men det sande højdepunkt var Garth Brooks, der kom og byggede bro.

En stjerne fødes på et øjeblik, og sådan et øjeblik åbenbarede sig for øjnene af os forleden, da den amerikanske poet og aktivist Amanda Gorman reciterede sit digt ”The Hill We Climb” ved indsættelsen af Joe Biden som USA’s 46. præsident. Med en stemme så rolig som julemorgen og en gestik, der med simple bevægelser malede slotte i luften omkring hende, var hendes digt en ode til håbet, til samhørigheden, til fremtiden. Et knivskarpt humanistisk manifest i et højtravende og drømmende sprog, som trods sin forsigtighed stod som en larmende kontrast til det politiske lavfolkelige betonsprog, der ellers hersker og regerer i den vestlige verden.

If we're to live up to our own time, 
then victory won't lighten the blade 
but in all the bridges we made,
That is the promise to glade, the hill we climb.

Som så mange andre sad jeg foran tv-skærmen og kunne drage et lettelsens suk. Gormans digt markerede, at tiden nu var inde til at bygge brændte broer op på ny. Broer mellem USA og Europa. Broer mellem USA og klimapolitikken. Men måske først og fremmest: Broer på tværs af et splittet USA. Det var i sandhed et opløftende øjeblik, som retfærdigvis bør gå over i historien – særligt hvis det lykkes Biden at samle USA i de kommende år.

Men der skal immervæk to til tango, og lige så opbyggeligt det var for sjæl og ånd at lytte til Gormans elegant komponerede vers, lige så urolig blev jeg ved erkendelsen af, at præsidentindsættelsen havde karakter af et verdensomspændende ekkokammer. For Donald Trump glimrede ved sit fravær, og det fravær blev samtidig et symbol på hele trumpismens fravær. Og en bro er ikke en bro, før den forbinder to punkter, før den forbinder to sider, før stridende parter kan mødes på midten. Men den ene part var blevet hjemme, og den anden part fejrede – på trods af Gormans intentioner – mere sig selv end fællesskabet.

For lige så fantastisk Gorman gjorde det, og lige så åbenlyst talentfuld hun fremstår som både poet og formidler, lige så forudsigeligt var det, at jeg sad i sofaen og kunne erklære mig begejstret enig. Og lige så forudsigeligt var det også, at jeg på de sociale medier efterfølgende kunne se mine venstreorienterede bekendtskaber af akademikere og forskellige afkroge af den kreative klasse falde i svime over hende. For hun satte på smukkeste vis ord på følelser, der sikkert har brændt i brystet på mange af os, som har rystet på hovedet ad USA de seneste fire år. Os, som anerkender racediskriminationen, klimaforandringerne og kønsproblematikken. Os, som uden at tøve kunne vedkende os det ”Vi”, hun beskrev i digtet. Men også os, som så let kan blive bedøvede af vores egen korrekthed og glemmer dem, der mener, at de i højere grad har mistet en præsident frem for at have fået en ny.

Derfor var Amanda Gorman ikke mit højdepunkt under præsidentindsættelsen. Skønt jeg følte, at hun talte mit sprog, og skønt hun også leverede det eneste indslag, jeg efterfølgende er vendt tilbage til og har genoplevet. For da countrystjernen Garth Brooks indtog scenen, så man en lille flig af det Amerika, som ellers var så svært at få øje på. Som ubesunget helt, en ensom cowboy, sang han Amazing Grace uden orkestrering og med cowboyhatten i hånden. Det var den nyslåede førstedame, Jill Biden, der havde inviteret ham til at optræde, og det var ikke en fremmed opgave for Brooks, som har optrådt for adskillige præsidenter, uanset hvilket parti de har tilhørt. Alligevel oplevede han massiv modvind fra sine trofaste konservative fans op til indsættelsen. De truede med at boykotte stjernen, men i virkeligheden burde de takke ham. Og det burde vi alle gøre. For på en dag, som let kunne misforstås som hele den vestlige verdens sejr, gav han en stemme og et ansigt til det USA, der ikke var inviteret med til festen. ”Jeg bliver muligvis den eneste republikaner på stedet,” jokede Brooks. Men han var ikke kommet for at lave et politisk statement, han var kommet for at hjælpe til med at samle landet igen. Og han inviterede til, at indsættelsen ikke bare skulle blive en demokratisk festdag, og en festdag for os med de korrekte holdninger, men en fælles dag. ”Lad os synge det sidste vers af Amazing Grace sammen”, sagde han. ” Ikke bare os, som er samlet her, men også jer, der sidder derhjemme, jer, der er på arbejde. Som en enhed, forenet.”

Amanda Gorman gav os ved indsættelsen et poetisk sprog til at bygge nye broer, men Garth Brooks inviterede til, at broerne skal bygges sammen. Det bør vi ikke glemme.