Fodbolddrømmer: Godt spil og retfærdige institutioner
KOMMENTAR: Danmark har fået en ny landstræner i fodbold, og knap er han tiltrådt, før han sætter helt nye ambitioner på dagsordenen: Fodbolden skal skabe fælleskaber, der kan gøre verden til et bedre sted. Det er tiltrængt!
Hjemme hos mig har morgenerne en særlig lyd. Der er naturligvis altid lyden af børnefamilier, som med blandede resultater forsøger at komme samlet afsted gennem gården og ud ad den pibende jernlåge. Og i sommerhalvåret er der skam også fuglenes sang, som minder én om, at naturen altid finder en vej ind i stenbroens kringelkroge. Men den lyd, som er lyden over alle lyde, er desværre slet ikke så romantisk. Det er lyden af udefinerbare metalliske stemmer, der runger op igennem lejligheden. Min kæreste står næsten altid op før mig, og med hende vågner også hendes iPhone og radioprogrammet P1 Morgen. Nede fra badeværelset, i det modsatte hjørne af lejligheden, slår de overfriske værters stemmer mod vådrummets fliser og sender en skrattende lyd tilbage mod mig. En lyd, som kan få ure til at gå baglæns og diplomater til at indrømme statshemmeligheder. En lyd, som dræber alle forhåbninger om at kunne blive liggende bare fem minutter mere. Skal det vågne mareridt stoppe, har jeg desværre intet andet valg end at stå op og gå monstret i møde, og i takt med at jeg kommer nærmere, tager lyden form af menneskestemmer, og jeg begynder langsomt at forstå, hvad der tales om. Forleden blev der talt om fodbold, og det får mig altid til at spidse mine morgensløve ører. For den nytiltrådte træner for herrernes fodboldlandshold, Kaper Hjulmand, var blevet inviteret i studiet.
Hjulmand har, fra før han overhovedet begyndte, fået en rodet start som landstræner. DBU’s besynderlige beslutning om ikke at forlænge den både folkekære og succesfulde Åge Hareides kontrakt, og ovenikøbet sætte navn på Hjulmand som Hareides afløser, længe før Hareides arbejde reelt var forbi, gør det sikkert ikke til en let opgave at tage styringen over den danske folks højt elskede fodboldslandshold.
Når Hjulmand taler om, at landskampene skal forene og samle folk, og at landsholdet skal stå på skuldrene af en vision om, at Danmark skal være verdens bedste land at være barn i, ja, så taler han direkte ind i fodboldens inderste væsen: det drømmende, legende fællesskab.
Og derfor var det så forfriskende at høre Hjulmand sidde og have helt klare holdninger til, hvad han ønskede af sit landshold. For hvor det letteste nok ville have været at rose Hareides arbejde og lægge en dæmper på forventningerne til eventuelle spilmæssige revolutioner, så gik Hjulmand en helt anden vej. Han talte om at gøre noget godt i verden, om at fodbolden skal bygge på værdier. ”Bløde værdier?” spurgte vært Anders Bech-Jessen med lige dele overraskelse og anklage i stemmen, men landstræneren bed ikke på krogen. Nej, bare værdier. Værdier, som ikke begrænser sig til spilfilosofi og startopstillinger, men som stikker langt dybere.
Man kommer hurtigt til at lyde gammel, når man siger, at fodboldverdenen ikke er, hvad den har været. Men det er et uigenkaldeligt faktum, at særligt mængden af penge i international fodbold har nået astronomiske højder, og at det har sat sine tydelige spor i klubfodbolden – selv langt nede i divisionerne og på ungdomsholdene. Fodbolden er nu først og fremmest en forretning og først derefter et spil. Men fodbolden kan meget mere end at tjene penge hjem til de få rigmænd, som skummer fløden på toppen af kransekagen. Fodbold kan frisætte mennesker. Fodbold kan glæde og inspirere. Så når Hjulmand taler om, at landskampene skal forene og samle folk, og at landsholdet skal stå på skuldrene af en vision om, at Danmark skal være verdens bedste land at være barn i, ja, så taler han direkte ind i fodboldens inderste væsen: det drømmende, legende fællesskab. Samtidig taler han ind i en langt bredere etisk diskurs. For tænk, hvis alt, hvad vi gør, hvad enten vi er landstræner eller landsbytosse, tager sit afsæt i ambitionen om at gøre verden omkring os til et bedre sted?
I 1990 udkom den franske filosof og hermeneutiker Paul Ricoeur med et sine sidste store værker. Det fik navnet Soi-même comme un autre og handlede om noget så moderne som betydningen af personlig identitet. Ifølge Ricoeur kan man ikke tænke selvet uden også at medtænke den anden, altså det og den, som stod uden for ens eget selv, og således ender spørgsmålet om personlig identitet i spørgsmålet om en etisk identitet. Derfor har han også formuleret det, som af mange kaldes for Ricoeurs lille etik. I sin skønne enkelthed lyder den således, at enhver etisk intention grundlæggende er ”at sigte efter det gode liv med og for andre i retfærdige institutioner”. To år senere, i 1992, blev Danmark Europamestre, og en mytologisk fortælling på højde med, da dannebrog faldt ned fra himlen i Estland, blev født den sommeraften på Nya Ullevi. Dengang kunne man måske stadig se tydningerne af fodboldens legende væsen, selv blandt den ypperste elite, men meget er overgået fodbolden siden da, og i dag er det smukke spil blevet så gennem kommercialiseret, at unge spillere nærmest får en agent, før de får deres første fibersprængning.
Ricoeurs lille etik står dog stadig uforandret. Og idealet – eller drømmen, om man vil – om det gode liv i de retfærdige institutioner er lige så meget det korrektiv, som bør styre alt, hvad vi foretager os som mennesker. Når vores nye landstræner derfor tør sige, at også landsholdet netop bør være en sådan institution, så er der måske stadig håb for fodbolden. For selvfølgelig skal vores landshold helst spille sprudlende fodbold og levere resultater, som vi kan være stolte af. Men skidt med pokaler, så længe fodbolden som institution kan have en, med Hjulmands ord, meningsfuld identitet.
For selvfølgelig er også landsholdet, ligesom alle os andre, skabt som en lille del af noget uendeligt meget større. Og denne store helhed, som kan være så djævelsk svær at sætte konkrete prædikater på, er i sidste ende vores alle sammens ansvar.
Værdier er noget, vi mennesker må navigere efter. Som et søkort, når bølgerne går højt eller tågen er så tyk, at man ikke kan se en hånd for sig. Men skal vi opretholde vores værdier, så er vi også nødt til at insistere på, at vores institutioner er værdige og retfærdige. For i sidste ende er disse institutioner kittet, som binder hele vores verden og samfund sammen. Kasper Hjulmand står midt i en buldrende underholdningsindustri, som efterhånden ikke er lavet af andet end penge, og netop derfor klæder det ham at holde idealistens fane højt. Det klæder ham, at han tør forlange mere af vores landshold og vores fodboldinstitution. Han sigter ikke bare efter det gode spil, men det gode i sig selv. Ricoeur ville have været stolt.
